Reno har denne gang lånt sin blog ud til sin arbejdskammerat Ando

Jeg har svært ved at forestille mig nogen dansk mand, der er mindre interesseret i sport end mig. Det er derfor lidt underligt, at jeg tydeligt husker en boksekamp, der fandt sted for 40 år siden.

Mener, jeg så den på et sort-hvid TV – dengang var farvefjernsyn sjældne – på et værtshus kaldet ”Trinbrættet” nær ved Islev station. Et hyggeligt sted, hvor jeg som ung, relativt langhåret 21-årig semiflippet ungkarl (det sidste var betegnelsen for mandlige singler dengang) yndede at komme. Dels fordi der var rart, og dels fordi jeg havde kredit hos servitricen Ruth, der var en gammel sød dame. Gammel og gammel – dengang betragtede jeg faktisk alle kvinder over 30 som rimeligt aldersstegne.

Boksekampen, der blev vist 30. oktober 1974, foregik i Zaire og var Muhamed Alis titelkamp mod George Foreman. Ud over boksning var Muhamed Ali kendt for som sort muslim at have nægtet at aftjene sin værnepligt i Vietnam med den begrundelse, at Vietcong aldrig havde gjort ham noget ondt – i hvert fald langt mindre end den hvide overklasse i USA!

I boksekampen fik Muhamed mange tæsk i det meste af de første syv omgange. Det var jo sværvægt, så der var vægt bag de slag, som haglede ned over ham. Det meste af tiden hang han bare i tovene og tog imod tæskene fra George Foreman. I syvende omgang lænede han sig mod Foremans skulder og hviskede ham ind i øret:

– Is that all you got, George?

Og så i ottende orkede Foreman knap at holde paraderne oppe længere, og så var det, han blottede sig. Slam! Ali rammer ham med en fuldtræffer, og Foreman går ud som et lys. Kampen er gået over i historien som Rumble in the Jungle.

I dag – ret præcis 40 år senere – sidder jeg og filosoferer over, hvorfor jeg er konsekvent modstander af eliteidræt og pressens hysteriske dækning af de enkelte begivenheder – for slet ikke at tale om det nationalistiske spøgelse, der ligger gemt som skjulte brune undertoner. Føj, hvor jeg dog hader, når Stars ’n’ stripes går til top under tonerne af Stars spangled banner. Så sætter jeg mere pris på Jimi Hendrix’ udgave af samme, da han under Woodstockfestivalen musisk ’pissede’ på fanen med underliggende lyde fra jagerfly, der kastede napalm over den vietnamesiske civilbefolkning.

I de nærmeste to år efter den kamp tog mit liv i hvert fald en drejning. Jeg flyttede sammen med kæreste, skiftede job, blev far for første gang og involverede mig politisk og fagligt. Udsigten til, at jeg ellers stadig ville sidde på ”Trinbrættet” og med vandede blå øjne snøvlende fortælle om Rumble in the Jungle, ville nok ikke være så godt. Jeg skal ikke gøre mig mere hellig, end jeg er, så lad mig bekende, at jeg stadig kan finde på at opstøve en beverding med en god ven, hvor jeg bekræftes i, at alt for mange ikke har lært af tæskene, men er bukket under og stadig sidder og spytter i ølkruset.

Resultatet af mine nostalgiske filosofiske tanker er, at jeg i mit liv har fået egne tæsk, der ikke bare lærte mig ting og sager, men også gav mig en retning for fremtiden, hvor solidaritet og sammenhold var en afgørende faktor. Et momentum og en faktor så mægtig i arbejdernes hænder, at magtens bærme roligt kan ryste i bukserne.

Som i et hvert godt eventyr er moralen måske at man indimellem må tage imod mange tæsk, inden man ser sit snit til at hugge igen

Ando