Af Gitte Rasmussen, Steen Hartmann og Henrik Pank

Er de sociale ydelser almisser eller et vederlag der skal erstatte den løn man mister ved sygdom eller arbejdsløshed ?

Velfærdssystemet blev bygget for at gøre op med et almissesamfund, hvor forarmede borgere måtte troppe op på fattigkontoret med hatten i hånden. Alle havde ret til et værdigt liv – også dem, der aldrig fik mulighed for at betale samfundet tilbage.

Overgangen fra fattighjælp til det moderne understøttelsessystem handlede også om, at velfærdsydelser skal være en ubetinget ret, som ikke medfører skam eller stigmatisering. Ideen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, er blevet en ideologisk barriere for at skabe politisk grundlag for, at mennesker i vores samfund kan leve og ikke bare overleve. Dagens debat vækker mindelser om det konservative almissesamfund og fattiggården, hvor man skal gøre sig fortjent til velfærd, men almisseloven blev afskaffet i 1933.

Når man udhuler de sociale ydelser som man har gjort i de sidste mange år, så ender vi med et almissesamfund hvor borgerne bliver mere og mere afhængig af private hjælpeorganisationer og vi er tilbage til tilstande hvor de arbejdsløse og syge må stå med hatten i hånden. Og væk er vores sikkerhedsnet og tilbage står et almissesamfund. Dette anno 1920-Danmark er åbenbart fremtiden. Det er en ren ”Pelle Erobreren/”Ditte Menneskebarn”-samfundsmodel, vi er i gang med at skabe i dagens Danmark. Men er det virkelig nødvendigt i et af verdens rigeste land, Nej er svaret, det er ren ideologi, det er et politisk ønske mere end det er befolkningens ønske eller en økonomisk nødvendighed.

Men vi har et repræsentativt demokrati, og det betyder faktisk, at man bør forvente, at de folkevalgte også lytter til befolkningen i store sager som vores sikkerhedsnet lige meget hvilken regering vi har. Vi har på intet tidspunkt set en meningsmåling der viser at danskerne ønsker et ringere sikkerhedsnet. Det ønske lever alene inde på Christiansborg.

Dagens debat burde ikke handle om, at det skal kunne betale sig at arbejde, for det har intet med grundlaget for de sociale ydelser at gøre, for de er ikke en almisse, de er et vederlag, der skal erstatte den løn man mister, hvis man er arbejdsløs eller for syg til at arbejde. Og, når man drejer debatten over på om det kan betale sig at arbejde, så er det fordi man ønsker almissesamfundet tilbage, fordi man udhuler de sociale ydelser i en grad hvor vi ikke bare får sulten tilbage, vi får også hjemløse, fattige børn, og flere syge i fremtiden som kun overlever ved at stå med hatten i hånden hos de private hjælpeorganisationer.

Danskerne er nødt til at gøre op med sig selv, om de ønsker et velfærdssamfund eller et almissesamfund. Vi står overfor et valg lige nu, for bliver vi ved med den udvikling, vi har haft de sidste mange år, så er almissesamfundet en kendsgerning. Vores sociale ydelser er nødt til at have en størrelse, der gør at arbejdsløse eller borgere der for syge til at arbejde kan opretholde en levestandart hvor de kan deltage i samfundet på lige fod med resten af samfundet, hvis vi ønsker et velfærdssamfund og ikke et almissesamfund.

Lad os tage et tilbageblik på vores dagpengesystem.

Dagpengesystemet blev grundlagt med de første arbejdsløshedskasser i fagforeningsregi i 1880’erne, og i 1907 blev staten medfinansierende, da et egentligt lovfæstet system blev indført. Formålet var at sikre arbejdernes levevilkår i tilfælde af ledighed – og fra fagforeningernes side at modvirke løntrykkeri.

Op gennem århundredet udbygges systemet, men i 1970’erne begyndte stramningerne. Siden 1990’erne er dagpengeperioden blevet forkortet flere gange: til syv år i 1993; fem år i 1996; fire år i 1999; og altså til to år i 2010. Og ydelsen er blevet udhulet med forskellige tiltag som blandt andet den vi fik med den forrige regering, hvor de sociale ydelser skal følge prisudviklingen – og ikke lønudviklingen. Og sådan kan vi blive ved. Maske efter maske i vores sikkerhedsnet er forringet eller fjernet, efterlønnen, højere pensionsaldre osv. alt sammen en udhuling af vores sikkerhedsnet.

Vi står ved en korsvej, hvor vi skal gøre op med os selv, hvad vi vil have. Et velfærdssamfund eller et almissesamfund. Hvad vælger du?