Af Jacob Lindblom

I disse år ensrettes retspolitikken med rygende hast. Hvordan vil Lars Løkke og blå blok i regeringskontorerne f.eks. stille sig til de to kommende direktiver om sæsonarbejdere og koncernarbejdere, som vil åbne en ladeport for social dumping? Vi kender ikke svaret, for ja-siden vil ikke forholde sig til det, men en ting er sikker: Direktiverne står ikke på ja-sidens negativliste over EU-love, som de på forhånd ikke vil tiltræde.

Det er påfaldende, hvor tavs ja-siden har været om de store linjer op til EU-afstemningen den 3. december. I stedet har vi set påstande om, at Danmark vil blive smidt ud af Europol og blive et fristed for kvindehandel og pædofili. Og ja, der er tale om skræmmekampagner, når det er et faktum, at Danmark i dag har samme eller strengere forbud mod kvindehandel og pædofili, end EU lægger op til, ligesom vi fortsat er medlem af Interpol, som forestår netop pædofiliefterforskning i modsætning til Europol.

Men hvad er så de store linjer? Kort sagt: demokrati og retssikkerhed.

Snævert flertal

Afskaffes forbeholdet, så overdrages al suveræniteten på det retspolitiske område til EU. Det er korrekt, at der kommer en tilvalgsordning, men EU-forbeholdene blev netop lavet som befolkningernes garanti mod, at unionsflertallet i Folketinget kunne gå videre, end befolkningen ønskede. Den garanti bortfalder, hvis forbeholdet fjernes. Så vil der ikke blive afholdt flere folkeafstemninger, uanset hvordan EU udvikler sig retspolitisk.

Det betyder, at et snævert ja-flertal i Folketinget kan overdrage magten til EU stykke for stykke via tilvalgsordningen. Hagen ved det er, at magten ikke kan trækkes tilbage, og at et nyt folketingsflertal efter et nyvalg ikke kan ændre lovene igen. På den måde indskrænkes den demokratiske spilleplade, som vores folkevalgte har, bid for bid, og befolkningens mulighed for at ændre på politikken ved at vælge et nyt flertal forsvinder.

Mange tror, at ja-partierne har givet hinanden musketer-ed på, at alle partier på ja-siden skal være enige, før magten kan overdrages til EU. Men det er ikke tilfældet. Man har udvalgt 32 retsakter og er enige om at tiltræde de 22 og afvise de resterende ti, men for fremtidige forslag er der frit slag for et snævert flertal til at sige ja og overdrage magten uigenkaldeligt til EU på det område.

I disse år ensrettes retspolitikken med rygende hast. Tidligere medlem af Europa-Parlamentet Jens Peter Bonde og Retspolitisk Forening har lige udgivet en bog, hvor de med hjælp fra Folketingets EU-oplysning identificerer hele 680 EU-love på det retspolitiske område. Og hele 192 nye love er på vej i EU-systemet.

Hvorfor hører vi ikke noget om ja-sidens visioner for fremtidens retspolitik i EU, nu de med snævert flertal vil kunne overdrage magten til EU på hver af de 192 nye love og alle fremtidige? For eksempel er der meget vidtgående ting på vej med en overstatslig anklagemyndighed, der kan påtvinge landene at rejse efterforskning og føre sager? Hvad er Mette Frederiksens og Lars Løkkes visioner for det?

Og hvordan vil Lars Løkke og blå blok i regeringskontorerne stille sig til de to kommende direktiver om sæsonarbejdere og koncernarbejdere, som vil åbne en ladeport for social dumping? Vi kender ikke svaret, for ja-siden vil ikke forholde sig til det, men en ting er sikker: Direktiverne står ikke på ja-sidens negativliste over EU-love, som de på forhånd ikke vil tiltræde.

Et ja betyder også, at den åbenhed, som vi er vant til fra Folketinget, forsvinder. Fremover bliver det afgjort i Europaudvalget – i værste fald på ti minutter bag lukkede døre og uden nogen former for høringer af interesseorganisationer eller de tre behandlinger, vi er vant til fra folketingssalen.

Retssikkerhed

Mediernes dækning, som ofte modnes og skærpes mellem de forskellige behandlinger i folketingssalen, vil dermed få svære kår. Tænk blot på DONG-salget, som eksploderede kort før den endelige behandling i Folketingssalen, men ikke ved de foregående udvalgsmøder.

Det handler også om retssikkerheden. En meget stor del af EU’s retspolitik bygger på princippet om gensidig anerkendelse af domme og afgørelser. I dag kan en dansker eller herboende udlænding sagtens blive udsat for, at et andet land beder om en udlevering, eller at huset ransages eller telefonen aflyttes. Men før det sker, skal en dansk domstol vurdere mistankegrundlaget. Det sikrer retssikkerheden.

En af de omtalte 22 EU-love, Den Europæiske Efterforskningskendelse, betyder imidlertid, at domstolsprøvelsen herhjemme i langt de fleste tilfælde bortfalder. Så skal danske myndigheder »uden yderligere formaliteter« anerkende afgørelsen fra for eksempel Rumænien, som talrige gange er dømt for manglende retssikkerhed ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Er du i tvivl om, hvad du skal stemme den 3. december, så kan jeg godt forstå det. Vi hører stort set kun tomme proklamationer fra ja-siden, som er designet til at give en god følelse, hvis man liker det på Facebook. Hvem er ikke imod menneskehandel eller pædofili? Men det er bare ikke det, vi stemmer om.

Vi stemmer derimod om en ganske stor indskrænkning i demokratiet og retssikkerheden. Og vi stemmer om et område i rivende udvikling i EU, uden at ja-siden har fremlagt blot en eneste vision for, hvordan de vil forvalte den magt, som de beder om, og hvor langt de vil gå med at overdrage magten til EU. Alene det burde være nok til at sige nej tak!

Artiklen har været bragt i Information d. 27. november 2015

Jakob Lindblom er medlem af Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten