Besparelser koster liv

 

sygehustravlhed
Af Jonas Ørting, sygeplejerske

Længe før jeg blev sygeplejerske, var sparerunder og stigende arbejdstempo blevet faste indslag på hospitalerne. Den opfindsomhed og kreativitet, der burde komme patienterne til gode, opsluges af den tilbagevendende kamp for at dække hullerne i næste budget. I 2015 skal vi tilsyneladende ”finde” 700 millioner, i 2016 yderligere en milliard.

Foreningen Danske Patienter frygter, at det kan koste liv. Det er optimistisk. Det vil med garanti koste liv.

Jeg ville egentlig hellere skrive om livskvalitet end om overlevelse.
Om betydningen af en hånd, et blik, et ord, når livet og døden gør ondt.

For mig er det hér, sygeplejen bliver magisk, men mine patienters lidelse og glæde vejer ikke tungt på de bonede gulve. Der er sundhed for længst reduceret til lister med indgreb og procedurer, og kvalitet reduceret til afkrydsningsfelter.

Så lad mig tale de bonede gulves sprog: Hvis jeg skal løbe hurtigere, vil det koste menneskeliv – så hvad skal jeg nedprioritere?
Er det personlig pleje? Trækker jeg tiden mellem bleskiftene, og skærer jeg ned på tiden til vask, får vi flere urinvejsinfektioner og flere uopdagede tryksår. Det vil koste liv.

Er det mobilisering? Det tager tid at vende de sengeliggende og støtte de dårligt gående. Lader jeg dem ligge i sengen betyder det flere komplikationer. Det vil koste liv.

Er det ernæring? Hospitalerne er fyldt med underernærede patienter, og det kræver tid at sikre dem de rette måltider på de rette tidspunkter. Dårligere ernæring vil koste liv.

Er det, når jeg doserer medicin, jeg skal skynde mig mere? Der sker årligt tusinder af fejl, hvor patienter får forkert medicin eller forkert dosis. Højere tempo giver endnu flere fejl. Det vil koste liv.

Er det samarbejdet med kommunerne? Det er velkendt, at patienter udskrives tidligere end nogensinde, og det kræver koordinering og kvalificerede planer. Udskrives patienter til mangelfuld pleje og træning vil det koste liv.

Er det observation? Jeg kan ikke observere patienterne fra kontoret eller nabostuen, og skal jeg løbe hurtigere, ser jeg mindre. Oversete symptomer vil koste liv.

Er det samtaler med patienterne? Det kræver samtale, for at patienterne forstår deres sygdom, og for at vi forstår patienternes ønsker og behov.
Uden den gensidige forståelse bliver pleje og behandling dårligere. Det vil koste liv.

Eller er det måske tiden til refleksion og faglig sparring, jeg skal skære i? Selvom hospitalsverdenen er fuld af ”facitlister”, så kræver det omtanke at omsætte dem til praksis. Sygepleje uden omtanke vil koste liv.

Hvis I hellere vil købe bombefly til 700 millioner stykket, så hav i det mindste modet til at sige, hvordan vi skal lade patienterne dø.

 

11 tanker om “Besparelser koster liv”

  1. Så sandt som det er skrevet.

    Det vil ikke bare koste menneskeliv. Det vil koste flere menneskeliv, end det gør i dag.

  2. Hold da helt op det er stærk og rystende læsning! … 🙁 … Og så godt skrevet… 🙂 … Flot og modigt “too”: RESPEKT… 🙂

    Nu må de ansvarlige da komme op af stolene – og gøre det bedre!

  3. Som patient har jeg desværre oplevet det du beskriver på egen krop. Jeg har truffet et valg om at skifte hospital, men ikke uden at de ansvarlige får min historie. Det kan forhåbentlig give ledelsen et billede af, at det deres ansatte råber vagt i gevær om, er sandt og bør tages alvorligt! Jeg så så mange gamle mennesker ligge helt livløse, uden mulighed for at råbe op om selv de mest elementære behov, og et personale med kronisk dårlig samvittighed. Jeg forstår hvor hårdt I må føle de arbejdsvilkår i bydes, og har fuld forståelse for hvorfor virkeligheden er som den er. Men det er dybt uacceptabelt for alle parter. Tak for dit opråb, jeg vil gøre mit for at bakke dig op!

  4. Helt enig. Rigtig godt skrevet – hatten af fra denne sygeplejerske 😉
    Er det sendt til alle de politikere der sidder i sundhedsudvalgene.!

  5. Jeg er også gået hjem med dårlig samvittighed, men det gør jeg ikke længere – jeg er ikke fejlfri, men jeg gør hvad jeg kan.
    Når mine patienter ikke får den pleje og behandling de har brug for, så går jeg hjem og er gal. Svedig, tørstig, sulten, med fyldt blære – og stik hamrende tosset på en verden der er prioriteret så vanvittigt, at man i “verdens lykkeligste og rigeste land” kan sejle i sin egen afføring. At vi har 150.000 til en pampers jakkesæt kan jeg bare grine af.

  6. I øvrigt gør det mig utroligt glad så mange der deler min frustration. Det giver mig et vist håb om at få lavet om på tingene 🙂

  7. Du har ret Jonas i dine udtalelser og betragtninger.
    Er er sikker på den syge arbejdssituation gør os syge . Var selv sygeplejerske fra 1990 til 2009, da fik jeg diagnosen multipel sclerose arbejdede så til 2011 i flexjob og fik så sparket da min kognitive vanskeligheder blev udfordret unødig da jobbet blev belastet af at jeg skulle flyttes fra det arbejdede jeg kunne til nye områder i afdelingen.
    Ja jeg er sku træt af situationen.
    Pas på Jer selv derude !!!
    Sygeplejersken er uundværlig i sundhedsvæsenet !!!

  8. Velskrevet omkring det sygepleje mæssige. Men lige en sidekommentar til din tidligere kommentar. Jeg går ikke ud fra at du er medlem af venstre så nu har du jo så ikke været med til at betale “pamperens” jakkesæt. Lad du bare os medlemmer af venstre om at tage stilling til om det kan forarge os

  9. Fuld opbakning, forståelse og kollegialt klap på skulderen.
    Jeg ser ikke hospitalsverdenen, da jeg selv er hjemmesygeplejerske. Vi i primærsektoren mærker dog også besparelserne og har en føling med hospitalerne, da vi jo står og må modtage patienter som enten ikke er færdigbehandlede, mangler genoptræning eller hvor udskrivelsen går så stærkt at vigtige informationer går tabt.
    Dette koster millioner på landsplan og det er kommunerne, som må bøde for det.
    Jeg har selv lige måtte skifte arbejdsplads pga stress. Kunne godt hænge stedet ud, men vælger at lade vær. Nedskæringer i personale og øget arbejdstyngde gjorde, at jeg som fast natsygeplejerske, aldrig vidste hvad tid jeg havde fri grundet overarbejde og jeg gik dagligt hjem med en dårlig smag i munden. Det kunne være over at Fru Nielsen havde måtte vente unødigt længe liggende på gulvet fordi jeg stod i andet eller var geografisk for langt væk eller telefoner, der kimede konstant, mens jeg stod midt i at pleje mine døende patienter og afbrød samtaler med kriseramte pårørende… Men det kunne lige så godt ha været patienter med alvorlige hjerteproblemer, som havde benyttet deres nødkaldsanlæg, hvor jeg ikke kunne nå frem i tide.
    Det kunne ha kostet liv!!

    Hatten af for dit opråb.

  10. Super godt skrevet og det er netop lige sådan det er. Jeg arbejder selv på et hospital, men desværre kan ledelserne ikke gøre så meget, jeg tror faktisk, de er ligeså frustrede som os ansatte. Der sker først noget (tror jeg), når en politiker dør pga fejl begået pga travlhed eller lign. Desværre får politikerne en fin behandling, når de er indlagt, og så fatter de jo ikke problematikken, måske Bent Hansen skulle have haft en seng på gangen eller en overfyldt sengestue og ventetid på div. undersøgelser. Det hele styres fra regionen, vi har ingen, absolut ingen indflydelse på set. Men super sammenligning med bombefly. Der bruges så mange penge på ligegyldige ting i det offentlige, og når vi nu skal prioritere, så bør syge og gamle prioriteres højere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.