Af Gitte Wilsdahl Christensen

Tillykke til børnefamilierne, der fremover får en smule mere på kontoen. Min eneste anke er, at jeg ikke synes I får nær nok i forhold til, hvad man har taget fra jer, der er ledige eller syge.

Jeg har læst mange opslag, hvor andre grupper sidder og brokker sig over, at børnefamilierne får en håndsrækning. Det kan vi ikke være bekendt. I stedet bør vi ønske tillykke, og håbe på at turen kommer til os hurtigst muligt.

Jeg har raset som en gal over, at vi ( ledige og syge ), ikke er blevet hørt, at vi ikke fik ophævet reformerne lige efter valget, sådan som visse partier ellers havde lovet os, men jeg har ALDRIG gjort det på bekostning af, at børnefamilierne fik lidt mere. Børnene må ALDRIG stå for skud i vores kamp for retfærdighed, de er uskyldige i alt dette her, og har ikke selv valgt at blive sat i verden.

Jeg er kommet frem til, at jeg fortsætter kampen imod uretfærdighed, men også at jeg nok har sat mit sidste kryds på en valgseddel. Der findes ikke længere et parti, som jeg stoler på, og indtil der kommer et parti, der viser mig at jeg roligt kan stole på dem, så holder jeg mig væk fra stemmeurnerne. Tillid er for mig et spørgsmål om, at man udviser handling og ikke kun fylder folk med flotte ord, som man så bagefter tager i sig igen. Dem får vi nok af til daglig på jobcentrene når de siger en ting, men bagefter skriver noget andet i “Min plan”.

Dette er ikke ment som et angreb på de af jer, der enten er medlem af et parti eller som trofast vælger, at støtte et. Politik er en ting, venskab noget andet. Det håber og tror jeg, at I alle forstår