Herfra min verden går

Af Poul Andersen

I det meste af mit relativt lange liv har jeg, stort set altid, boet i almennyttigt boligbyggeri. Som barn, i et boligområde i Husum, bestående af ca. 400 murstens rækkehuse indeholdende 3 værelser, stue, køkken- og en kælder. Dengang skulle man have mindst 3 børn for at være berettiget til at få sådan en lejlighed.
Klart nok var det således ikke legekammerater det skortede på.
Opvarmning foregik ved hjælp, af kakkelovn og petrolium. Der var ikke varmt vand i hanerne og maden blev lavet på 2 gasblus.

Sådan var det bare dengang, først senere fik vi gas vandvarmer og el panel opvarmning. De voksne erhvervede sig, for de flestes vedkommende af almindeligt lønarbejde som håndværkere, fabriksarbejdere og lignende. Uden at romantisere, var det et dejligt, trygt og solidarisk sted at vokse op. Der kunne altid lånes en kop sukker eller en sjælden gang en smule penge hos en af naboerne længere henne i rækken.

Om det var en slags parallelsamfund skal jeg ikke kunne sige. Dog kan jeg huske jeg engang var henne og lege hos en skolekammerat, som boede i en af villaerne der omkransede kvarteret. Hans mor spurgte mig om det ikke var et værre rabarberkvarter jeg kom fra. Jeg forstod det ikke helt dengang, men kunne se på hendes ansigtsudtryk at det ikke var ment positivt. En ting var sikkert, jeg ville ikke bytte med hendes røvkedelige område af tomme stillestående villaveje.

Aner ikke om der var specielt meget kriminalitet i mit barndomskvarter. I så fald har det ikke været i et omfang der har gjort stort indtryk. Et par gange har der været det man kaldte husspetakler, hvor politiet dukkede op. Baggrunden var som regel indtagelse af for meget alkohol, hvilket har fået temperamenterne til at koge over. Og da der var mange unge mennesker, blev der da også både røget og solgt en del tjald og andet, der sidst i 60erne. Modsat skolegangen, som var noget autoritært lort, har jeg været glad for at vokse op i et alment boligområde.

Da jeg flyttede hjemmefra lejede jeg mig ind i et værelse i en villa i nærheden, hvor jeg boede en kort årrække, hvorefter jeg ,sammen med min kæreste, flyttede til noget nybygget alment beton elementbyggeri i det nordlige Herlev. Først i en to værelses lejlighed. Nu med centralvarme, komfur med 4 kogeplader og et køleskab. Jo, jo det gik fremad. Da det første barn var vel ankommet flyttede vi ned i et af rækkehusene i samme byggeri.

Der blev talt på knapper. Med 2 ufaglærte lønninger, kunne det lige slæbe an, men vi måtte låne til indskudet. Så havde vi også 97m2 at gøre godt medt, da barn nummer 2,3 og 4 blev født. Også her trivedes familien, masser af legekammerater til børnene, da de andre beboere også var unge nystartede forældre.

Den nuværende politik med nedrivning og salg af almene boliger er en skændsel. Som, i den grad, vender den tunge ende nedad.

A
lmindelige menneskers mulighed for at få en bolig i rimelig standard til en overkommelig husleje bør være en menneskeret og ikke være genstand for ågeragtig spekulation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.