K. Dalgaard
Til mindet om min kammerat Gerd Berlev

Smilende ansigt i en vrimmel hun selv har stimlet sammen
Velfærd – ikke krig! Boykot Israel! Stop krigen!
Ud af EU! Alle rødder og lømler på gaden!
Sprudlende livlig, vimsende vaks, vældig vilje
Der skrives ikke poesi om Gerd Berlev’er

Et inderligt kram, men hastigt
For scenen kalder og Gerd er konferencier
og taler, og musikker, og praktisk gris
og hun skal holde banneret
som hun var med til at male i går
efter at hun er blevet interviewet
efter at hun har interviewet den ene og den anden
til radioen, til bladet, til nettet, til verden
Der skrives ikke poesi om Gerd Berlev’er

Midt i arbejderklassens aktuelle dagskampe
på daglig basis
for kampdag er hverdag hver dag
Har arbejderklassen ikke et parti
findes hun hos dem der bygger det
Har partiet en Gerd Berlev
har det forbindelse til kæmpende kræfter
Der skrives ikke poesi om Gerd Berlev’er

For lidt tid
til at klage over for lidt tid
for mange kræfter
til at klage over for få kræfter
for meget teori
til ikke at lave praksis
for meget praksis
til ikke at udvikle teori
Der skrives ikke poesi om Gerd Berlev’er

En ukuelig knyttet næve, bakket op af et ansigts seriøse folder
hvori fremtiden er gemt
hvoraf fortiden sås,
og tiderne og nuet i de levende øjne
Underspillet visdom, kærlig klogskab
Der skrives ikke poesi om Gerd Berlev’er

Et rødt stjerneskud der ikke strakte sig efter nattehimlen
lyste jordnært
og mere jo flere der lyste med
I en sygeseng på det offentlige Hvidovre hospital
hvor arbejderne går hen
når de går
Gerd Berlev’er skriver deres egen poesi