Hvad har kvindekamp med EU-modstand at gøre?

Ann-Selena Lindenskov Cailloux fra Folkebevægelsen mod EU og dens ungdomsbevægelse ROPA. Tale på Kvindernes Kampdag 2017

Vi er kommet langt med ligestillingen mellem køn i Danmark. Jeg har boet og rejst en del i Sydeuropa og har blandt andet oplevet at få ret meget medlidenhed af mine venner, da jeg fortalte dem, at kvinder ikke får blomster 8. marts i Danmark. Jeg kom til at snerre lidt da jeg sagde at vi i stedet generelt får respekt hele året.

Der er stadig meget at kæmpe og takket være kvinder og mænd før mig, er der skabt en tryghed, der gør det muligt for nutidens feminister at tale om emner som tvungen barsel, kønskvoter i bestyrelser og naturligvis ligeløn, som vi på trods af at de færreste er uenige i den målsætning, er langt fra i hus med. Der er også mulighed for at tale om alvorligere ting som sexisme på arbejdspladser, på gaden og i bylivet og der var heldigvis bred opbakning til at ændre en beslutning om at fjerne den økonomiske støtte, der gav Dannerhuset mulighed for at tilbyde de voldsramte kvinder, de tager imod, akut psykologhjælp.

Og selv om jeg ved at det ene ikke udelukker det andet og synes at det er positivt forskellige områder indenfor ligestilling, om det er twerking, der er en sexet dans, der efter sigende skulle gøre kvinden til et stærkt seksuelt subjekt eller om det er behovet for at fjerne tabuer omkring menstruation eller om man vil fokusere på et brud med de sociale strukturer, der stadig hersker og hæmmer kvinden fordi det fastholder os i en position hvor der er en masse forventninger til hvordan vi skal opføre os og se ud.

Jeg synes ikke at de kampe er uvigtige som sådan og jeg er sikker på at der ikke er nogen af de fremtrædende, moderne eller elitære feminister, som ikke drømmer om en verden, hvor kvinder frit kan vælge om de vil have abort. En verden hvor ingen kvinder bliver omskåret og hvor alle må køre bil og har ret til at gå i skole.

Jeg tror på at det er en styrke at man specialisere sig inden for alle de her forskellige aspekter af kvindekampen, og at vi kan nå langt, hvis vi står sammen i stedet for at slå hinanden i hovedet med at noget er vigtigere end noget andet.

Men når det så er sagt, kan jeg også blive forvirret. Min tilgang til feminisme handler ikke særlig meget om mit køn og jeg synes at debatten om hvorvidt jeg må eller skal have hår under armene, fjerner fokus fra det jeg opfatter som essensen af kvindekamp. Nemlig kampen for lighed. Kampen for respekten og for anerkendelsen af ethvert menneskes værdi. Kampen imod undertrykkelse og diskrimination er en del af den kamp.

Hele det her fokus på individets frihed klinger enormt hult, hvis det får lov til at overdøve debatten om vores kollektive ansvar. Man kan ikke tale om kvindekamp uden at tale om økonomi. Jeg er barn af en ung alenemor til tre. Hun var takket være velfærdstaten i stand til at forlade min alkoholiske far. Takket være bistandshjælp/SU, børnepenge, friplads, boligstøtte osv.

Dem der bliver hårdest ramt af kontanthjælpsloftet er enlige forsørgere og 78 % af dem er kvinder. Nedskæringer i velfærd rammer altså skævt.

De liberale vil mener at vi har ligestilling fordi vi har lige muligheder og jeg er da glad for lige muligheder og lige rettigheder, men mennesker har forskellige udgangspunkter og forskellige forudsætninger og hvis man tager det med i ligestillingsdebatten, kommer vi ingen vegne.

Når man skærer ned på uddannelse, sygehusvæsen og generel velfærd, har det konsekvenser og det rammer især kvinder.

I dag så jeg en video, hvor en teamleder fra Institut for menneskerettigheder sagde at et stærkere EU var løsningen, når det kommer til ligestillingen, fordi nogen i EU, har sagt noget abstrakt om ligeløn. Men vi har for det første at gøre med et EU, der ikke giver kvindelige (eller mandlige) parlamentsmedlemmer ret til barsel og for det andet dikterer nedskæringer på velfærden i medlemslandene. Kommissionen skal godkende vores finanslov hvert år, så uanset hvad danskerne vil, har vi meget snævre rammer for at udvikle os i retning af lighed mellem kønnene.

Nogle kalder EU for et solidarisk projekt. Vi skal deles om alt det gode. Og det lyder smukt med fri bevægelighed. Men dem som kommer til Danmark for at tage en gratis uddannelse og få SU, er oftest dem som i forvejen har ressourcer. Dem der er allermest udsat kan ikke bare flytte til et andet land. Og hvis de gør det, er de så desperate at de tager imod hvilket som helst job, uanset arbejdsforholdene og lønnen. Det presser naturligvis danskere ud i ledighed, men når store dele af arbejdsstyrken i forlader et land, hvilket er tendensen i de fattigere EU-lande, har det også konsekvenser for dem der bliver tilbage.

I Rumænien er 1 million indbyggere flyttet ud af landet siden 2010 (de blev en del af EU i 2008) og i de baltiske lande er der også tilsammen knap en million færre indbyggere siden 2005 (medlemsland siden 2004).

Det efterlader de allermest udsatte og de ældre og børnene. Hvordan man kan få sig selv til at kalde det solidarisk, er for mig et under.

EU taler om harmonisering af løn- og arbejdsforhold. Så når en dansk håndværker i gennemsnit tjener 11 gange så meget som en håndværker i Bulgarien, så hvad? Skal vi mødes på halvvejen?

Det synes jeg ikke vil skal og det handler ikke om at jeg ikke vil dele, men om processen og vilkårene. De folkevalgte medlemmer af parlamentet kan ikke stille lovforslag.

De må stemme om de forslag kommissionen kommer med og det er et håbløst udemokratisk system, der giver vælgere i EU meget begrænsede muligheder for indflydelse.

Og jeg har svært ved at se hvordan begrænset indflydelse skal gavne kvinderne eller nogen andre.

Et uigennemskueligt system og den nedladende retorik vi fx lagde øre til efter vores nej til afskaffelse af retsforbeholdet, hvor Uffe Elleman dagen efter, lige pludselig mente at demokrati måske ikke er så smart, gavner kun de højrenationalistiske og populistiske bevægelser. Og jeg skal ikke kunne sige hvad de mener om kvindekamp, men i min optik er kampen for lighed mellem kønnene og kampen for lighed mellem mennesker af forskellig etnicitet den samme. Det handler om menneskeværd og det har racister næppe i fokus.

Så lad os få magten tilbage til folket og Danmark ud af EU!