Så kom vi ind i det nye år. Ikke så dårligt, når man tænker på, hvor mange lortesager det gamle år fremviste.
Af Karsten Jonassen
Ifølge regeringen er der ingen fattige i Danmark, – i hvert fald ikke rigtig fattige. Der er faktisk ”kun” 64.500 fattige børn i Danmark. Det er en stigning på 22.000 i løbet af et enkelt år.
Det er en 22 %-stigning. Det er meget muligt, at regeringen ikke kan få øje på det, men de mange børn og voksne, der lever i fattigdom, kan mærke det hver eneste dag.
Kontanthjælpsloft, integrationsydelse og mange andre usle tiltag har kun til formål at udstøde en del af befolkningen. ”Riget fattes penge”, hører vi ofte, men det forhindrer ikke direktøren for Ørsted i at score en løn på 63.000 kr om dagen. OM DAGEN!!
Det handler om klassekamp. Overklassen mod underklassen.
Overklassen rager til sig, underklassen betaler gildet.
Så er det da godt, at vi har Mette Frederiksen. Børnenes statsminister. Jeg brækker mig i lårtykke stråler, når jeg ser alle annoncerne, hvor Fru Frederiksen toner frem som de svages forsvarer. Hun og Socialdemokratiet har i årevis ikke bestilt andet end at forringe vilkårene for det arbejdende folk og i øvrigt udstøde de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og flygtningene. Føj!
Hun er ikke alene, når det handler om at forsøge at pådutte os en alternativ virkelighedsopfattelse. Lars Løkkes nytårstale var et studie i at lade som om.
Det nye år blev indledt med dronningens nytårskur. Et hav af journalister var hevet ind for at dække denne fantastisk væsentlige begivenhed. Der blev slikket røv i lange baner. Hold så op for et parallelsamfund. Skulle vi dog ikke se at få afskaffet det?
Kampen mod klimaforandringerne er tilsyneladende et spørgsmål, der optager alle på tværs af klasser, – eller er det?
Regeringen hykler, lyver, pynter på tallene. Oppositionen kan ganske gratis snakke meget om, at vi hver især må gøre en indsats for at have styr på vores eget CO2-regnskab. Selvfølgelig skal vi da ikke bare svine på livet løs, men at få klimakampen til stort set kun at handle om det enkelte individs eget forbrug er helt ude i hampen. Naturligvis kan alle gøre en indsats, men det er altså ikke primært et spørgsmål om, hvorvidt jeg flyver på ferie eller ej. Så vidt jeg ved, så udgør CO2-udslippet fra passagerflytrafikken 6% af den samlede udledning. Det er ikke ligegyldigt, men det er ikke der, der primært skal sættes ind. Det er de store industrier, de store landbrug, den megen godstransport på landevejene, der først og fremmest skal reguleres. Det er klassekamp.
Men som på så mange andre områder bliver det hele individualiseret. De mange stressede mennesker skal hver især lære at håndtere deres stress, de mange syge skal passe bedre på, de mange arbejdsulykker betyder, at den enkelte skal se sig bedre for.
Jo, jo, jo, men mon dog ikke det var smart at gøre noget ved årsagerne? Skab et samfund for mennesker og ikke for profit. Sagen er ret enkel: Skal vi have et samfund, hvor menneske skal lære at passe ind i de riges profitjagt, eller et samfund, der indretter sig efter menneskers behov?
Klimakampen, arbejdskampen, sundhedskampen, kvindekampen osv er et spørgsmål om klassekamp.
Alle disse afgørende kampe bliver hele tiden forsøgt afledt, så de virkelige modsætninger ikke bliver taget op og løst. Magthaverne vil snyde os, så de kan blive ved med at sidde på flæsket, – og desværre lykkes det alt for ofte for dem.
I Frankrig udvikles en voldsom protestbevægelse. Om den får succes eller ej afhænger helt og aldeles af, om der findes en tilstrækkelig bevidst og organiseret ledelse til at undgå afledning og nederlag. Det er klassekamp, og de danske medier hidser sig ikke op over, at ledende kræfter i bevægelsen bliver anholdt.
Det er klassekamp, – og de fleste medier kender deres plads. Hos magthaverne.