Af Annette Wium

Jeg er 75 år, og har altid arbejdet for fred, men måske kan det blive for sent at lave fredsarbejde, fordi vi er blevet for mange mennesker på jorden, spiser for meget kød og har forurenet for meget, men især fordi militærkomplekset måske allerede styrer verden?

Men derfor skal vi jo ikke give op. Danmark er et lille land, men vi kunne sagtens blive foregangsland for freden, ligesom de andre Skandinaviske lande.

Hvis vi nogensinde skal gøre os håb om at få fred i verden, så er der kun En vej, nemlig en voldsom nedskæring af militæret over alt i verden.

Hvis NATO ikke går tilbage til at være en ren forsvarsalliance (hvad det måske aldrig har været?), men fortsætter med at blande sig og føre angrebskrige overalt i verden, så må vi bare ud af NATO, og koncentrere os om fredsarbejde, både udenfor og i FN, som trænger til al tænkelig positiv opbakning, foruden en masse penge.

Vi skal ALDRIG deltage i angrebskrige, som vi desværre har gjort det i de senere år. Skammen er uafvaskelig for Danmark, og har hver gang vist sig at føre fra slemt til meget værre for dem vi ville ”hjælpe”, senest både i Irak, Afghanistan og Libyen. For ikke at tale om lidelserne for soldaterne og de pårørende til de døde soldater.

Vil vi mon nogensinde lære af vores fejl, og holde op med at støtte tilfældige og ukendte oprørere, der senere viser sig mest at bestå af enten Djihadister, som i Syrien og Libyen, eller fascister, som f.eks. i Ukraine, hvor vi også straks overvejede at blande os? Eller nu senest i Irak, hvor vi får lov til at se resultatet af vores afsindige angrebskrig imod Saddam Hussein, i form af Isis, der pludselig har fået rum til at starte en fæl borgerkrig med grusomme metoder for at få et Kalifat, og endda nu har fået så megen styrke, at de kan lave terror over hele verden, som vi ser det i denne tid.

Heldigvis er der nu kommet et resultat af den engelske Irak kommission, som skaber berettiget røre der. I Danmark kæmper vi stadig forgæves for overhovedet at få en sådan, mens politikerne slipper godt fra at ignorere røret i England og nægte at tage ved lære af fejlene. Men vi har god grund til selvransagelse, og vi glemmer som altid, at vi selv har banet vejen for mange stridigheder, lige fra dengang vi Europæere begyndte at trække rette streger i sandet og på diverse kort i Mellemøsten.

I stedet tror vi, at vi kan råde bod på vores tidligere fejltagelser, med de samme fejlagtige metoder. Og vi er stadig i hælene på USA, som jo altid samtidigt har oliegriskhed og andre grimme motiver bagved de pæne (og måske også velmenende) officielle ord om, hvorfor de må gribe ind i andre lande. Husk bare på Vietnamkrigen, og på Chile, hvor Kissinger hjalp med at få myrdet Allende og hvor de for så grusomt frem, for at stoppe en lovlig valgt socialistisk regering.

Jeg husker, at jeg for første gang græd over noget politisk, da Allende blev dræbt. Og Persien (som det hed dengang) hvor USA fik fjernet Mosadek (som ellers var på vej henimod et rimeligt styre) så Shahen kunne komme til, og bane vejen for Ajatolla`erne.

Amerikanske politikere har heller aldrig ærligt ønsket at lære at kende forskel på terrorister og frihedskæmpere, men bruger bare diverse oprørere til begge roller, som det nu passer i deres kram, som f.eks. nu kurderne i Irak, som de førhen betegnede som terrorister men nu arbejder sammen med imod ISIS. Amerikanerne har i deres historie som folk altid haft indre kampe imellem egoisme og grådighed på den ene side og så den respekt for anderledes mennesker, som de jo er blevet nødt til at blive gode til at have på grund af indvandringen, og som de med rette er stolte af, og vi til daglig beundrer dem for, når vi oplever den.

Men det er altid fortvivlende sørgeligt at opleve, når ”cowboykynismen” stikker i øjnene, især hver gang nogen bliver ofre, f.eks. for hadet til de sorte, tænk bare på Mumia Abu Jamal, der som så mange andre sorte tilbringer deres liv i fængsler, fordi de er sorte og arbejder for de sortes ligestilling. Vi må simpelthen holde op med ukritisk at gå i hælene på USA udenrigspolitisk! Og selvfølgelig skal vi som altid arbejde for at få PKK væk fra terrorlisten, vi har jo heller ikke fortrudt, at vi holdt fast ved Mandela i sin tid.

Hvorfor lytter vi ikke til folk som Hans Brix, Jan Øberg, vores hjemlige Bjørn Elmquist, Carsten Jensen og mange andre kloge fredsfolk, og følger deres råd om at vise andre folk og mennesker respekt, og forhandle aktivt, indtil det ikke er muligt mere?

Vel af samme grund som at for få i Europa lyttede til den store fredshelt Gandhi, eller til kloge europæere, som f.eks. vores egen Georg Brandes, da han i l913 advarede om første verdenskrigs komme, eller til den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som prompte reagerede på nazismens indtog, og blev slået ihjel for det.

De to sidste er eksempler fra Benjamin Krasniks artikel i Kristeligt dagblad d. 6-9-14. Hvis vi danskere var i stand til at værdsatte den slags fredsmennesker, havde vi også for længst en statue af Dr. Dampe. Om ikke på Kongens Nytorv, så ved Kastellet, hvor han hen smægtede så mange år af sit kostbare liv. Så ville vi ære ham som vores folkehelt og ”Danmarks Mandela”, fordi han som en af de første kæmpede for ligeret og demokrati for danskerne. Og måske har vi også vores egen ”oversete Desmond Tutu”?

Vi har mange modige præster, men vi savner stadig en ”kirkestemme for fred” i Danmark, en der ligesom Desmond Tutu tør fordømme Israels ”apartheid regimente” over for Palæstinenserne. At vi i sin tid fik grundlagt kimen til den frygtelige og tilsyneladende evige strid mellem Israelere og Palæstinensere, skyldtes for en gangs skyld ikke USA, men England og andre Europæiske lande, der i misforstået ”godhed” og forståelig dårlig samvittighed over Anden Verdenskrigs forbrydelser, valgte at forære Jøderne (incl. Zionisterne iblandt dem) et stykke land, UDEN at spørge den oprindelige befolkning, og UDEN at sikre sig, at araberne aldrig ville blive diskrimineret eller forfulgt, og fordrevet derfra, sådan som de er blevet det uafbrudt lige siden, som beskrevet i bogen ” I kaktussens land” af Carlo Hansen.

Det blev, som bekendt, ”modereksemplet” på alle mislykkede ”hjælpeaktioner”, som vi stadigvæk nægter at tage ved lære af, og som i sig har kimen til den næste ”store krig”? Vi skal heller ikke være med til at provokere russerne helt unødvendigt med et truende missilskjold, eller med umyndiggørende omklamring af de baltiske lande, som om vi forudsætter, at russerne selvfølgelig har onde hensigter overalt.

Så er det ikke dem men os, der opruster, selvom russernes våbenarsenal kun er 8 % af vestens, incl. USA.  Det er rigtig mange penge vi kunne spare på militæret, så der skulle nok blive nogen til overs, selvom vi så forhåbentlig brugte mange af dem til fredsarbejde fremover.

I modsætning til vore nabolande har vi ikke et fredsinstitut i Danmark, hverken statsligt eller privat, der officielt kunne arbejde for fred og inspirere og vejlede politikerne. Hvis vi havde haft et fredsinstitut, hvor vores politikere var forpligtede til at søge råd inden krigshandlinger, så havde vi måske undgået at gå med i Irak krigen, og de følgende krige?  Kompetente, uddannede fredsfolk hænger ikke på træerne, og de er menneskehedens sidste håb om fred i verden, fordi vi samtidig har overbefolkning og miljøproblemer, som vi ikke har råd til, og ikke når at løse i tide, hvis vi ikke snart får stoppet de uhyrlige summer der går til militæret.

I et lille læserbrev i Århus stifts tidende d.25-11-08 fortæller Jens Jørn Steiniche fra Odder, at verden det år forventedes at bruge et beløb til militæret på kr. 6.381.000.000.000. Ifølge FN kan blot 4% heraf skaffe mad, rent vand, boliger, skolegang og lægehjælp til alle nødlidende i verden. Hvad venter vi på?