Fidel Castro taler i Havana kort efter USA’s invasion i Svinebugten
Af Ron Ridenour
Indlægget er en nyredigeret og oversat udgave af Reflections on Fidel, Cuba, internationalism and Tamils
“Yankee Go Home”, “Out of Cuba”, “Cuba Si, Yankee No“!
Vi sang og vi stod med plakater foran den amerikanske Federal Building i Los Angeles, Californien den 19. april, 1961. Det var her, jeg blev medlem af Fair Play for Cuba Committee.
Dette var første gang jeg demonstrerede, og her var jeg: En modstander af mit land, som jeg havde “forsvaret” mellem 1956 og 1960. Jeg var for nylig blevet udskrevet fra United States Air Force. Men hvad havde jeg lært i disse år?
At USA var aggressoren. Vi overfløj og chikanerede hele tiden russisk, kinesisk og cubansk territorium uden modstand, mens vi soldater havde ordre til at skyde mod “fjenden” hvis de gjorde det samme. Dog foretog de aldrig nogen “ulovlig indtrængen”.
Det var Cubas revolution, der vækkede mig til virkeligheden – at USA var morderisk med sin dominerende udenrigspolitik der gik helt tilbage til landets uafhængighed fra Storbritannien.
Min artikel, “Born in the USA: Et regime af permanent krig” beskriver denne historie.
Øverst på min hjemmeside står citater, der også forklarer, hvorfor jeg blev aktivist imod det amerikanske ”Manifest Destiny”, og for et socialistisk alternativ, noget Fidel også stod for.
“Det er CIA’s funktion at holde verden ustabil, at propagandere overfor og undervise det amerikanske folk i at hade, så vi vil lade The Establishment bruge ubegrænsede penge på våben,” skrev John Stockwell, en tidligere CIA embedsmand.
“Hvad der er nødvendigt for at det onde kan triumfere er, at gode mennesker intet gør” (Edmund Burke).
Fidel var en mester blandt de mennesker, der gør et uudsletteligt bidrag i den globale kamp for ligestilling og frigørelse. Fidel vil blive husket af mange årsager, der i blandt disse:
1. Fidel førte sit land ud af fattigdom, skabte beskæftigelse for alle, gjorde uddannelse og sundhedsvæsen gratis for alle, hvilket bragte børnedødeligheden under niveauet i USA; fremmede alfabetisering på et højere niveau end i USA; afskaffede officiel racisme. Og hans ledelse skabte en samfundsmæssig basis som gjorde befolkningen stolt over at være cubaner.
2. Fidels ledelse af revolutionen handlede om, at være solidarisk med de fattige og undertrykte i hele verden, især i Latinamerika og Afrika, også med militær hjalp til Vietnam mod Goliat. Disse kampe for de undertrykte inspirerede milliarder af mennesker.
Uden den solidaritet, som Cubas ledelse, soldater og sundhedspersoner tilbød Angola, og indirekte Namibia og sorte mennesker i Sydafrika, ville de hvide racister i Sydafrika med USA’s og Israels støtte havde knust de sorte folks kampe for befrielse og suverænitet. Desuden ville Nelson Mandela være død i fængslet. Dette var, hvad jeg hørte ham sige i Cuba stående ved siden af Fidel umiddelbart efter sin løsladelse. Og Fidel sendte ikke kun militær bistand, han sendte hundredtusindvis af højtuddannede cubanere ud i verden for at helbrede og undervise.
3. Fidel var Cubas Don Quijote, sammen med Che Guevara . Hans idé om socialisme var forskellig fra den sovjetiske og kinesiske, og med sikkerhed mere humanitær end kapitalismen. Ingen politi eller soldater skyder i gaderne og ingen udsættes for tortur. Der er ingen dødspatruljer, ingen massakrer, intet Gulag. Der er masser af sociale menneskerettigheder, men færre borgerlige rettigheder end lovet.
4. Fidel trodsede Uhyret og lykkedes med dette i alle disse år. Hans udfordring af og fasthed overfor imperialismen og for sit lands suverænitet – hvad Danmark kunne lære noget af – bragte den amerikanske præsident og krigsmager Obama til Cuba med sin tomhændede, fine snak. For første gang forgiver en amerikansk præsident at være en ven i håbet om at stikke Cuba i ryggen, og overtage Cuba med sin kapitalisme.
Fidel, Cuba og Mig
I 1980, blev jeg forelsket i en dansk kvinde, Grethe, og flyttede til Danmark. På vejen til El Salvador i 1987 for at hjælpe oprørerne der, besøgte jeg Cuba. Dette var mit første besøg i det land som trodsede min fødeland. Min første bog var lige udkommet, da jeg mødte Fidel.
“Fidel Castro, den 12. oktober, 1987” – skrev Fidel i min bog, “Yankee Sandinistas: interviews with northeamericans living & working in the new Nicaragua.”
Jeg havde givet ham et eksemplar af bogen, hvor han talte om arven fra Che Guevara 20 år efter at Che var myrdet i Bolivia. Vi var hundredvis af cubanere og nogle solidariske udlændinge og journalister som samledes foran et nybygget hospital i den cubanske provins Matanza. Bogen blev returneret til mig efter at Fidel havde læst den.
Cubas Kulturministerium inviterede mig til at arbejde for et bogforlag, Editorial José Martí, som senere udgav min bog, “Backfire: CIA ‘s Biggest Burn” om dobbeltagenter i CIA, som var loyale over for Cuba. Den var den første af seks bøger, jeg skrev om Cuba. Mellem 1988 og 1996, arbejdede jeg for forlaget og for Prensa Latina, det nyhedsbureau som Che startede.
Jesús Francisco Díaz, som infiltrerede CIA hilser på mig ved udgivelsen af min bog i Havana 1990
Foran mig har jeg nu DR nyhedshistorie om Fidels død.
I nationens vigtigste tv- og radiokanal kan man om Fidels arv læse denne sætning på fire ord: Fidel “overlevede 600 mordforsøg”. Der er ingen henvisning til hvem det var der prøvede at myrde ham, og heller ikke det ulovlige eller umoralske i dette. Læsere og lyttere skal selv finde ud af, at det var USA – det land som ser sig selv som verdens forsvarer af “menneskerettighederne”. Der var ingen fordømmelse, og ingen opfordring til at bringe nationens ledere foran en international domstol for krigsforbrydelser. Jeg er sikker på, at massemedierne ikke ønsker at huske, at den Internationale Domstol i Haag fandt den amerikanske regering skyldig i krigsforbrydelser mod Nicaragua i 1986 – bare som et referencepunkt.
Hvad vi kunne læse, var hvad præsident Barak Obama havde at sige om Fidel:
”Historien vil registrere og dømme den enorme indflydelse, som denne enkelte person har haft på sit folk og verden omkring ham… I dag kondolerer vi over for Fidel Castros familie, og vores tanker og bønner er med det cubanske folk. I de kommende dage vil cubanerne mindes fortiden og også kigge fremad. Når de gør det, skal de vide, at de har en ven og en partner i skikkelse af USA.”
Oh Yeah! “Ven og partner” med det land, som har forsøgt at myrde deres præsident 600 gange. Amerikanske terrorangreb dræbte og lemlæstede flere tusinde cubanere på deres egen jord. USA var også tæt på at forårsage en atom-verdenskrig den 27. oktober 1962. Den ubegribelige katastrofe blev kun forhindret af den tapre russiske ubådskaptajn Vasil Arkhipov.
Den “beskidte kommunist” nægtede at fyre sit atommissil da han var under granatangreb i internationalt farvand fra et amerikansk krigsskib bevæbnet med atomvåben.
Revolutionen og Fidels negative sider
Ti år efter hjemkomsten til Danmark var jeg igen i Cuba. Fidel havde for nylig talt med universitetsstuderende om interne problemer.
“Dette land kan tilintetgøre sig selv, men de [USA] kan aldrig ødelægge os. Vi kan ødelægge os selv, og dette ville være vores egen skyld. “
I sin 17. November, 2005-tale, henviste Fidel for første gang offentligt til Cubas egen skyld ved ikke at udvikle en revolutionær bevidsthed i befolkningen som helhed.
En desillusioneret befolkning, forklarede Fidel, forfølger en grådig forbrugerisme, som kan ødelægge det cubanske revolutionære projekt. Det ville betyde, at det centrale mål, som var Che’s motto – “Den ultimative og vigtigste revolutionerende aspiration: At se mennesket befriet fra sin fremmedgørelse” ikke ville blive virkeliggjort.
At vores “øverste leder” havde reflekteret offentligt på denne måde var en enorm indrømmelse af de største aktuelle udfordringer for denne humanistiske revolution.
Den moralske rod til dette dilemma – egoisme mod holisme – står i virkeligheden i centrum for homo sapiens og for planetens eksistens. Det egoistiske dilemma er kernen i kapitalismen, som en ægte funderet socialisme kan begynde at rette op på.
Som korrespondent for det engelske dagblad “Morning Star” blev jeg inviteret til at modtage den nyvalgte præsident for Bolivia, den indfødte kæmper Evo Morales. Et korps af udenlandske og nationale reportere stod ved landingsbanen og ventede for Evo’s fly sammen med hundredvis af bolivianere, der studerede medicin i Cuba.
Jeg havde forberedt et spørgsmål til den nye præsident: Hvordan agter du at konfrontere og vinde den uundgåelige konflikt mellem dit humanitære program og de grådige multinationale selskaber?
Hvad der derefter skete overraskede mig. Fidel ankom og straks gav han hånd til den bolivianske ungdom. Jeg stod ved siden af dem. Pludselig standsede Fidel foran mig. Hans store højre hånd nærmede sig min lille hånd, som steg forventningsfuld mod hans. Så talte fire udgaver af Ron på én gang.
1. Den revolutionæere Ron: Jeg ønsker at tage hans hånd, kramme ham; fortælle ham, hvor meget han betyder for mig, for os.
2. Journalisten Ron: Nu skal du komme op med et godt spørgsmål. Manden er der og venter på dig.
3. Egoistiske Ron: Fortæl ham, du ønsker at få en bog udgivet her, så cubanerne kan læse dig i dette land som du har givet dit hjerte.
4. Cubanske Ron: Du skal ikke røre Kommandantens hånd. Husk, hvordan formodede journalister forsøgte at myrde ham i Chile, i 1971 med et våben skjult i et tv-kamera. Fidels vagter vil se mig som en potentiel morder.
Den cubanske Ron stoppede min hånd. Den forvirrede journalist Ron kunne ikke tænke hurtigt nok til at holde de andre udgaver af Ron nede, og i stedet stillede jeg Fidel spørgsmålet der var tænkt til Evo.
Realisten Fidel svarede: “Det er et spørgsmål til Evo Morales”. Hvor dum kan man være Ron, og formanden gik videre.
Senere fortalte jeg denne historie til to cubanske journalister. De sagde, at jeg skulle have fanget hans opmærksomhed ved at fortælle ham, at det var mig, der havde brændt mit Yankee pas og givet afkald på mit statsborgerskab foran USA’s Interests Section i Havana, i januar 1991—min protest mod deres første krig mod Irak.
Her er jeg foran US Interest Section i Havana i gang med at brænde mit pas i protest mod invasionen af Irak i 1991
Den følgende dag, fortalte jeg denne historie til Antonio García Urquiolla, der havde været kaptajn i handelsflåden, som jeg havde sejlet med. Han havde været dobbeltagent og havde infiltreret CIA (se “Backfire”). CIA havde forsøgt at få ham til at hjælpe med at myrde Fidel.
Antonios svar til mig: “Ron vandt slaget om Ron”!
I 2009, var jeg igen i Cuba, denne gang for at deltage i fejringen af revolutionens 50-års dag. Jeg skrev:
“De historiske og uudslettelige fordele cubanerne har skabt ved at opbygge en begyndende socialisme efter at have vundet nationens uafhængighed, med produkter og goder til alle, var et projekt der blev støttet af det store flertal af befolkningen, især i de tidlige år …
“Men i dag, halvtreds år senere, er der stadig en lang vej at gå for at fremme interesser, energier og visdom i Cubas arbejdende folk … Nationen er helt klart fyldt med passivitet og dårlig produktion både kvantitativt og kvalitativt. Jeg tror, det er sådan delvist fordi folk mangler den reelle magt til at træffe beslutninger på deres arbejde, skoler, og selv i deres lokale, provinsielle og nationale regeringer.”
Kort efter at min artikel blev udgivet, modtog jeg en mail fra Amarantha Visalakshi. Hun skrev til mig som repræsentant for Den Latinamerikanske Venskabsforening i Tamil Nadu, Indien. Hendes gruppe havde aktivt støttet Cuba og Fidel i mange år, og havde oversat mange af deres skrifter.
Og nu fortalte hun mig, at: “Det var et stort chok for befolkningen i Tamil Nadu at se, at Cuba … støttede Sri Lankas regeringer i deres tilintetgørelse af den tamilske befolkning i Sri Lanka.”
“Her i Tamil Nadu fejrede vi 80 års fødselsdag for kammerat Fidel ved at udgive otte bøger om Cubas resultater … Vi er gjort modløse og desillusionerede gennem denne handling fra Cubas side og de andre [progressive ALBA alliance] lande i Latinamerika, som vi har sat vores forhåbninger for fremtiden til.”
På min væg, foran min skrivemaskine hænger mit foto af den cubanske plakat: “At være internationalist er at afvikle vores gæld til menneskeheden”.
Dette motto er kernen af, hvad Fidel sagde: “De, der udnyttes, er vores landsmænd over hele verden; og udbytterne over hele verden er vores fjender … Vores land er i virkeligheden hele verden, og alle de revolutionære i verden er vores brødre. “
Den holdning og handling var mere end noget andet det der gjorde mig til en stor beundrer af Fidel. Men dette brev fra Indien tvang mig, modstræbende til at undersøge anklagerne. Det endte med en angergiven produktion af snesevis af artikler og en bog, “Tamil Nation i Sri Lanka” (New Century Book House, Chennai, Indien, november 2011) om det forfærdelige folkemord mod tamilerne og hvordan Cuba (og ALBA) svigtede dem.
Her er et uddrag fra min første artikel, “Cuba-ALBA Let Down Sri Lanka Tamiler”, Nov.16, 2009:
“Jeg mener, at regeringerne i Cuba, Bolivia, og Nicaragua svigtede hele den tamilske befolkning i Den Demokratiske Socialistiske Republik Sri Lanka, samt den ’proletariske internationalisme’ og de udbyttede arbejdere, ved at give deres ubetingede støtte til Sri Lankas regering … [det gjorde de ved] at underskrive en resolution fra FN’s Menneskerettighedsråd, der roser regeringen i Sri Lanka for at “fremme og beskytte menneskerettighederne”…
“I løbet af det sidste år af krigen internerede den srilankanske regering ulovligt og brutalt næsten en halv million tamilske civile; 280.000 af disse civile blev fanget i flere ’velfærd centre’ … Deres forhold er det modsatte af ’fremme og beskyttelse af menneskerettighederne’. Hundredvis er døde og dør af mangel på mad, vand og grundlæggende sundhedspleje”.
Efter at have sagt sandheden – at den cubanske regering, den mest solidariske nation på jorden, vendte det sig fra det centrale princip om solidaritet – blev jeg forræder i øjnene på nogle cuba-solidariske folk, et sår jeg må bære, fordi solidaritet er ubetinget, og Che ville ikke have tilgivet mig ellers.
I 2011 blev jeg inviteret til at foretage en tale/tur om min bog da den blev udgivet i Indien. Jeg talte om, hvor stor den cubanske revolution var for os alle, men beklagede denne kritiske fejl i ikke at støtte de undertrykte tamilske folk. I et rally, optrådte jeg med Che’s ansigt på en rød T-shirt til stående bifald fra 15.000 tamiler. Che og den cubanske revolution var stadig den store kærlighed og håb for dette folk, trods det faktum, at Fidel- og Raul Castro-regeringen forrådte deres tillid.
Jeg føler mig bevæget ved at citere min konklusion på dette spørgsmål: “Jeg anbefaler, at ægte venstrefløjsorganisationer og hjemmesider, og især solidaritetsgrupper med Cuba, Bolivia, Venezuela, Ecuador, Nicaragua (ALBA-landene) gør disse regeringer opmærksomme på, at de har brug for at vende tilbage til deres oprindelige princip som internationalister, der støtter de undertrykte overalt på jorden, og ophøre med at støtte Sri Lankas folkemords-regering. ”
Til sidst må jeg sige om Cubas Revolution: Jeg elskede den, og den gjorde mig ”genfødt” fra at leve i den stupide amerikanske drøm til at være international revolutionær. Ikke desto mindre har Cuba, som alle andre revolutionære eller kommunistiske regeringer, ikke vovet at give reel magt til arbejderklassen, til en kollektiv måde at danne reel socialisme. Og nu er Cuba, ligesom Vietnam, Kina og alle andre ”socialistiske” ”kommunistiske” regeringer i gang med at vende tilbage til kapitalisme og samarbejder med det imperialistiske USA.
Der er en fundamental manglende tillid til folket, og vores ideologiske moral. Hvis moral ikke bliver integreret i vores kampe, er jeg bange for at vi er på vej til et globalt moralsk sammenbrud. Den er allerede i gang på grund af kapitalismen og imperialismen, og forliset for moderne socialisme, og fremkomsten af fascismen i store dele af verden.