Af Tomas Dalgaard

Henne i skolen vidste vi ikke far var kørt galt

Før klassekammeraterne grinende sagde

Jeres far er kørt galt

Han er ved at dø

Det har I godt af

Som voksen uddannet pædagog har jeg forsøgt at lære børnene at man ikke griner af andres ulykke

Eller når nogen virkelig slår sig så det gør ondt

Børn kan være grusomme hvis ikke de lærer at vise hensyn

På det sort hvide fotografi i avisen lignede Fiaten en sammenpresset konservesdåse

Far var kørt frontalt ind i lastbilen

Det havde været tåget

Dengang var sikkerhedssele ikke påbudt

Det var sket ved Arnborg udenfor Herning

I et sving

Der var ikke meget tilbage af bilen eller far bagefter

Lægerne vidste ikke om han overlevede

Men det gjorde han

Lå i hospitalssengen som en mumie i gips med slanger og drops

Da far igen fik talens brug fablede han om Borussia Mönchengladbach

Jeg var otte år og fattede ikke hvad far snakkede om

Det gav ikke mening

Så jeg spiste alle Marie rullekiksene

Det var min måde at håndtere den vanskelige situation på

Først efter nogle måneder blev far udskrevet fra sygehuset

Han havde fået nyt knæ og en jernplade i kraniet

Vi flyttede fra Gammel Kongevej til Vindinggårdparken

Far havde været selvstændig

Freelance journalist

Mor fik ingenting fra kommunen

Onkel Ole og tante Dagny kom med mad og penge

Buschaufføren lod os køre gratis

På et tidspunkt kom to mænd fra militærpolitiet

De ville arrestere far fordi han var udeblevet fra den årlige indkaldelse til Civil Forsvaret

Det bliver over mit lig sagde mor og opførte Ofelias vanvidsscene for dem så de skyndsomst fortrak

Far lå stadig meget  i sengen men begyndte at humpe rundt på krykker

Han spillede fodbold med os og skød med den ene krykke

Det gik langsomt fremad

Mor sagde far havde slået brunkålscenteret

Før kunne han ikke døje brunkål

Nu spiste han det med glæde