Min kone og jeg har nu boet i samme ejendom på Amager i mere end 10 år. Vi elsker øen for Kongelunden, Kalvebod & Amager fælled, Dragør, strandparken, Amagerbro kvarteret, og vi plejer at snige både Islands Brygge (den ældre bydel) samt Christianshavn med Christiania ind under ’vores domæne’ Vi erkender dog, at beboerne på Bryggen og Christianshavn ikke selv medregner sig til ’øen’.
De sjællandske københavnere er slet ikke klar over øens ’rigdomme’ – med undtagelse af strandparken, hvor vildt mange københavnere valfarter til på enhver solskinsdag i sommertiden. Imidlertid er stadig mange fra den anden side af broerne, som ynder at kalde perlen for ’Lorteøen’.
Ejendommen vi bor i, er en forholdsvis stor andelsforening i udkanten af Amagerbro, hvilket også karakteriserer beboerne: Det er altovervejende arbejdere, hvilket på en vidunderlig måde smitter af på omgangstonen og samværet i gården. Man kan tillade sig at fyre et par friske bemærkninger af, men må så også omvendt selv stå en del for skud.
For 2-3 år siden blev to nye gårdmænd ansat: Jack og John. Det lå lige for at kalde dem Jack & Jones, selvom de ikke selv ejer nogle klude, der kan forveksles med tøjkædens. Kort tid efter blev andelsforeningen tilknyttet Københavns kommunes affaldssortering, hvilket også resulterede i opsættelse af al landsens forskellige containere rundt om i gården. Det var nu op til hver husstand at finde et fordelingssystem i lejligheden. Heldigvis falder vores gang fra opgangsdøren lige forbi containerpladsen, hvorfor vi flere gange om dagen skaffer os af med de forskellige affaldstyper.
I januar måned hørte jeg så, at den samlede affaldssortering, som man indtil videre havde gennemført som et forsøg, i 2013 havde været en stor overskudsforretning for kommunen. Jeg følte mig lidt hellig:
– Det var jo det, som vi ’flippere’ i første halvdel af halvfjerdserne påstod! Ligesom fornuften i vindmøller og anden alternativ energi – i øvrigt!
Den næste tanke slog mig:
– Det er blot sørgeligt, at ordningens overskud forsvinder ned i de riges lommer – for størsteparten i hvert fald.
Der gik et par dage, hvorefter jeg traf gårdmand John på containerpladsen. Jeg fortalte, at jeg havde hørt om overskuddet, hvilket han var rimelig kølig overfor:
– Det kunne være bedre. Vores metalaffald forsvinder, fordi romaerne stjæler det.
På vejen til arbejde tænkte jeg mere over oplysningerne. For det første kom jeg til at tænke på, at mange udstødte i København for omkring 50 år siden ernærede sig ved ’affaldssortering’. Det foregik ved hjælp af et ’7-tal’, hvormed man rodede rundt i gårdenes affaldsspande. ’Fundene’ blev afsat til forskellige næringsdrivende, herunder skrothandlere. Det gav klunserne mad på bordet – og der blev også til en snaps, hvilket blandt andet tjente det formål at holde kulden for døren, når hvilen faldt på sig på en udendørs ladvogn, hvor de forsøgte at dække sig under et par tæpper. Det foregik lige om hjørnet til min daværende bopæl i Nordvestkvarteret; men jeg husker ikke, man så skævt til disse subsistensløse skæbner. Tværtimod.
Nu blev de stemplet som tyve. Specielt skummelt er det, når det er romaer. Det tog mig alt for lang tid at fatte Johns stempling af deres herkomst:
– Hvordan vidste han, at det var romaer?
Uanset om han har ret eller ej, blev jeg fyldt af en væmmelig følelse. Udsagnet smagte alt for meget af forfølgelse af folkeslag i 30’erne. Pressen har gennem flere år fyret grundigt op under romaerne. Banen er kridtet op til nye pogromer. Kapitalismen viser under den økonomiske krise den værste side af sit væsen.