Af Lisbet Bonde

Bankunionen, som blev færdigforhandlet i EU i april 2014, er påtvunget de lande, der er med i euroen.

Lande, som Danmark og Sverige, der ikke er med i valutasamarbejdet, kan godt tilslutte sig Bankunionen.

Sverige har sagt klart nej til dette.

I Danmark derimod tyder alt på, at regeringen – både den ene og den anden – vil melde Danmark ind. Der tales imidlertid slet ikke om det.

Lige nu ligger spørgsmålet til juridisk vurdering i Justitsministeriet, men alle forventer vurderingen vil give grønt lys til Folketinget om at tilslutte sig Bankunionen UDEN en folkeafstemning.

Det vil i givet fald være et meget alvorligt anti-demokratisk skridt og et brud på Grundloven.

Det vil være en stor suverænitetsafgivelse.

Det vil være en ganske alvorlig og risikabel affære for befolkningen.

Det vil være endnu en stor mur i opbygningen af Europa-staten, som i denne tid har taget fart i retning af mere og mere EU, mindre og mindre Danmark.

Selvom hele spørgsmålet er dysset totalt ned fra politikernes og stort set også fra mediernes side, er der dog heldigvis mange, som ytrer sig enten meget skeptisk, meget bekymret eller decideret imod dansk tilslutning til en Bankunion.

Mens andre – også indenfor finansverdenen – giver udtryk for at Danmark minimum skal vente nogle år og vurdere hvordan Bankunionen kommer til at fungere.

Sagen er nemlig: Er du inde så smækker døren i og du kan ikke komme fri. Holder du dig ude, står døren åben – de vil hellere end gerne tage imod flere lande.

1.
Bankunionen betyder den største suverænitetsafgivelse i mange år
Thomas Barnebeck Andersen, professor i økonomi ved Syddansk Universitet, skrev i Berlingske den 12.12.14:

”Deltagelse i Bankunionen er i bund og grund en politisk (ikke en økonomisk) beslutning, eftersom den både indebærer dansk suverænitetsafgivelse og yderligere europæisk integration.

Den indebærer suverænitetsafgivelse, idet Danmark vil skulle overdrage en stor del af kontrollen med den finansielle sektor til EU – ikke mindst beslutningen om redning af store banker i tilfælde af en krise.

Peter Spiegel fra Financial Times har således kaldt bankunionen den største suverænitetsafgivelse siden euroen.”
Professor Barnebeck Andersen siger videre:

”Den finansielle sektor er af fundamental samfundsinteresse i alle lande, så det er ikke nogen ubetydelig beslutning at tilslutte sig bankunionen”

Finn Østrup, professor, dr.merc. ved CBS skriver i Berlingske 4.maj 2014:

”Deltagelse i Bankunionen vil være en af de vigtigste beslutninger om suverænitetsafgivelse, som Danmark har stået over for i årtier.”

2.
Et afgørende element i bankunionen er, at det enkelte land overdrager beslutningsretten vedr. eventuel lukning af en bank til en euro-myndighed.

Håndteringen af en nødlidende bank vil ikke længere være regeringens ansvar, men skal besluttes af en EU-gruppe udpeget af Den europæiske Centralbank samt af landene i bankunionen.

Om en bank lukkes eller overlever ved fusion eller ved frasalg af dele af banken mv. betyder en del for kunder og små-aktionærer.

Der kan også blive tale om en nedskrivning af bankens gæld, hvilket medfører en nedskrivning af kundernes indskud i banken.

Det vil denne EU-gruppe være dommer over.

Tænker man tilbage på lukningen af Amagerbanken, blev der efterfølgende rejst stor kritik fordi banken kunne have været reddet og mange have undgået tab af pensionsopsparinger og andet.

Professor Finn Østrup skriver videre 5.maj 2014:

”For det tredje kan det få katastrofale følger for dansk økonomi, hvis ECB og den fælles euro-myndighed til håndtering af kriser skulle beslutte, at f.eks. Danske Bank, Nykredit eller Jyske Bank skulle lukkes” samt:

”Det er i øvrigt betænkeligt, at deltagerlande i bankunionen vil have egeninteresse i at løse kriser i andre landes banker med en lukning, hvorved man kan fremme konkurrencemulighederne for sine egne banker.

Sat på spidsen: En lukning af Danske Bank eller Jyske Bank vil give gode ekspansionsmuligheder f.eks. for Deutsche Bank.”

Almindelige borgere og bankkunder kan være ligeglade med deres banks storaktionærer.

Men vi kan ikke være tjent med mere og mere monopolisering, mere og mere centralisering, mere EU-stat. Mere magt til de største imperialiststater i EU.

3.
Taberne bliver skatteyderne og bankkunderne.

Den bankredningsfond, som ifølge aftalen skal opbygges gennem 8 år gennem indskud fra bankerne selv, vil som det er aftalt være alt for lille til at redde noget i virkeligheden.

Professor Finn Østrup skrev i førnævnte kronik:

”En anden grund til ikke at gå med er, at lande gennem deltagelse i Bankunionen kan blive tvunget til fremover at støtte banker i andre deltagerlande. Der er herved en risiko for, at danske skatteydere og /eller danske bankkunder fremover kan komme til at bidrage til at løse bankkriser i andre lande.”

Han skriver videre:

”Det er dog mest sandsynligt, at de fælles bankunions-midler vil blive anvendt til at støtte de banker, som er vigtigst på europæisk niveau, dvs. de største banker i de største lande.”

Jeppe Christiansen, adm. direktør i Maj Invest, skrev i Berlingske 18. maj 2014:

”Når de sydeuropæiske banker kommer ind i en bankunion med solidarisk hæftelse, betyder det, at bankunionens medlemslande dermed reelt hæfter for de sydeuropæiske landes statsgæld.”

4.
Der er ingen fordele ved et overnationalt banktilsyn.

Jeppe Christiansen skriver:

”De store eouropæiske banker er mindst 50 gange større end de mellemstore danske SIFI-banker. Men i en bankunion skal de under samme finansielle tilsyn, og kravet om harmoniserede regler for banker vil påtvinge centralisme, bureaukrati og store omkostninger. Den dynamik og evne til fornyelse, som er nødvendig i den globale konkurrence, vil forsvinde, og danske banker styret efter de behov, som ECB har for at kontrollere europæiske megabanker.”

Vi har rigeligt af gribbe i Danmark – der er ingen grund til at sætte endnu større gribbe til at vogte for os.

Lisbet Bonde er medlem af APK og af Folkebevægelsen mod EU

Links til de nogle af de benyttede avisartikler:

Professor Finn Østrups kronik i Berlingske 4.maj 2014

Professor Thomas B. Andersens artikel i Berlingske

Direktør Jeppe Christiansens indlæg i Berlingske den 18.maj 2014