Af  Freddy Wedel

“Forfattere og kunstnere er partiets hjælpere i den kommunistiske opdragelse af vore mænd og kvinder” (Enver Hoxha)

Hvad er arbejderlitteratur? Litteratur der er skrevet for arbejdere eller af arbejdere. For nogle år siden udsendte arbejderforlaget (socialdemokratisk) et par novelle antologier de kaldte ”Arbejdsliv” under redaktion af John Chr. Jørgensen. Fælles for alle disse novelle var, at de var skrevet af forfattere der havde deres daglige udkommende ved drejebænken, på stilladset, i taxaen eller bybussen. Kort sagt, de hørte alle til det hårdt arbejdende folk, der i hvert fald ikke havde finkulturen som hovedbeskæftigelse. Arbejderlitteratur skrevet af arbejdere, der sikkert heller ikke havde himmelstormende planer om at blive meget mere.

Mere ”etablerede” forfattere, lad os i flæng nævne Martin Andersen Nexø, Gorki og Hans Kirk, der alle stort set kunne leve af at skrive – skrive om arbejdere – for arbejdere – og i samfundet. De følte at de havde en funktion i samfundet, noget som de ønskede skulle være anderledes, og til denne side følte de sig forpligtede til at bruge de store evner og det store talent de var i besiddelse af.  De var alle medlemmer af partiet, og handlede som partimedlemmer med de krav der måtte stilles til dem i den anledning.

I 1905 skrev Lenin en lille artikel som han kaldte ”Om partiorganisation og partilitteratur”. Her i siger han, at litteratur må blive en partisag, og at litteratur må blive en bestanddel af det organiserede, planmæssige partiarbejde. Mener han hermed at partiet skal blande sig i forfatternes arbejde? Ja, det gør han faktisk, men det er en smule kompliceret, det her – for samtidig siger han, at enhver har frihed til kritik.

Enhver har frihed til at skrive og offentliggøre lige nøjagtig hvad han vil, men som partimedlem har man forpligtet sig til på enhver måde at handle i overensstemmelse med partiets beslutninger, og partiet forbeholder sig ret til at skille sig af med personer der handler modsat.

Forfattere og kunstnere er partiets hjælpere i den kommunistiske opdragelse af vore mænd og kvinder. Sagde Enver Hoxha i 1974 i en tale på et sekretariatsmøde i centralkomiteen i Albaniens Arbejdets Parti. Opdragelse eller skoling af kommende medborgere og kommende og nuværende partimedlemmer. Hertil er litteraturen en vigtig, ja uundværlig brik der må påkalde sig den største opmærksomhed.

Ved at beskrive det kapitalistiske samfund som det er i 2014, og ved at forfatte velformede værker i et sprog der kan forstås uden veludbyggede ordbøger, kan parti-forfatteren eller parti-digteren bruge sine skønne evner i partiets tjeneste. Han eller hun skaber parti-arbejder-litteratur.

Men hvad så med de forfattere der ikke er en af dem – eller ligefrem er modstandere af maxismen-leninismen? Det er her jo også i det nuværende samfund, og de har jo ret til at kritiserer os – og gør det. Dem må vi imødegå og tilbagevise med en passende litteraturkritisk metode – den metode der kaldes den socialistiske realisme, men det er for omfattende at komme ind på det her. Interesserede kan finde nærmere fordybelse i dette emne i nedenstående
litteraturhenvisninger.

Maleri af Jørgen Buch: 18. maj 1993

Anvendt litteratur:

Klaus Riis: Socialismen og fremtiden, Forlaget Arbejderen 1985.
Lotte Rørtoft-Madsen: Socialistisk realisme. Nexø Forlag 1981.
Ib Fischer Hansen m.fl.: Litteraturhåndbogen, Gyldendal 1981.
John Chr. Jørgensen (red.): Bankkuppet og andre noveller fra arbejdslivet. Fremad 1982.