Denne 1. maj kan vi lykønske hinanden med, at EU er sin dybeste krise nogensinde.
For en måned siden trykkede den britiske regering endegyldigt på udmeldelses-knappen; og når vi ses til 1. maj om to år, er Storbritannien trådt ud af Unionen.
Hvordan reagerer EU-kommissionen og den øvrige elite så på det? Stort set med mere af samme skuffe. Kommissionen har fremlagt nogle forskellige scenarier for EU’s fremtidige udvikling. I et af dem erkender man, at et ”EU i flere hastigheder” kan være en mulighed – men retningen ligger vel at mærke fast! Og det scenarie, eliten helt klart foretrækker, er at gennemføre den komplette statsdannelse her og nu – med stort fokus på det militære EU.
Der lyder også kønne ord om en social søjle. Men de er stort set uforpligtende. I virkelighedens verden har vi den fortsatte sociale dumping, fortsatte nedskæringskrav og nu CETA, handelsaftalen mellem EU og Canada, som Folketinget forventes at godkende den 1. juni. CETA udmærker sig bl.a. ved den særlige ”investeringsbeskyttelsesmekanisme”, en voldgiftsdomstol, hvor store virksomheder, der føler deres forventede profit formindsket af f.eks. miljøbeskyttelseslove eller love, der sikrer bedre arbejdsforhold, kan anlægge sag mod den eller de formastelige regeringer, hvis love formindsker profitten. Så meget for EU’s ”sociale profil”.
Ved den nylige fejring af EU´s 60-årsjubilæum lød der også kønne ord om, at EU står for ”Europæiske værdier” som fred, frihed og humanisme. I virkelighedens verden er flere EU-lande med til at smide bomber over Mellemøsten. Når det medfører en stigende strøm af flygtninge, laver man straks en generøs aftale med præsident Erdogan i Tyrkiet, blot han sørger for, at de flygtninge, der søger gennem Tyrkiet, bliver der og ikke sætter fod på europæisk jord. Senest har man lavet en lignende aftale med og leveret våben til en af de stridende regeringer i Libyen! Så meget for EU’s kamp for fred og humanisme!
Hvorfor har så ikke flere lande fulgt Storbritannien ud af EU?
I Frankrig stemte over 40 % af vælgerne ved første runde af præsidentvalget på EU-kritiske kandidater. MEN de var kritiske af meget forskellige grunde og har meget forskellige alternativer. Nogle vil blot flytte den mur, EU i praksis har opført rundt om Fort Europa til deres eget land og hegne det ind og holde alle andre ude. Disse højreekstreme ”EU-kritikere” spiller i praksis EU-elitens spil. De sætter almindelige mennesker op imod hinanden – så vi ikke i fællesskab kan vende os imod de store virksomheders og pengemænds magt, som EU sikrer.
Og ifølge alle de store mainstream medier tilhører alle EU-modstandere denne gruppe af fremmedfjendske nationalister.
I Folkebevægelsen kæmper vi for at følge briterne ud ad den dør, de har slået på vid gab ved deres folkeafstemning den 23. juni sidste år. Skal vi få flertal for det – og det skal vi! – kræver det at vi alle, der er samlede her, og alle gode folkelige kræfter og bevægelser i fællesskab påviser, at der findes masser af solidariske og progressive alternativer til EU! I de nordiske lande har vi, længe før EU kom til, kunnet bo og arbejde i hinandens lande uden at det har truet de rettigheder, arbejderne gennem generationers kamp har opnået her (og som EU nu er ved at nedbryde); vi har tværtimod hentet inspiration og hjælp hos hinanden. Det kan vi gøre igen, når der skal laves aftaler om samarbejde og samhandel med lande over hele kloden.
Til efteråret har vi kommunal- og regionsvalg. Vi må i fællesskab pege på, hvordan kommunernes budget er fastlåst på forhånd via den EU-dikterede budgetlov og EU’s finanspagt – og fortælle, hvor stort det økonomiske spillerum til gengæld kan blive, når vi tager magten tilbage og selv bestemmer, hvor meget regioner og kommuner skal bruge på hospitaler og skoler.
Skal vi få et stort bredt flertal for at forlade EU, er det første skridt at gøre disse alternativer klokkeklare. Det kan vi kun gøre i fællesskab. Så kommer der snart en 1. maj, hvor vi også kan lykønske hinanden med, at vi nu vinker farvel til Unionen.
Fortsat god 1. maj!