Af Poul Andersen
Det er efterhånden lang tid siden jeg har været i biografen. Dels fordi udvalget af film, for det meste,er begrænset til Hollywood produktioner i ramasjang kategorien. Dels fordi det nu om dage er nemt at streame alle mulige film på nettet. Men gode film skal ses i biografen. Gerne i godt selskab med venner. For nylig var vi således nogle stykker inde at se filmen “Den unge Karl Marx”.
Filmen handler om det den siger. Nemlig om den unge Karl Marx. Den videnskabelige socialismes fader og hans medkæmper Friedrich Engels.
Filmens åbnings scene fører os direkte ind i året 1843. Hvor fattige, forhutlede mennesker, samler brænde i en skov. Pludselig dukker beredne gendarmer op og hugger alle ned. Kvinder, børn, mænd. Brændesamlerne er nemlig lovbrydere, da den private ejendomsret til brændet tilhører en herremand, kan man forstå.
Hermed er filmens tema slået an. Den åbenlyse uretfærdighed kræver en forklaring. Det er her Karl Marx kommer ind.
Vel at mærke, den unge vitale og potente Karl, hvis øjne lyser af intelligens og ikke den langskæggede ældre herre, som vi oftest ser afbildet på det ikoniske foto. Hans skriverier i Tyskland har sendt ham i eksil til Paris, hvor han møder Friedrich Engels, som er søn af en britisk industrialist.
I begyndelsen er de lidt forbeholdne over for hinanden, men de udvikler hurtigt et varmt venskab. Kombinationen af Marx enorme teoretiske overskud og Engels erfaring med industriens interne forhold forhold resulterer i, at parret ender med at
Skabe Kommunisternes forbund. Og sammen udgiver Det kommunistiske manifest i 1848.
Filmen er flot med fremragende skuespils præstationer. Især kvindeportrætterne af Marx hustru Jenny og Engels proletarkone Mary er fantastisk godt spillet. Og får lov til at spille en afgørende rolle..
Skulle der indvendes noget kritisk om filmen, skulle det være at den, efter min mening, kræver lidt forudsætning m.h.t. tidsperioden og de forskellige personer Marx og Engels diskuterer med, henviser til og møder, hvis udbyttet skal være optimalt. Navne som Proudhon, Weitling, Ruge og Hegel siger vel de færreste noget, men det kan jo efterfølgende googles 🙂
God film. Hermed varmt anbefalet!