Ethvert land, eller måske oven i købet enhver region, må eje og producere og distribuere energi selv. Det er det forsyningssikkerhedsmæssige og ressourcemæssigt mest fornuftigt, og på den lange bane også den mest økonomiske.
Men alt det handler den aktuelle debat om DONG salget ikke om, det handler om at nogle få griske politikere og finansmænd vil skovle penge hjem til deres egne i forvejen overfyldte lommer. Og guldgåsen bliver ikke federe end kontrol og monopol på basale fornødenheder. Her er den lidt alternative udlægning af den nye lussing til Thornings regering:
Sagen om salget af aktier i DONG er i virkeligheden fuldstændig magen til alle andre privatiseringssager.
EU-liberaliseringen er den bagvedliggende dagsorden, i denne sammenhæng af hele energisektoren. Ét stort frit europæisk marked for el og gas vil give forbrugerne billigere strøm, er det stående argument.
Som de andre gange påtager staten sig at samle de mindre aktører under en samlet hat, så de kommende private ejere ikke skal stå med besværet med retsager og dyre tvister. De lokale danske kraft-varmeværker er således blevet samlet i regionale økonomiske enheder og for en stor dels vedkommende samlet sammen under DONG op til første salgsforsøg i 2008.
Hver enkelt af disse opkøb er værd at erindre, men jeg skal her springe detaljerne over. De efterlod samlet et indtryk af en branche der fra at have haft en relativt velfungerende og veldrevet nonprofit foreningskultur, begyndte at opføre sig som små spekulanter der tabte penge på alt fra udenlandske investeringer til lyslederkabler og vindmøller. Pengene fossede ud af sektoren, og DONG og nogle udenlandske aktører begyndte at købe op.
Da den cykliske nedtur ramte, blev regeringen nødt til at udskyde salget til bedre tider, og fik til gengæld tid på hånden til at formøble flere penge.
Der skete samtidig en helt anden og uventet udvikling da en ny havvindmølle division indenfor DONG regnede ud hvordan man kunne tjene penge ved at organisere opførelsen og drive vindmølleparker og lade pensionskasser med langsigtede interesser komme ind som ejere af de enkelte projektor. Ude var den dyre og usikre kortsigtede spekulationskapital og ude var DONGs ejerrisiko.
Da det blev opdaget, at DONG tjente penge og at nye ejerformer med decentrale elementer kom til live, hvor selv mindre pensionskasser kunne være direkte med uden at blive tvunget til at sende pengene til en lyssky og dyr investeringsfond, så fik bestyrelsesformanden fra Venstre Fritz H. Schur, ordningen lukket ned og ledelsen fyret.
Den gæld der er opstået som følge af fejlinvesteringer i gasoptioner mv. er blevet et selvstændigt argument for at hente ny kapital ind og hurtigt gå mod en børsintroduktion, især siges det, at de nye penge er vigtige af hensyn til havvindmølle ambitionen (Et nyt salgsforsøg er berammet til om senest fire år i 2018).
Selvom salgsplanen altså også var der dengang for 6 år siden, da DONG ikke skyldte 4 mia. væk på spekulative forretninger, og selvom der er udviklet et koncept, der betyder ,at der ikke er behov for at DONG selv skal stille med penge. Det hele er en stor gang løgn, og det føjer kun spot til skade at regeringen begejstret kunne præsentere det skrupelløse amerikanske firma Goldman Sachs som ny strategisk partner. En makker der kun har det formål at tjene tonsvis af penge. Penge der skal komme fra de danske og europæiske forbruger af strøm.
Den ny indsatte ledelse i DONG modtager en kæmpe bonus efter handlen og spiller Bjarne Don Coridone sine kort, kan han komme til at ende som en anden Dyremose.
Fsk.
Se aftale på Finansministeriet