Af Lasse Nørbo, folkeskolelærer

Vi kender det alle sammen. Engang imellem er en mavefornemmelse rigeligt. Engang imellem kan man på baggrund af en mavefornemmelse tage en svær beslutning, fordi man inderst inde ved, at det er den rigtige beslutning. Sådan har jeg det personligt med OK15. Jeg kan fornemme, at jeg under ingen omstændigheder kommer til at stemme ’ja’.

Men sådan er det ikke alle, der har det. Der findes både dem, hvis mavefornemmelse er sløret af for mange rejemadder – I ved dem, man får til de fine møder. Sløret af for mange pæne politiker-ord såsom værktøjer, rettidig omhu, håndtag, forhandlingstaktik, tandhjul og tålmodighed. De har sikkert glemt alt om, at mavefornemmelsen findes og kommer højst sandsynligt til at stemme ’ja’ til OK15.

Og så er der dem, der er meget i tvivl. I tvivl fordi mavefornemmelsen ikke slår til. I tvivl fordi OK15 omhandler deres hverdag. Deres liv. Og deres elevers hverdag og fremtid. Til dem har jeg skrevet dette indlæg i debatten, så de, i stedet for mavefornemmelse, kan få argumenter til deres indre kamp mellem ’ja’et’ og ’nej’et’. Her følger argumenterne for et ’nej’ til OK15.

Arbejdstidsaftale

Det kan ikke understreges tykt nok. En arbejdstidsaftale, eller manglen på samme, er katalysatoren for folkeskolens fremtid. Har vi lærere ikke en arbejdstidsaftale, er banen for fremtidige besparelser, nedskæringer og forringelser for alvor kridtet op. Man skal ikke være matematiklærer for at forstå, at når kommunerne, eller skolelederen, i fremtiden skal spare, er det nemmeste naturligvis at få lærerne til at undervise flere timer. Dette er forholdsvist problemfrit, hvis ikke en arbejdstidsaftale sikrer loft over lektioner og et minimum af forberedelsestid.

Kigger man på de politiske tendenser rundt omkring i Europa er det tydeligt, at der kommer massive besparelser på de offentlige sektorer i fremtiden. Besparelserne har allerede været i gang i mange år, og de vil helt sikkert fortsætte. I vores fremtidige kamp for en ordentlig og god folkeskole er det således altafgørende, at vi har en kollektiv arbejdstidsaftale. Denne er ikke-eksisterende i OK15, og en overenskomst uden så livsvigtigt et element, kan og må vi ikke sige ’ja’ til!

Moralsk forpligtende papir

Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har lavet en forhandlingsprotokol – altså en rammeaftale for lokale forhandlinger – som de dog ikke er andet end moralsk forpligtede til at overholde. Og det er en meget vigtig pointe, at hvis Kommunernes Landsforening havde ønsket at følge anvisningerne i forhandlingsprotokollen, så havde de jo ikke lavet det som en protokol, men som en reel aftale.

Vi skal heller ikke glemme at dem, der skal overholde det moralsk forpligtende papir, er de samme som tidligere har kørt smædekampagne mod lærerne, været usympatiske i deres forhandlinger med faggruppen og generelt har behandlet lærerne dårligt. Der vil givetvis komme små forbedringer på den korte bane, som en slags kompensation, men det er under ingen omstændigheder en holdbar løsning. En fagforening burde da slå korsets tegn over en aftale skrevet på et moralsk forpligtende papir.

Signalet ved et nej

De få indrømmelser lærerne har fået fra Kommunernes Landsforening i denne overenskomst er til at overskue. Gevinsten ved et ’ja’ er minimal, og den gevinst er tidsbegrænset grundet aftalens karakter. Lærerne skal forstå, at signalet, der sendes ved et ’nej’, langt overgår de kortsigtede gevinster, OK15 bringer med sig.

Vi lærere kan ikke acceptere en folkeskole, der langsomt bliver kørt i sænk af forringede vilkår og nedskæringer. Vores navn skal ikke stå på den aftale. Vi skal ikke sige ja til en pseudo-løsning på folkeskolens akutte problemer. Alene signalet ved et ’nej’ er meget værdifuldt.

Det er svært at sige, hvad der sker ved OK18, men en ting er sikkert: Kommunernes Landsforening vil bruge argumentet om, at lærerne i ’15 ikke havde noget problem med at indgå en overenskomst uden en arbejdstidsaftale, og at det derfor bør kunne lade sig gøre igen.

Om tre år…

To år skulle der gå. Der skulle ikke mere til. Vi husker alle Anders Bondos berettigede forargelse over regeringsindgrebet, da han kort tid efter gik på nationalt tv. Vi husker også selv følelsen af at blive svigtet. De fleste af os var rasende, frustrerede, og vi følte os trådt på. Alligevel skulle der kun gå to år, før vreden og kampgejsten var glemt. Om ikke andet så i Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse.

Nu anbefaler hovedbestyrelsen enstemmigt, at vi stemmer ja til en overenskomst, der på ingen måde retter op på det svineri de lavede sidste gang. Små bitte forbedringer skrevet på et papir, der mest af alt ligner en gummicheck, er hvad vi har fået.

Jeg kan kun gisne om, hvad tre ekstra år kommer til at betyde for lærernes lyst til at tage kampen op. Det er forbløffende, hvor hurtigt man glemmer, og hvor hurtigt man vender sig til en dårligere hverdag.

Som faggruppe skylder vi eleverne, Danmarks folkeskole og ikke mindst os selv at tage kampen for ordentlige forhold op. Og den kamp kan ikke vente tre år, den skal tages nu.

Derfor: Stem nej!