100 året for kvinders stemmeret – men ikke for arbejdsløse og fattige

 

international_kvindekonference_kbh_1910Den internationale kvindekonference i København 1910

Af Dorte Grenaa

100 året for kvindernes stemmeret med grundloven 5.juni 1915 fejres med glitter og glamour. Her midt i en valgkamp er alle sejl sat til med skåltaler og hurraråb. Festen for den store nationale enhed, hvor alle gode kræfter gav Danmarks kvinder deres demokratiske ret til at stemme er i gang.

Der er også lidt plads til små bekymrede panderynker over de få skønhedspletter, der trods alt er tilbage. Det er jo valgkamp. Der skal scores vælgere. Sidste valgkamps ”Blå Bjarne” er blevet til denne valgkamps ”Røde Lone”, som er imod de asociale konsekvenser af de nyliberale reformer. Spindoktorer skal have lavet tilbageskridtene for flertallet af kvinderne om til de rene fremskridt, hvis man bare stemmer på dem og deres.

Stemmeret til kvinder er et stort demokratisk fremskridt. Ingen tvivl om det.

Der er bare det med det her 100 års jubilæum, at ikke alle kvinder og heller ikke alle mænd fik stemmeret dengang.

Ingen stemmeret til arbejdsløse

Magthavernes historiefortælling er, at mænd fik stemmeret i 1849, mens kvinderne blev holdt ude til 1915. Fakta er at indtil 1915 havde kun cirka 15 procent af befolkningen stemmeret – nemlig mænd med en vis formue og position.
”F-erne” fruentimmere, folkehold, fremmede, forbrydere, fjolser, fattige havde ingen stemmeret.

De herskendes fortælling om et samfund uden klasser og uden klassekamp er uden bund i virkeligheden. Ren skønmaling.

Efter grundloven 1915 var det fortsat sådan, at blev man arbejdsløs mistede man stemmeretten. Kom man på fattighjælp, fik man først sin stemmeret igen den dag, man havde betalt sin fattighjælp tilbage. Det gjaldt både for arbejderklassens kvinder og mænd.

Først fra 1961 med ændringerne i Forsorgsloven kunne man ikke længere fratages sin stemmeret, fordi man var på fattighjælp og offentlig forsørgelse.

I dag mister man for forsat sin stemmeret, hvis man bliver gjort økonomisk umyndig.

Skellet mellem klasser og ikke køn

På det berømte foto af kvindeoptoget fra 1915 går de borgerlige kvinder i takketog for stemmeretten til den selvsamme danske konge, der få år senere gjorde sig bemærket med et mislykket statskup mod grundloven.

Det egentlige pres for valgret kom imidlertid fra en hel anden kant, nemlig fra arbejderbevægelsen, der havde vokset sig stærk. Og som på den internationale scene gennemførte den russiske socialistiske revolution i 1917.

Kvindernes stemmeret var et af hovedkravene, da Kvindernes Internationale kampdag blev indstiftet af Clara Zetkin og den socialistiske kvindebevægelse i 1910.

At kvinder fik stemmeretten skyldes deres egen kvindekamp, arbejderbevægelsens og de progressive kræfters kamp som en del af datidens klassekamp.

Reaktionen kæmpede med næb og klør mod kvinders valgret ud fra samme reaktionære kvindesyn som i dag. Borgerskabets kvinder sprang i målet og udråbte sejren, da kvinder med formue og egen indtægt kunne få stemmeret – så skidt med arbejderklassens kvinder og mænd og de fattige.

Ligesom de i dag kæmper for flere kvinder på topposter og bedre karrieremuligheder og samme klasseforagt for deres ”medsøstre” fra arbejderklassen.

At der sparkes til de arbejdsløse, syge og fattige. og at de holdes udenfor, det slår ingen skår i glæden. Hverken for hundrede år siden eller ved 100 års jubilæet i dag.

Det egentlige skel i kampen for kvinders rettigheder, ligestilling og frigørelse går ikke mellem mænd og kvinder. Hverken dengang eller nu.

Det går mellem progressive og reaktionære kræfter, det går mellem samfundets klasseskel, hvor der er både mænd og kvinder på begge sidder.

En tanke om “100 året for kvinders stemmeret – men ikke for arbejdsløse og fattige”

  1. Forleden skimmede jeg en skole-opgave om “Ditte Menneskebarn”, som jeg lavede for et par år siden.
    Her er et lille udvalgt afsnit 🙂 :


    Det synes ikke, som om biografier om Nexø, eller analyser specifikt af Ditte Menneskebarn har bidt mærke i Dittes alder, da hun dør. 25 år! Jo, at Ditte dør ganske ung, er der da sagt mange steder, men hvorfor ikke 24 eller 26?
    Ditte, proletarkvinden, den fattige pige, der har været god hele livet og kun er blevet slet behandlet for sin godhed, hun dør såmænd lige præcis, da hun når en alder, der gør hende i stand til at stemme ved valg. Valgretten til kvinder er opnået kun få år forinden romanens udarbejdelse, og Nexø, som man ikke kan mistænke for at være imod denne valgret til kvinder, jfr. hans politiske virke, synes at sige: ”Ja ja, det er da meget godt, men få nu armene ned, for hvad hjælper valgretten for fattigfolkets kvinder, som kun sjældent kan nå at bruge den?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.