Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

EU vil lave en aftale med Libyen om at sende mennesker på flugt tilbage til lejre i det borgerkrigsplagede land. Men Libyen er i opløsning, og kystvagt og militær består af militsgrupper, som er kendte for overtrædelser af menneskerettighederne. Derfor er det fuldt forståeligt, at menneskerettighedsgrupper og FN-organisationer er bekymrede for, at EU atter svigter flygtningekonventionen.

Flygtningekrisen i Middelhavet har bragt EU i en dyb krise. Den har udstillet Unionens manglende enhed og evne til at opnå holdbare løsninger. EU’s håndtering af de tusindvis af flygtninge har endnu en gang vist EU’s kyniske forhold til mennesker i nød og deres menneskerettigheder.

Det seneste eksempel på EU’s humanitære svigt kom under topmødet i Malta den 3. februar. Her besluttede EU-lederne, at EU skal samarbejde med Libyens premierminister Fayez al-Sarraj for at bremse flygtninge og migranter på vej til Europa.

Human Rights Watch, Amnesty International, UNHCR, Læger Uden Grænser og andre organisationer har udtrykt bekymring over beslutningen, fordi Libyen er i borgerkrig og på ingen måde lever op til de mest basale krav i FN’s flygtningekonvention for at kunne fungere som sikkert modtageland.

EU støtter den al-Sarraj-ledede regering i Tripoli. Regeringen er dog yderst svækket, og landet styres reelt af hundredvis af militser, krigsherrer og etniske grupper samt ISIS og andre ekstreme grupperinger. Disse grupper finansieres hovedsagelig af menneskesmugling, trafficking, våbenhandel og narkosmugling.

Kystvagter bliver ifølge Human Rights Watch også ledt af militser, der opererer uden nogen reel flådemæssig ledelse. Al-Sarrajs regering har hverken kontrol over militær eller kystvagt, og uden en officiel kommandovej fra regering til militær og kystvagt kan ingen holdes ansvarlig for overgreb mod flygtninge.

Libyen er det største afrikanske transitland for flygtninge og migranter, der forsøger at komme til Europa. Men Libyen benyttes ikke kun af afrikanere. EU’s dybt problematiske aftale med Tyrkiet om at begrænse flygtninges adgang til Europa betyder ifølge Human Rights Watch, at flygtninge fra Irak og Syrien ender i Libyen, hvorfra rejsen til Europa er langt farligere.

UNICEF oplyser, at i alt 1.354 migranter og flygtninge – heraf 190 børn – er druknet i Middelhavet mellem Libyen og Italien de seneste tre måneder. Det anslås, at op imod 1 million migranter og flygtninge opholder sig i Libyen.

EU-ledere har givet udtryk for, at beslutningen om at bekæmpe menneskesmuglere og stoppe flygtninge i Libyen også blev taget af humanitære hensyn for at undgå drukneulykker. Men denne moralske retfærdiggørelse forekommer hyklerisk, når EU ikke samtidig vil skabe sikre ruter for flygtninge for at stoppe de tragiske dødsfald.

Under et møde i EU-parlamentet den 6. februar oplyste repræsentanter fra Human Rights Watch, at en EU-aftale med Libyen vil være i modstrid med FN’s flygtningekonvention og EU’s egne regler og værdier om at respektere konventioner og menneskerettigheder.

Ifølge Human Rights Watch ledes Libyens flygtningelejre og detentionscentre af militser og menneskesmuglere, som bl.a. tjener penge på at kræve løsesummer. Både Amnesty International og Human Rights Watch har informeret om omfattende krænkelser af menneskerettighederne i disse lejre, herunder vold, seksuelle overgreb og mord.

Flygtninge og migranter tilbageholdes i lejrene på ubestemt tid uden rettergang og adgang til juridisk assistance. De er prisgivet militserne og retsløse tilstande, for der er reelt set ikke noget libysk retsvæsen.

Eftersom det er militserne, der styrer kystvagten og lejrene, risikerer man en situation, hvor disse personer vil kunne få ansvaret for at opbringe flygtningebåde og føre opsyn med flygtningelejre. Dette scenarie mener EU-lederne åbenbart godt, at man kan sende familier med børn tilbage til.

EU vil som udgangspunkt bruge 200 millioner euro på at træne kyst- og grænsevagter, så de kan opbringe både med flygtninge og migranter og derefter tilbageholde dem i lejre i Libyen. Målet er at sende dem retur til deres oprindelsesland. Det står klart, at EU ikke tager humanitære hensyn, og EU’s flygtningepolitik har tvunget nødstedte i armene på menneskesmuglere, som ikke har den fjerneste respekt for menneskeliv. Det samme kan siges om EU’s politik.

For hvordan kan man garantere et minimum af sikkerhedsstandarder i libyske flygtningelejre? Hvordan kan et splittet land i borgerkrig varetage denne enorme opgave? Skal EU selv have patruljebåde i libysk farvand? Skal EU selv lede flygtningelejre i Libyen? Kan EU sikre dem mod angreb? Hvordan forhindrer man korruption? Hvordan sikrer man, at voldtægtsmænd og krigsforbrydere ikke passer på kvinder og børn? Der findes ingen gode svar på disse spørgsmål.

EU-lederne må også gøre sig klart, at ingen risikerer livet, medmindre det er absolut nødvendigt. Folk flygter og migrerer af en årsag. Og EU har kraftigt bidraget til disse årsager, f.eks. gennem Unionens handels-, fiskeri- og udenrigspolitik. For eksempel har EU’s fiskeriaftaler med afrikanske lande undergravet det lokale fiskeri, og EU’s salg af subsidierede europæiske landbrugsprodukter dumper priserne og ødelægger livsgrundlaget for lokale producenter i Afrika. Dertil ødelægges livsgrundlaget i de afrikanske lande af klimaændringer, der hovedsagelig skyldes udledning af drivhusgasser i industrinationer. EU’s udenrigspolitik og terrorliste har desuden forhindret EU-lande i at støtte Norges forsøg på fredsmægling i flere af verdens konflikter. EU-landene er også samlet set en af verdens største våbenproducenter og har længe tilladt salg af våben til lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Så længe EU fortsætter sin politiske linje og samtidig laver denne type aftaler med Tyrkiet og Libyen, vil det koste mange flere liv.

Hvis EU virkelig vil stoppe flygtningekrisen, må man først og fremmest stoppe den skadelige politik, som EU fører, og så er man nødt til at ophøre med at lave aftaler med lande, der vedvarende krænker menneskerettigheder, f.eks. Tyrkiet. EU har dog en tradition for samarbejde med lande, uden at der ses på forholdene for flygtninge. EU samarbejdede også med Libyen, da landet blev styret af Muammar Gaddafi, selv om Libyen heller ikke dengang levede op til FN’s flygtningekonvention. Det er på tide, at den slags samarbejde ophører. Og så må man stoppe de bagvedliggende strukturelle årsager, samtidig med at man lever op til sine internationale forpligtelser og sikrer akut hjælp til flygtninge i nød.

Danmark og andre rige lande er simpelthen nødt til at gøre en langt større indsats for at bakke op om FN’s flygtningeorganisation UNHCR. Danmark bør bidrage til at skabe fred og bedre livsvilkår i Afrika, og vi og andre rige lande bør øge hjælpen til udvikling, uddannelse og investeringer og fredsmægling i fattige og konfliktplagede lande. Kun på den måde kan man sikre den velstand og stabilitet, som kan løse flygtningesituationen på langt sigt. Jeg ser meget gerne en fælles nordisk indsats for en bæredygtig freds- og udviklingspolitik.

I stedet lader EU-lederne kortsigtede politiske hensyn gå forud for menneskerettigheder og konventioner. EU står på kanten af et historisk svigt, som vil føre til endnu mere menneskelig lidelse. Det kan og skal vi ikke acceptere. Det er på tide, at Danmark igen bliver et land, der bidrager til en bæredygtig udvikling i verden.

Ja til verden – nej til EU-staten!

————————————————————————————————-

Denne debatartikel blev bragt som kronik i bl.a. Jyske Vestkysten, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis den 9. marts 2017 (evt. kan udgaven i aviserne være lidt forskellig ift. denne udgave). Her er link til Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis: http://www.fyens.dk/debat/Flygtninge-EU-vil-svigte-menneskerettigheder/artikel/3130070