Af Reno
Jeg nærmer mig de 62 år, og korttidshukommelsen svinder hurtigere end min bankkonto.
Kollegaerne tiltaler mig oftere med titlerne Mr. Præ Demens eller Hr. Light Alzheimer. Hvorvidt det er min fremskredne alder eller min livsførelse, der ligger bag, skal være op til andre at vurdere. Min eneste trøst er, at tiden samtidig æder sig ind på mine pligter som erhvervsaktiv. Indtil da suger jeg dejlige, varme oplevelser til mig:

En sen fredag eftermiddag kører jeg et selskab på 7 retur fra en demensadspredelse. Det er min sidste opgave. Jeg er træt efter en hård uge og ser frem til weekenden.

Selskabet rummer en ny deltager, der hedder Børge, som er rimelig diffus over sin første oplevelse på demenscentret. Han er da også grundig utryg ved busturen: Hvad handler det om? Hvor er hans taske? Børge stammer tydeligvis fra det vestjyske, og jeg har virkelig svært ved at forstå, hvad han siger. Således går der et stykke tid, før jeg bliver klar over hans bekymring om sin taske.

Det gør det bestemt ikke lettere, at han i selskabet har en navnebror. Børge A. (den ’nye’ Børge) reagerer på alt, hvad jeg siger til den ’gamle’ Børge B.

Et lille kuriosum bliver, at jeg skal sætte Børge B. af på Mogens Alle. Flere af passagererne vil have at vide, hvem Mogens nu er. Jeg prøver at forklare; men pointen er glemt efter næste sving. De fleste er selv bevidste om deres ’efterslæb’ og vælger derfor at tie under hele turen – i forhåbning om, at de er i gode hænder.

Alice skiller sig i sin utålmodighed ud. Hun har i længere tid inden afhentningen siddet i forlokalet og ventet på bus og chauffør. Når jeg dukker op, farer hun ud på forsædet, og bliver hver gang lige skuffet over, at hun skal sættes af som den anden sidste.

Ved hvert andet lyskryds spørger hun, hvorfor jeg drejer den valgte vej. Jeg må berolige hende med en forklaring. Når vi ankommer til en gade, hvor en deltager skal sættes af, vil hun vide, hvad nummer vedkommende bor i, for på den måde at sikre sig, at vi ikke bliver forsinket ved at køre forkert.

Helt ulykkelig bliver hun, når jeg kører forbi for at vende bussen, så døren vender korrekt ved afsætningen. Jeg må adskillige gange under kørslen, som varer cirka en time, berolige hende med, at jeg godt ved, hvor hun bor.

Jeg sætter nu Børge B. af på Mogens Alle men da jeg vil træde ind i bussen igen, står Børge A. ved døren: Han vil også af. Jeg må forklare, at det ikke er hans tur endnu. Han bliver placeret på et nærliggende sæde og får sikkerhedssele på igen.

Turen fortsætter, og vi kommer til Børge A’s kvarter med gadenavne opkaldt efter Erik Klipping, Marsk Stig og andre gamle danske adelige. Børge B. insisterer på, at de alle har været i vognmandsbranchen. Han er tydeligvis glad ved at komme hjem.

Da jeg igen sætter mig bag rattet, forsøger jeg at glatte situationen lidt ud, da flere passagerer har virket irriteret på stakkels Børge:

– Det er heller ikke let, når man er flere, som hedder Børge!

Alice kommenterer prompte:
– Det er ligesom med Anders!

Det var lige her min hjerne gik på weekend. Vi havde/har ikke nogen Anders med i bussen. Da min første indre munterhed har lagt sig, må jeg lure Alice af.

– Kender du nogen, der hedder Anders, Alice?
– Det gør min mand og en af vores bekendte.

Brikken faldt på plads, og jeg glædede mig nu til weekend, så jeg kunne dele den søde historie med min skønne kone – hvis jeg kan huske den.

Klummen har tidligere været bragt i Kommunistisk Politik 3, 2015