Lad din arbejdstid svinge i takt med dit privatliv. Gå ned eller op i tid, når du har brug for det.
Sådan sælger SF’s sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen et nyt arbejdstidsforslag til de ansatte i Københavns Kommune.
I februar vil hun stille forslag i Borgerrepræsentationen om at det skal gælde samtlige medarbejdere i Københavns Kommune. Både Socialdemokratiet, Enhedslisten og de Radikale har meldt ud, at de vil kunne støtte forslaget, og det ser dermed ud til at kunne vedtages.
Lyder det for godt til at være sandt?
Det er det også.
Selv den store presseomtale kan ikke skjule, at det er en meget dårlig kopivare af kravet om nedsat arbejdstid: 30 timers arbejdsuge – 6 timers arbejdsdag. Hvilket der er så hårdt brug for i tider med øget nedslidning, pres på familier og øget pensionsalder til over 70 år.
Du og din kollega må betale
Det nyt arbejdstidsforslag må ikke koste Københavns kommune så meget som en krone
Det er nedsat arbejdstid helt uden lønkompensation.
Og der er ingen garanti for at du får de timerne igen – eller kan gå op i tid fra en deltidsstilling.
Du skal altså ikke bare være nødt til at gå ned i tid pga nedslidt helbred, have brug for det for at få en stresset familiehverdag til at hænge sammen – du skal også have råd til.
Det udelukker allerede en meget stor lavtlønsgruppe med hårdt fysisk og stresset arbejde. Enlige forsørgere eller gældssatte småbørnsfamilier kan heller ikke bare gå ned i løn, med mindre de sidder i de vellønnede konsulent- og lederstillinger.
Langt de fleste ansatte i sundheds- og omsorgsforvaltningen er sosu-hjælpere og sosu-assistenter i ældreplejen. Rigtigt mange på tvungen deltid og mange med to jobs. Kommunen og de enkelte ledere vil helst have flere ansatte på færre timer, så normeringerne ser pænere ud, og den tid man er på arbejde udnyttes mest muligt.
Det har længe været et krav at kunne få flere fuldtidsstillinger.
Når det hele skal holdes indenfor nedskæringsbudgetter, kræver det at en kollega går ned i tid, for at du kan gå op i timer. Så enkelt er det regnestykke.
Sådan er det allerede i dag. I alle de år jeg har arbejdet på plejehjem i København har man kunne lægge billet ind på at gå op eller ned i tid, når der blev en mulighed. Tilbage i 1999 blev der indgået overenskomstaftale om de kommunale arbejdsgiveres ret til at indgå decentrale arbejdstidsaftaler.
Fleksibiliteten ligger hos arbejdsgiverne
Men nu skal man genforhandle sin arbejdstid hvert år. Og med mit kendskab til arbejdsgivere inklusiv Københavns Kommune lyder dette mildt sagt ikke betryggende.
Hele fleksibiliteten ligger i sidste ende hos arbejdsgiverne, hos lederne. De har eneretten til at lede og fordele arbejdet og timerne, når det kommer til stykket. Selv hvis de ville, kunne alles individuelle ønsker ikke opfyldes. Derimod kan man forudse, hvad der kan sker, når der hvert år skal forhandles timer med et budget, der automatisk skæres 2 % ned med Løkke-regeringens omprioriteringsbidrag.
Frygten for at miste sit job, hvis man ikke underlægger sig den tvungne fleksibilitet, vil hænge tungt i luften. Trods alle floskler om indflydelse og frivillighed.
Afledning
Hvorfor så hele dette mediecirkus over endnu et dyrt pilotprojekt, der må konkludere hvad alle vidste – at folk gerne vil have indflydelse på deres arbejdstid, også i Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsforvaltning?
Er formålet andet end at dreje opmærksomheden og arbejdskampen væk fra kravet om reel generel nedsat arbejdstid til 6 timers arbejdsdag med fuld lønkompensation? Og forsøge at få folk til at tro, at de kan opnå det samme gennem fleksibel arbejdstid, bare nemmere og hurtigere og lige når det passer dem? Det er at holde folk for nar.
Det er afledning fra kravet om, at det skal ske med fuld lønkompensation. Her er arbejdsgiverne, fagtoppen, regeringen, hele deres ekspertvælde, Socialdemokratiet, SF og reformister i Enhedslisten enige – det kan og må ikke ske på profittens bekostning. Lige meget hvor store milliardoverskud erhvervslivet har hevet hjem, hvor mange milliarder staten har hevet ud af de offentlige budgetter – må det ikke koste dem en krone. Det har de ikke råd til !!!!!!
Hvem skal så betale? Arbejderne skal betale med lønnedgang, med afkald på kommende lønstigninger og med deres helbred, hvis det står til arbejdsgiverslænget.
Livsarbejdstid absurd
Det er også en absurd tanke, at hvis man går ned i arbejdstid i en periode, så skal man arbejde mere i andre perioder. Hvorfor det? Tanken om at man skal arbejde et bestemt antal timer i sit liv, og så kan man tage timer ud og ind af ”sin arbejdstidsbank-konto”, er bare en arbejdsgiver konstruktion, hverken en objektiv eller naturgiven kendsgerning. Et centralt dikteret tal fra en elite, der helt er fritaget for at følge det.
”LebensArbeitsZeit” blev begrebet livsarbejde kaldt, da det så dagens lys i slutningen af forrige århundrede under den tyske EU-kansler regerings afmontering af de tyske arbejdsmarkedsaftaler. Siden har skiftende danske regeringer og fagtoppen fedtet rundt i kommissioner og missioner, der skulle gøre dette begreb spiseligt og ligefrem uimodsigeligt.
Arbejdsgiverne og arbejderaristokratiet har brug for afledning. Der er et voksende pres nedefra for at få sat den generelle arbejdstid ned.
Fælles klassekrav
Kravet om 6 timers arbejdsdag har i mange år været et markant kvindekrav for arbejderklassens kvinder. Trods alle påstande om, at vores liv og behov er så frygtelige forskellige og individuelle, har kortere arbejdstid længe vist sig som et fælles pressende problem for de arbejdende kvinder.
I disse år bliver det i stigende grad også et akut krav fra arbejderklassens mænd. I takt med at mænd tager stadig større ansvar for børn, familie og husarbejde mærker de også nødvendigheden af kortere arbejdstid for at få det hele til at hænge sammen. Samtidig med at den markant øgede nedslidning og arbejdsskader med et konstant stigende arbejdstempo gør, at mange frygter ikke engang at kunne nå til pensionsalderen.
Nu rejses det også af de unge arbejdere som 3Fs lærlinge, der godt kan se, at de ikke holder til at skulle arbejde til de er over 70 år i dagens tempo. Unge som ønsker en bedre fremtid og liv.
Der er brug for at stå sammen om at rejse 6 timers kravet med fuld lønkompensation som fælles krav og med fornyet kraft.
Kampen om kortere arbejdstid – og det er og bliver en arbejdskamp – kan ikke vindes ved individuelle løsninger, hvor hver enkelt står alene med sin egen forhandling. Det kræver en kollektiv fælles indsats og kamp at få kravet igennem – og det kræver at det bliver en fælles kollektiv aftale.