Af Karsten Jonassen

En af januars store begivenheder var VM i herrehåndbold. For en sofatræner som undertegnede var det dejligt at se et velspillende dansk hold under ledelse af en dygtig træner udspille både Frankrig og Norge. Idel lykke, – og så kunne man for en gangs skyldt se tv uden at være tæt på en blodprop af ophidselse over tåbelige politikere og efterplaprende talentløse journalister. Og dog!

Sportsjournalister! I guder, hvor er mange af dem ikke til at holde ud. Et af de foretrukne spørgsmål til spillerne lige efter en kamp er: ”Kan du sætte nogle ord på………?” Det kan få mig op i det røde felt. Det er sgu for billigt! Journalisten behøver ikke at vide noget som helst om sit emne, behøver ikke tænke en eneste tanke selv, behøver overhovedet ikke at forberede sig. ”Kan du sætte nogle ord på?” ”Hvad følte du, da du blev verdensmester?”

Den slags journalister skulle have verbale tæsk. Så vidt jeg ved, er det kun sket en gang: Da Jesper Skibbye kom i mål 100 år efter feltet totalt smadret på en bjergetape i Tour de France, blev han spurgt, hvordan han havde det. Han svarede: ”Du kan vel nok se, at jeg har det som blommen i et æg.”

Der skal snart være valg til Folketing og EU-parlament. Det er helt utroligt så mange gode initiativer, der bliver luftet op til et valg. Socialdemokraterne vil lave differentieret folkepension, fordi nogle bliver nedslidt på arbejdsmarkedet. En konkretisering af forslaget kan ikke fremskaffes, og det er jo nok, fordi det er valgflæsk.

Det er jo ikke noget nyt, at mange bliver nedslidt, så hvorfor har man ikke benyttet de mange år, hvor man faktisk har haft regeringsmagten til at gøre noget ved det? Venstre har så også fundet frem til noget fra samme skuffe. Nu skal vi forhindre nedslidningen. Javel ja, og det har de I lige fundet ud af? Flot!

Der skal også snart være valg i Israel, der rask væk terrorbomber i sine nabolande. Terrorbombningerne synes ikke at bekymre den danske regering, der står last og brast med apartheid-Israel. Til gengæld er der stigende bekymring internt i Israel, hvor fredsbevægelsernes kritik af Netanyahu kan medføre behov for en anden frontfigur.

Han er så blevet gravet frem fra det israelske militær. Tidligere forsvarschef Benjamin Ganz stiller op og vil gerne overtage Netanyahus job. Ganz taler om nødvendigheden af fred, men har ret svært ved at konkretisere ideen. Til gengæld er det ret konkret, at han stod i spidsen for mere end 1300 drab på palæstinensere i Gazastriben i 2014. Det er da en fredens og fremtidens mand!

I virkeligheden handler det måske om, at Netanyahu (med 3 anklager om korruption) som person er blevet en belastning, og man med Ganz kan videreføre stort set samme politik og samtidig optrappe en illusorisk fredsretorik, som fredsbevægelserne måske vil bide på. Apartheid og besættelser er og bliver apartheid og besættelser uanset, hvem der står i spidsen for det.

Venezuela skal måske også til valg. USA, Danmark (naturligvis) og en række andre vestlige lande har besluttet sig for at være dukkeførere i et statskup i Venezuela. Trump truer med militær indgriben, hvis ikke USA får sin vilje.

Anders Samuelsen – ”den bedst kvalificerede udenrigsminister nogensinde i Danmark” – finder det helt naturlig at støtte en mand, som USA har besluttet sig for at gøre til ny præsident i Venezuela. Efter en årrække med latinamerikanske landes frigørelse fra USA´s diktater, ser vi nu en opblomstring af de reaktionære borgerskabers alliancer med den amerikanske imperialisme.

Startede jeg i øvrigt ikke dette indlæg med mine frustrationer over journaliststanden? Vi skal da lede længe efter magen til efterplapren og mangel på analyser og baggrund. Ganske vist forekommer præsident Maduro at være en ”venstrepopulist”, men det betyder vel ikke, at man ikke skal se på de objektive faktorer, der har indflydelse på landets økonomiske nedtur, eller at man bare skal støtte et statskup orkestreret fra Washington.

Da oprørerne i det østlige Ukraine fik nok at den fascistoide regering i Kiev og gjorde oprør mod undertrykkelsen af det russiske mindretal, var der helt andre toner fra USA og Danmark m.fl. Her var oprør utilgiveligt og udemokratisk. I Venezuela er oprør nødvendigt og en forsvarskamp for demokratiet. Hvor er i øvrigt den kritiske journalist????

Tilbage i Danmark, som overalt er demokratiets forsvarer, har vi en lidt ejendommelig, men meget demokratisk regel, der siger, at straffen for en lovovertrædelse er afhængig af, hvor lovovertræderen bor. Jo, jo, i demokratiet er alle lige for loven, eller i hvert fald halvvejs. Dobbelt straf i Vollsmose, halv straf i Hellerup.

Det er lovgivning tilpasset den kapitalistiske virkelighed. Underdanmark motiveres med straf, overdanmark motiveres med belønning. Det har noget med generne at gøre. Fattigrøves gener er sådan indrettet, at enhver form for straf er motiverende, mens de riges gener er indrettet, så enhver form for belønning er motiverende. Vi er jo ikke alle ens.

Nu vi er ved underdanmark, så var socialkammeraten Tesfaya ude og lufte sine reaktionære ideer i forhold til de afviste asylansøgerne og deres børn. Hvis børnene mistrives, så kan vi da bare tvangsfjerne dem. Hold nu op! Nu er det jo ikke pænt at smide nazikortet, men jeg synes da, det lugter temmelig meget og temmelig grimt.

Vi skaber bevidst nogle fuldstændig urimelige og umulige forhold for nogle mennesker, der derfor mistrives i stor målestok. Hvad kan vi gøre ved det? Vi kunne forandre forholdene. Nej, nej og atter nej! Vi tvangsfjerner børnene. Så kan de lære det. Venstre har Inger Støjberg, Dansk Folkeparti har Martin Henriksen og Socialdemokratiet har Mathias Tesfaya.

Hov, var jeg lige ved at glemme den liberale kuglekaster, der har været på offentlig støtte i hele sit voksenliv? Han undrer sig over, at der ikke er flere 2. og 3. generationsindvandrere, der hedder Hans, Peter, Jens osv. For pokker da, det er da et ret alvorligt problem, den kvikke gut har fået gravet frem der.