Af Danielle Mercier, medstifter af projektet Den Kritiske Pædagogiske Højskole
Der er vist en stærk bevægelse i gang, det knager alvorligt i velfærdsstatens iskolde skorper!
Og det er ikke mere suspekt, som journalist Lise Richter gør det i dag, at konkludere, at “velfærdsstaten er i behov for flere hænder, ikke flere chefer”.
Men nu vi er kommet så langt, finder jeg det helt presserende at pege på et andet problem. Der fortsat vil holde det nedbesparede velfærdsarbejde og den nærige velfærdspolitik i stram skruestik, dersom vi ikke adresserer problemet.
Det handler om mobilisering af de velfærdsprofessionelle. At de får sagt nej, og ikke bare år efter år går på arbejde og accepterer at lave fagligt makværk.
Forskningen har nemlig holdt professionerne tavse og veltilpassede, især ved at appellere til professionsidealer, Florence Nigthingale-aspirationer, og binde enhver kvalitetsudfordring i velfærdsinstitutionerne til sandsynlige mangler i velfærdsarbejderens personlige og/eller lokalinstitutionelle kompetenceforhold.
Ved således ALDRIG at binde kvalitet til det simple arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, hvor arbejdsgiver har et ansvar og en opgave med at sende ressourcer, så opgaveporteføljen rent faktisk kan løses, har vi i dag pædagoger, lærere, sosu’er, læger, sygeplejersker, socialrådgivere, der er rædselsslagne for at ytre faglig velbegrundet kritik!
HVORFOR skal vi professionelle kæmpe med så massiv en mængde bullshit-forskning, der vælter ud af alle hjørner af professionshøjskoler, universiteter, tænketanke og evalueringsinstitutter, konsulenthuse og kommunale forvaltningsafdelinger?
Det er dejligt, det ikke mere er suspekt at tale om arbejdsopgaver og arbejdsgiveransvar i den offentlige debat.
Lad os få nogle forskningsresultater, rapporter og debatindlæg, der afspejler reel solidaritet.