Da Lilian og jeg stod op lørdag morgen, var der tikket en sms ind på Lilians mobil. Den var eskorteret af en meddelelse om, at der også lå adskillige talebeskeder. Sagen var, at hendes søn og måske kommende svigerdatter havde været til Oktoberfest på ”5-øren” på Amager strand. Vi bor ikke så langt derfra, så da de skulle videre i byen, mente de, at de skulle ’tage de gamle med på slæb’.

Vi var naturligvis stolte over, at de tilsyneladende tåle vores selskab så godt, så vi overvejede, hvorvidt vi selv skulle kaste et lod i samme fest lørdag aften – naturligvis forbundet med en fiskeline til søn og kæreste.

Det skal indrømmes, at min forestilling om disse sydtyske traditioner med hel liters fadøl, ældre mænd i ’lederhosen’, kvinder i nedringede kjoler, der med et korsetagtigt redskab er strammet vildt ind i taljen og med en blond paryk, der er udstyret med fletninger, på hovedet. Indtrykket er garneret med tyrolermusik, dans på bænke og kædedans mellem bordene. Det hele har altid virket på mig som temmelig overfladisk – og uden andre elementer end ovenstående. Mine indtryk må være høstet fra forskellige TV-dækninger, idet jeg aldrig selv har været til en sådan ølfest før.

Til gengæld havde en kvinde samme formiddag i vaskekælderen uddybet min forståelse af arrangementet:

– Musikken er så høj, at man ikke kan holde ud at være inde i teltet.

Lilian og jeg vendte for og imod med resultatet: Tommelfingeren vendte opad. Da vi var kommet godt ud på eftermiddagen, følte vi os rimelig sikre på, at de unge var kommet forbi de værste tømmermænd, gav vi dem et kald:

– Er I friske på mere ballade i aften?

– Jaeh; det er i orden; men Kate er desværre forhindret, så I må nøjes med at trækkes med mig, fastslog sønnen.

 

På grund af de varslede decibel i teltet, havde jeg forsynet os med nogle høker-bajere, som vi tog hul på udenfor teltet i det skønne areal på Amager strand. Da vi havde suget en enkelt, blev nysgerrigheden alligevel for stor, så posen med de overtallige øl blev gemt i et tæt buskads. Vi fandt ind i teltet, hvor der var fyldt rigtig godt op – uden det overhovedet indebar klaustrofobiske fornemmelser. Det viste sig også, at musikkens lydniveau var absolut tåleligt.

Vi slog os ned ved et bord i nærheden af indgangen og forsynede os med de mægtige ølkrus. I betragtning af, at der ikke blev taget entre, så var priserne faktisk rimelige. Så var det tid til at suge indtrykkene til sig. De første observationer bekræftede mine fordomme, så man kan vel sige, at jeg vidste, hvad jeg gået ind til.

Vi havde imidlertid dårligt nok pustet skummet af fadøllen, før vores nabo – altså fra vores opgang – dukkede op:

– Sidder I der? spurgte hun retorisk, hvorefter hun inviterede os til ’hendes’ bord, hvor hendes søster (der bor i samme ejendomskompleks), hendes datter (der har boet i samme kompleks) og barnebarn på 16 år opholdt sig. Den var vi friske på, når den første rygepause var klaret. Det foregik selvfølgelig udendørs.

Det skulle nu vise sig, at det ikke var så let at finde vores bekendte og under bestræbelsen blev vores eget lille sluttet selskab også splittet, hvilket medførte, at vi også fandt ud af mobiltelefonernes begrænsninger under høj musik  Det hele endte ’lykkeligt’, idet alle blev forenet.

Vi var her i stand til at komme lidt under den overfladiske facade og dermed bedre med i stemningen. Der var faktisk en utrolig rar og afslappet stemning på baggrund af et fællesskab, som vel sagtens kan sammenlignes med tilskuernes til en fodboldlandskamp. Vi hyggede os imidlertid bravt med hinanden og omgivelserne – indtil arrangementet blev lukket ned kl. 23! Musikken viste sig at være rimeligt blandet, og aldersfordelingen var helt i top: Fra teenagere til pensionister i gensidig respekt. Vi er på igen til næste år!

Reno