Den massive og hurtigt voksende ungdomsarbejdsløshed er en af de største konsekvenser af den økonomiske krise i den kapitalistiske økonomi. Krisemedicinen i EU med neoliberale nedskæringer og reformer, i et omfang der ikke er set i generationer, har øget ungdomsarbejdsløsheden.
I de sydeuropæiske EU lande er mere end hveranden ung arbejdsløs. I EU som helhed er hver tredje ung uden arbejde.
I den danske politiker- og medievirkelighed ser det jo ikke nær så slemt ud. Når Thorning regeringen sidder med ved bordet, får regeringen stor ros af EU-kommissionen for den måde, som regeringen har fået de unge arbejdsløse ud af statistikkerne og ind under diverse workfare ordninger.
Den officielle ungdomsledighed er på 13,2 pct. for de unge under 30 år. pr. 1.7.2013. Hvilket dækker over store kommunale forskelle – i Ishøj kommune er den f.eks. på 18 %. Flere steder er ungdomsledigheden endda fordoblet siden krisen.
Ser man på de 15-24- årige, der er den gruppe, der har den hurtigst voksende arbejdsløshed, ligger de på den laveste beskæftigelse siden Danmarks Statistik begyndte sin arbejdskraft-undersøgelse i 1996.
Dagpenge er langt væk
”Jeg håber jeg får en elevplads snart, eller i hvert fald et fast job. Så skal jeg have sparet sammen til kørekort og bil. Så bliver min verden tusind gange større. Så når der kommer nogle penge på kontoen, så skal jeg meldes ind i en fagforening og en a-kasse. (…) Jeg gider ikke kontanthjælp. Jeg føler mig som en nasser. Jeg føler ikke, at jeg har ligeså høj status som folk, der er medlem af en a-kasse.” (Ung kvinde, 25 år)
For de fleste unge er dagpenge ikke længere en reel sikring af levevilkår i forhold til arbejdsløshed. Stramningerne i muligheden for overhovedet at komme i arbejde og ind i en A-kasse og kunne optjene dagpengeret og afkortningen af den periode man kan få den, har gjort dagpenge til en eksklusiv ydelse. Senest lægger den nye erhvervsskolereform op til at rykke dagpengene endnu et skridt længere væk. Alternativet har indtil nu været uddannelse eller kontanthjælp.
Talt ude af arbejdsløshed og kontanthjælp
De officielle arbejdsløsheds tal skjuler som bekendt en stor del af virkeligheden.
Den gruppe af unge arbejdsløse der vokser hurtigst, er unge udenfor arbejdsmarkedet. Gruppen af såkaldte ”ikke arbejdsmarkedsparate” kontanthjælpsmodtagere.
I dag er mere end hver tredje kontanthjælpsmodtager uden for arbejdsstyrken under 30 år.
De tæller ikke som arbejdsløse, de er ikke en af arbejdsstyrken. Trods mange fine 2020-planer er de talt helt ud. Og det er de også fra 1. januar 2014 når kontanthjælpsreformen træder i kraft. De der har fået en uddannelse kan modtage en nedsat ydelse mod tvangsarbejde i nyttejob. Mens 2/ 3, som ikke har en uddannelse, kommer over på den nedsatte SU og har uddannelsespligt.
Workfare reformer
Med EU’s neoliberale nedskæringspolitik og budgetkrav har vi set de borgerlige og socialdemokratiske regeringer reformere hele det danske sociale system, så idet kke længere har en offentlig solidarisk sikring. Det er sket med milliardbesparelser, hvor welfare er ændret til workfare, hvor rettigheder er skiftet ud med aktiverings/arbejdspligt.
Ser vi på reformerne om dagpengene i 2010, efterløn i 2011, førtidspension og fleksjob i 2012, og kontanthjælp og SU i 2013, er der nogle gennemgående hovedtræk med store konsekvenser.
- satser forringes markant direkte eller indirekte
- ydelsesperioder forkortes – og man kan nu komme til at stå helt uden forsørgelse
- adgangskrav strammes, så færre kan opnå ydelsen.
- den fremtidige regulering for løn– og prisstigninger er endnu engang forringet
- retskrav er ophævet. Stat og kommune kan ved administrativ afgørelse fratage ydelse helt eller delvis eller på anden måde straffe modtagere
- aktivitetspligt har afløst tilbud
- princippet om selvstændigt forsørgelsesgrundlag er afløst af udvidet forsørgerpligt
Løn sænkes mod laveste sociale ydelse
Udover at sikre, at færre vil modtage stadig mindre ydelser og afskaffe statens forpligtelse til gennem socialpolitikken at sikre alle i samfundet tilstrækkelige levevilkår, er der endnu en vigtig grund til reformerne. Nemlig at presse det generelle lønnivaue og specielt lavtlønnen.
Tidligere så var dagpenge nivauet ligesom den bund, som lavtlønnen lagde sig efter. Nu er dette ændret til mindste kontanthjælpsnivaue med mulighed for at blive endnu længere presset ned. I dag arbejder tvangsaktiverede voksne for 47 kr. i timen og lærlinge i skolepraktik for 43 kr. Når kontanthjælpsreformen træder i kraft 1. januar 2014 kan unge under 30 være tvangsaktiverede på arbejdsmarkedet for under halvdelen af det beløb.
Historisk velfærdsparentes
Socialpolitikken har altid været brugt som regulator for arbejdskraften – dvs. kapitalismen behov for arbejdskraft på et givet tidspunkt. Var der mangel på arbejdskraft, blev der iværksat mange ordninger, der fik folk tilbage i almindelig beskæftigelse. Og omvendt i krisetider røg langt flere over i permanent offentligt regi uden mulighed for arbejde. Sådan har vi især set det de sidste 50 år i det såkaldte ”velfærds Danmark”.
Men det system vi kender, er ved at blive en parentes i historien.
Systemet har nemlig stort set bygget på, at dansk erhvervsliv havde den arbejdskraft, der fandtes i Danmark til sin rådighed og hvor en stor arbejdskraftreserve blev holdt stand by, så den kunne trækkes ind og ud af arbejdsmarked efter erhvervslivets behov.
Samtidig med en stærk offentlig sektor der kunne tilvejebringe offentlig forsørgelse, som man kunne opretholde tilværelsen på udenfor job. Det var en af de store grundpiller i dansk klassesamarbejdspolitik, der skulle holde arbejderklassen i ro. Ingen af de ting holder længere.
Dansk erhvervsliv har nu arbejdskraften ikke bare herhjemme, men i hele EU’s indre marked til sin rådighed. Det ser vi konsekvensen af indenfor forskellige brancher. Som i bygge- og anlægsbranchen med udbredt social dumping.
Arbejdsgiverne har i dag brug for en langt mindre dansk arbejdskraftreserve, der skal opretholdes gennem offentlig forsørgelse mellem arbejdsperioder. De kan hele tiden hente billigere og frisk arbejdskraft ind gennem EU’s indre marked.
Samtidig har den danske stat reformeret sin social- og arbejdsmarkedspolitik, så det offentlige økonomiske sikringsprincip af hvert enkelt individ, af alle borgere, ikke længere er gældende. I dag kan man helt lovligt miste hele sit eksistens grundlag. Med nyliberalismen reformeres levevilkårene for de der ikke kan få arbejde tilbage til tidligere tiders kapitalisme. Tilbage til fortiden.
Der er nu er der indført forsørgerpligt i familien, som vi kender det fra Sydeuropa og vore oldeforældre. Hvilket kæmpe tilbageskridt det også er i forhold til den lange kamp kvinder har ført for retten til en selvstændig indkomst og selvbestemmelse. Nu hvor det i den nyliberale EU gælder for både mænd og kvinder kaldes det fremskridt.
Rul reformerne tilbage
Viften af regeringens reformer er så grundlæggede asociale og fattigdoms ødelæggende, at der ikke kan lappes på de værste konsekvenser efterhånden som de de træder frem. Pensionsreform-, dagpengereform, fleksjob- og førtidsreform, kontanthjælpsreform, sygedagpengereform og SU-reform skal rulles tilbage og afløses af solidariske ordninger, der kan sikre velfærd og et værdigt liv for alle. langer alle
Danmark må ud af EU
De nyliberale reformer er gennemført helt i tråd med og efter EU’s diktat. EU har indskrevet nyliberalismen som sit økonomiske fundament og politik i EUtraktaten – EUs grundlov. Konsekvenserne af denne politik er den virkelighed som de unge står i idag. For at skabe forandring, så det ikke også bliver unges fremtid, må den indholde kravet om Danmark skal ud af EU.