Jeg møder ham med jævne mellemrum, når medicinen er sluppet op. Så bliver han dårlig og må indlægges igen. Hans økonomi rækker ikke til de nødvendige piller, og afdelingens økonomi rækker ikke til at holde ham forsynet.

Når han er indlagt, får den til gengæld fuld skrue med medicinen, indtil han er på fode igen og kan sendes hjem med piller til et par dage. Hver gang lidt mere slidt.

Medicin er dyrt. Alt for dyrt. Som min patient må sundhedsvæsenet jævnligt i »behandling«, fordi medicinudgifter sprænger budgetterne. Igen i år betyder det nedskæringer på behandling og pleje for hundreder af millioner.

I 2014 fik Novo igen rekordoverskud. 34 milliarder før skat.

I diskussionen om medicinudgifter spiller vi sorteper om regningen.

Skal stat eller regioner betale? Skal vi dropppe dyre lægemidler? Hvilke patienter skal det i så fald gå ud over?

Pudsigt fraværende i spillet om sorteper er lægemiddelindustrien. En industri der tjener styrtende med penge. En industri der konsekvent vender kritik af sine astronomiske profitmargener til et »det betaler jo forskningen«, men behændigt udelader, at de bruger mere på reklame end på forskning.

Måske var det på tide at finde sundhedsvæsenets besparelser i lægemiddelindustriens profitter?