Den 12. december var der reception i forbindelse med udgivelsen af bogen ‘De reformramte’. Jeg var en af talerne.
Du kan læse min tale her.

Af Ulla Curdt

Når kulminearbejderne arbejdede nede i minerne, var der stor risiko for udslip af giftige gasser. Men man fandt ud af, at kanariefugle var meget følsomme over for gasserne, så man tog en kanariefugl med ned og hvis den drattede ned fra pinden, så vidste man, at det var med at komme op i en fart.

I denne kulmine, vi kalder samfundet, er det os, der er kanariefuglen. De ledige, de syge, de handicappede, de fattige, indvandrere og flygtninge. Giftgasserne rammer os først. Vi er kanariefuglen.

Der breder sig en polariserende, dehumaniserende og usolidarisk giftgas gennem hele samfundet og vi er kanariefuglen, der dratter ned fra pinden.
Derfor: Lyt til os!

Det kan man bl.a. gøre ved at læse den bog, vi udgiver i dag.
Men jeg må minde om, at ikke alle historier er med.
Fx Ivalos historie.
Ivalo var dokumenteret alvorligt psykisk syg siden puberteten og udviklede med tiden et voldsomt alkoholmisbrug. Hun havde ikke en jordisk chance for at honorere jobcentrets krav eller reagere på deres henvendelser. Så hun blev sanktioneret igen og igen. Flere gange med det resultat, at hun blev hjemløs. Og hun røg ind og ud af psykiatriske afdelinger.
Til sidst blev hun igen sanktioneret, denne gang uden en krone i to måneder, blev akutindlagt på psykiatrisk – hvor hun hængte sig.

Vi glemmer ikke Ivalo!

Det er på den baggrund, at Jobcentrets Ofre og utallige lignende grupper er opstået.
Vi er drevet frem af vores egne levede kropslige erfaringer i et fuldkommen vanvittigt, umenneskeligt og retsløst system.
Vi er drevet af forfærdelse, af sorg og af vrede.
Ja! Vi er vrede!

Det bliver vi kritiseret for. Vi skal tale pænt og opføre os ordentligt, bliver der sagt igen og igen. Parnasset er mere optaget af et grimt ord fra os, end de er optaget af de mennesker, der bliver pint ihjel i det systemhelvede, som de højst allernådigst, vil ændre med de mindste, små kosmetiske forbedringer, der ingen forskel gør.
Ja, vi er vrede. Og vores vrede er ikke kun berettiget. Den er uundgåelig.

Med tiden er der opstået krig mellem sagsbehandlere og borgere. De føler sig, med rette, angrebet af os.
De fleste reagerer ved at gå i forsvar. Men ikke dem allesammen. Hist og pist kommer vi i kontakt med flere af dem.
Dem der kontakter os, har det til fælles, at de gerne vil forstå os. De vil lytte.
Og dét er det springende punkt. Og gør en verden til forskel!

I efteråret 2017 var der en gruppe socialrådgivere, der skrev en kronik i Information om deres helt håbløse arbejdsvilkår.
Få dage senere svarede forvaltningsdirektørerne i samme avis. Deres svar var én lang afvisning af kritikken. Der var simpelthen INGEN hold i kritikken, måtte man forstå. Alt fungerede fremragende.

Så der er den igen: Dette groteske fravær af lydhørhed.
Og det gennemsyrer hele systemet. Fra den nederste skrankemedarbejder til den øverste minister.
Al kritik bliver negligeret og ignoreret – og endda hånet og latterliggjort.
Og så må vi ikke være vrede????
Det er jo selve opskriften på, hvordan man skaber vrede.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de seneste ugers begivenheder i Paris. Og derfor spørger jeg: Kan det virkelig være rigtigt, at vi først bliver hørt, når gaderne står i brand?
Eller er der nogen, der vil begynde at lytte nu?

Lyt til stemmerne i bogen.
De er endnu et gisp fra kanariefuglen.

Læs mere om bogen De reformramte