Af Tomas Dalgaard

Jeg sidder i min lejlighed på fjerde sal
I stuen kan jeg kigge ud over byen og den halve bugt
Jeg kan se mennesker cykle forbi
Gå forbi
Køre forbi
Jeg kan se mågerne svæve elegant i luften
Træerne svajer i vinden
Og lugte underboen er hjemme
Han kæderyger
Han er også alene selv om han forleden fortalte mig
At han havde mødt sin ekskone til barnedåb
Efter at have været skilt i 30 år er de begyndt at se hinanden igen
Somalierne ved siden snakker jeg sjældent med
Vi hilser bare på hinanden
De taler dårligt dansk selv om de har boet i landet i mange år
Nogle gange skændes de men for det meste er der stille
Jeg kender efterhånden mine naboer og underboer
Halvdelen af os ved ikke hvad vi skal få dagen i dag
og dagen i morgen til at gå med
Trille tommelfingre
Se tv
Skrue op for musikken og håbe livet snart er forbi
Os med vores færdigheder samfundet ikke har brug for
Førtidspensionisten som er ex narkoman og rocker
og vist også psykisk syg ifølge den gamle mand nedenunder
som altid standser mig og vil snakke
Fordi han er ensom ligesom mange af os andre
Han er desværre også racist og stærkt højreorienteret
Så jeg undskylder mig som regel og siger jeg har travlt og skynder mig op til mig selv
For hellere være alene end sammen med et fordomsfuldt fjols
Ex narkomanen er flink nok
Han hilser pænt på mig
I stedet for gardiner har han hængt et smældende rødt Che Guevara flag op
Som blafrer når han åbner vinduet og spiller Patti Smith
Because the night
Midt på dagen
Himmelhøjt
For at manifestere han er her endnu
Vi er her endnu
Vi er dem I andre ikke gider lege med
I kan godt slå os ihjel og det gør I nok også en dag
Fordi det ikke kan betale sig at holde os i live
Indtil da siger jeg bare
Skråt op!