Enhedslisten – ikke på EU-modstandens side

Kommentar af Dorte Grenaa, APK

Enhedslistens valgslogan her til EU-parlamentsvalget er ”På din side i Europa”. Men det gælder bare ikke,  hvis du er modstander af EU. Enhedslisten har nu gennem flere år været åben EU-tilhænger og dets ledelse i endnu flere år været skabstilhængere.

EU er ikke nogen vindersag og det ved Enhedslisten, så de er nødt til at forsøge at indfange hvad de kan af kritikere og tvivlere ved ikke at tale seriøst om EU. Derimod forsøger de at gøre EU mere spiselig ved at foreslå ting som fælles køreplaner og togbilletter i hele EU. Det er da noget man kan forstå og en fordel for alle! Som deres spidskandidat Per Clausen  forleden dag sagde i et TV-interview, så vil han kunne køre langt hurtigere fra Aalborg til møder i Bruxelles og endda med grøn samvittighed.

En anden måde er at forsøge at hente stemmer i den omfattende Palæstina-solidaritet med kravet om, at EU skal anerkende Palæstina som stat. Et fuldstændigt retfærdigt krav at stille til alle lande og regeringer i EU. Men at stille det som krav til EU betyder at arbejde for styrkelsen af EU- staten med fælles EU-imperialistisk udenrigspolitik, der ikke kommer til at gavne Palæstina. EU’s udenrigschef har tilkendegivet, at EU skal stå i spidsen for en to-statsløsningsproces uden at der skal tales om en fredsproces.

To ting springer i øjnene ved Enhedslistens krav og valgplakater, udover at man kunne tro, at de var lavet af et reklamebureau til Ramasjangs børnekanal med slogans som FUT FUT (ja, du læste rigtigt). 

Det er populistiske gyldne politikerløfter som EU-parlamentet ingen indflydelse har på, og som hvis de fik, vil betyde mere magt til EU og være et yderligere skridt til Europas Forenede Stater. Som f.eks. en fælles abortpolitik, eller starten på fælles skattepolitik med en EU-minimums formueskat.  

De skøjter fuldstændig hen over den kendsgerning, at EU er monopolernes projekt til gavn kapitalen og profit alene. At EU er en imperialistisk blok, at der er tale om kapitalistiske klassesamfund og statsmagter.    

Og så er vi tilbage til den famøse fælles togplan. Hvordan skal det løses efter det i land efter land er blevet privatiseret og fragmenteret i private firmaer, hvis formål ikke er togdrift, men overskud og profit? Jo, Enhedslisten vil rulle privatiseringerne tilbage, hvordan? – gennem en overstatslig fælles EU-togfond! Udover at det er tågesnak, vil det betyde mere EU-stat, hvis det blev gennemført.  

I det hele taget så synes øget fondskapitalisme med medejerskab at være Enhedslisten løsning på problemer i EU og vejen til at ændre EU indefra til et socialt, miljøvenligt, fredeligt EU. Hvilket er et stort illusionsnummer.

Enhedslistens Pelle Dragsted fremhævede ifbm. deres nylige årsmøde – at Enhedslisten gerne vil være med i en regeringen under Socialdemokratiet. Det kræver bl.a. at Enhedslisten er blevet et stuerent åbent EU- og NATO-parti.

Enhedslisten ville ikke være i stand til selvstændigt at stille op og få del i mandater og de mange EU-euro, der følger med, hvis ikke de havde kuppet og manipuleret Folkebevægelsen mod EU ud af banen. Overfor en EU-modstander liste man kunne stemme på, ville Enhedslisten stå alt for afklædt som det EU-parti, det er og ikke få stemmer nok til at komme ind.  

Enhedslisten håber, at ved at bilde folk ind, at det er deres demokratiske pligt at stemme, så vil en del EU-modstandere lægge deres stemme der som det mindste onde. De forsøger at sige, at det ikke at stemme vil styrke højrefløjen og Dansk Folkeparti. Nej, det styrker EU og dets vaklende legitimitet at stemme på tilhængerpartier, uanset graden af deres EU-opslutning og kritik. En stemme på Enhedslisten er en stemme på EU og mere EU.

Ligesom SF i 1993 stod fadder til det såkaldte ”Nationale kompromis”, der stak en kniv i ryggen på Danmarks Nej til Maastrichttraktaten og den fælles EU-Union, på samme måde vil Enhedslisten blive husket som dem, der stak en kniv i ryggen på Folkebevægelsen mod EU, solgte EU-modstanden og stillede sig på den anden side i kampen mod EU’s udbytning, reaktion og imperialistiske krigspolitik.