For nogle dage siden viste Danmarks Radios Kulturkanal en halvdokumentarisk tysk film om Baarder-Meinhof gruppen, der under navnet ”Rote Armee Fraktion var aktiv i det daværende Vesttyskland fra omkring 1970’erne til ind i 90’erne. Især gruppens to kendteste hovedpersoner, Andreas Baarder og Ulrikke Meinhof rejste spørgsmålet om nødvendigheden af anvendelse af vold som et politisk våben.
Filmen er for så vidt ganske udmærket, selv om den ikke kommer med noget klar og afgørende svar på spørgsmålet, men antyder i slutscenen, at de to hovedpersoner, da afslutningen var uundgåelig, valgte selvmordets martyrium, selv om dette aldrig er historisk dokumenteret. Flere forhold tyder derimod på, at flere af de fængslede gruppemedlemmer rent faktisk blev myrdet. Men selvom filmens har antydning af vestlig propaganda, er værd den værd at se, og man sidder tilbage med et ønske om, at flere havde set den – den var nemlig puttet væk på en meget lidt set kanal i den bedste sendetid med topunderholdning på alle ti tangenter.
Spørgsmålet om ”den nødvendige vold” står tilbage. Ikke mange danskere er i tvivl om, at den danske modstandsbevægelses anvendelse af vold, likvideringer og sabotager under besættelsen var helt på sin plads og klart nødvendig for modstandsbevægelsens arbejde og landets overlevelse. Det var jo en frihedskrig. Men spørger man de samme danskere om andre frihedskrige andre steder i verden, så er mange ikke i tvivl om, at netop den eller denne frihedskrig, og dermed anvendelse af vold er mere end forkastelig, og burde standset af en eller anden stormagt, der er villig til at optræde som verdens politimand.
Anvendelse af volden som politisk våben kan og bør finde sted efter grundige overvejelser og analyser, siger de fire store tænkere, Marx, Engels, Lenin og Stalin samstemmende. Der kan opstå en situation, hvor det at gribe til væbnet magtanvendelse er den eneste mulighed, hvilket historien har vist den ene gang efter den anden.
”Men når en sådan situation er opstået” siger for eksempel Lenin ganske klart,”… når bajonetterne virkelig er kommet øverst på den politiske dagsorden, når opstanden har vist sig nødvendig og uopsættelig, – da bliver konstitutionelle drømmerier og skolestile i parlamentarisme kun et dække over at bourgeoisiet ”svigter” revolutionen.” (”To slags taktik”, Lenins udvalgte værker bd. 4 side 130.)
De aktioner som Rote Armee gennemførte begyndte som ”stille og rolige” demonstrationer, men udviklede sig efterhånden til mere og mere vold, der helt ukontrollabelt løb af sporet uden en overordnet ledelse og til stor skade for den kommunistiske bevægelse.
I Danmark har vi haft en lignende gruppering, nemlig Blekingegadebanden.
For nogen tid siden kom et medlem af Enhedslisten helt tovligt afsted ved at påstå, at revolutionen i kongeriget Danmark ville komme inden for de nærmeste to til tre år, og at Margrethe den Anden bliver til Margrethe den Sidste. Det er da muligt, men ikke ret sandsynligt. Men den skal nok komme, revolutionen. Om det så bliver en fredelig revolution, der er fri for vold, er så en anden sag. Vores modstander vil sikkert forsøge at slå fra sig – ligesom vi forbeholder os ret til at slå igen, os der vil den nødvendig samfundsændring i Danmark og resten af den undertrykte verden.