Jo fandeme er det samfundets skyld

Individualismeholdning må fortrænges – fællesskab og klasseholdning må frem

Lytter man til de etablerede samfundsvandrør skurrer det – hvad fanden er der gang i?
Overskrifter vælter frem:
Individualisme – forbrugerisme – økonomisk slavebinding – vær dig selv nok – fremmedhad.

Er du utilfreds, er det dine egen eller din families skyld.
Du får lov til at drømme om at blive stjerne for en aften, have X-factor, drømme om drømmeboliger i Liebhaverne og Hammerslag i TV. Eller hvis du er er ”modig” kan du deltage i reality udstødelsesshows som Robinson.

Livet overlades til at være en individuel drøm eller konkurrence om at udstøde andre, for at du selv eller din gruppe har succes, ”Sund kappestrid” kaldes det.

Ikke nok med det.
Det bagvedliggende system, som understøtter og uafladeligt stimulerer og fremkalder disse foreteelser, forsøges holdt helt udenfor.
Tværtimod forsøges klassefællesskab og solidaritet igen og igen at blive kastet i skraldespanden som noget gammeldags og overstået som ”var engang”.
”Det er samfundets skyld” forsøges gjort til en vittighed – en latterlig holdning om individuel ansvarsforflygtigelse, selvom samme kapitalistiske samfund masseproducerer usikkerhed, krise og delagtighed i krig.
Bygget op på udbytning, spekulation og kædebrevs casino økonomi i et globalt økonomisk system som trues af sammenbrud.

Der er brug for vi sammen gør os fri af fordummelsens påvirkning og højt siger til hinanden – og det kan ikke siges højt nok udover gader og stræder:
-Jo fandeme er det samfundets skyld, at der er krise, arbejdsløshed og ghettorisering.
-Jo fandeme er det systemets skyld, at vi deltager i krige, som går ud på at få del i rovet fra verdens monopoler.
-Jo fandeme er det systemets skyld, at virkeligheden er forbundet med usikkerhed og frygt for fremtiden.

Generelt kæmper den enkelte og familierne en hård kamp for at få tingene til at hænge sammen, ”nassegrupper” og ”nassesamfund” er vores modparts – kapitalens – opfindelse.

De der står helt udenfor og ikke kan komme med på vognen indretter deres egne værdier. Også her er det selvforstærkende, hvis man er overladt til sig selv – til individualisering – uden klassefællesskabsfølelse med den arbejdende befolkning.
Ligeså klart er det, at den enkelte har et ansvar – men det er et ansvar overfor hinanden og overfor klassefællesskabet.

Jo fandeme skal vi almindelige mennesker, hvor forskellige vi end er, tage os sammen og holde hinanden i hænderne, så vi ikke er overladt til individuel lykkeskabelse og frustrationer.

Finder vi veje til at ungdommen, de arbejdende og de arbejdsløse rækker hånden ud imod hinanden, opstår en ny energi.

Sammen kan vi udfordre magthaverne, som forsøger at fedte deres krise af på os og opsplitte os og fordumme os i stort og småt.