Af Reno
Der er ikke mange topskuespillere i USA, der gennem tiden har fået min politiske sympati, men da George Clooney i forbindelse med en filmfestival i Berlin dukkede op i TV-nyhederne, hvor han offentligt kritiserede Danmarks flygtningepolitik, fik han min sympati:
– Når flygtninge kommer til Danmark, er det ikke for at opnå en velstående tilværelse. De flygter fra krig og død.
Således faldt ordene; nogenlunde – men meningen var identisk. Clooney var sin rolle bevidst:
– Mange danskere vil mene, at jeg som amerikansk statsborger ikke skal blande mig i danske forhold, og de har ret. USA har i den henseende ikke sin politik i orden; men Danmark har alligevel taget nogle skridt udover almindelig fornuftig menneskesyn.
Det var godt at høre, og det var forbavsende, at det slap ud gennem den danske æter, der ellers har været så ensporet – faktisk siden vi gik i krig med Afghanistan og Irak. Føj, hvor er det meningsdannende Danmark blevet brunt.
Det er i dag blevet stuerent at fyre det værste fremmed- og menneskefjendske af i den mest populære sendetid. TV-redaktionerne opsøger udtalelserne. Når man midt i en politisk heftig debat om regeringens krav til flygtninge om at påtage sig arbejde umiddelbart efter ankomst til smørlandet, så er det ikke svært at finde en nyligt fyret dansker for at få følgende reaktion:
– De kommer og tager vores arbejde.
I hvert eneste døgn findes flere nye vinkler på, hvordan man kan sværte disse ulykkelige og arme væsener til. Blot et enkelt eksempel: De uledsagede flygtninge lyver og bedrager om deres alder. Derfor bliver de nu alderstestet, selvom der ikke eksisterer videnskabelige metoder til dette.
Den fremmedfjendske retorik krydres med et generelt togt mod muslimer – og selvfølgelig mod angivelige terrorister. Den unge mand, der begik to tåbelige og forbryderiske mord og sårede andre for præcis et år siden i søndags, er sammen med de to hændelser blevet fulgt til dørs af P4 København 5 timer om dagen i 7 dage op til årsdagen.
I min egenskab af buschauffør lytter jeg meget til den kanal, da den betjener mig med trafiksituationen. Efter morgengymnastikken og brusebadet sidder jeg kl. 6.00 med min te og et stykke brød foran køkkenets støjsender.
Gennem hele sidste uge kørte P4 et tema på angrebene på Krudttønden og den jødiske synagoge, hvori de også forsøgte at bevise, at det var planlagte terroristiske handlinger. Det var det måske. Jeg ved det ikke; – men det er endnu ikke bevist.
Alligevel tog de 7 dage gange 5 timer alligevel udgangspunkt i dette. Der var reportager fra gerningsstederne, Mjølnerparken og andre steder, hvor de opsøgende journalister kunne finde tråde til terroren.
Det blev så tilstrækkeligt vammelt, så min kone og jeg i weekenden fandt vores CD-afspiller frem, så vi kunne lytte til TV 2 – altså bandet – i al fredsommelighed og nyde deres menneskesyn. Clouet var albummet: Det kan blive bedre kammerat!
Nogle vil mene, at det kun kan gå fremad. Det kan desværre blive meget værre. Kampen om magten over kloden har ikke fundet sin slutning. Det er i lyset af trangen til hegemoni, vi skal forstå Inger Støjbergs skingre stemme og Obamas (som så mange satte deres lid til) rolige men krigsophidsende retorik.
Det er ej heller en eller flere amerikanske skuespillere, der vil gøre en forskel i Danmark; men de hundredtusinder af mennesker, som finder lede ved det officielle Danmark; hvoriblandt kongehus og regering plejer omgang med det saudiske reaktionære sorte styre, der er tifold værre end Saddams diktatur, kvindesyn og retspolitik med meget, meget mere.
Indtil videre varmer jeg ved blandt andet Venligboernes initiativ og udadvendthed. Jeg glædes ved tanken om, at vi bryder med tavsheden og manifesterer vores omfang og styrke i gadebilledet og andre steder. Vi skal synliggøres og bekæmpe denne væmmelige brune krigsophidsende retorik og politik.