Den britiske EU-modstand er på march og har lært os ordet BREXIT. Også vores friheder er på spil, og vores kamp hedder nu DAXIT.

Kronik bragt i Arbejderen 25. maj 2017, af Jakob Lindblom, Folkebevægelsen mod EU i Aarhus

Der er røre i EU-modstanden. Mod alle spådomme stemte et flertal nej til at ophæve retsforbeholdet, og med briternes Brexit er katten ude af sækken for alvor. Nu er det ikke bare nye traktater, der stemmes ned, men selve EU-medlemskabet.

Det er en gave for EU-modstanden herhjemme, men hvordan kommer vi så videre?

For det første skal vi passe på ikke at nære illusioner om, at EU faktisk kan ændres i en social eller grøn retning. Det vil aldrig lykkes at dreje EU’s traktater i en sådan retning imod den europæiske storkapitals og EU-elitens interesser.

Den vetoret, EU-eliten har taget fra befolkningerne, har de nemlig beholdt selv. Blot én borgerlig regeringsleder som Orban i Ungarn er nok til at forhindre progressive traktatændringer.

Det betyder, at der kun er udmeldelsesstrategien tilbage, hvis man vil genvinde sit demokrati og generobre muligheden for at føre en anden og solidarisk politik.

DAXIT, DAXIT og DAXIT

Men hvordan vinder vi så en udmeldelse? Her nævner Karen Sunds fra Folkebevægelsen, Djursland, i sin kronik i Arbejderen den 6. april, at der skal opbygges en bred bevægelse over to krav. En folkeafstemning senest et år efter britisk udtræden og lige mange ressourcer til ja og nejsiden.

Jeg er ikke uenig i kravene, men skal vi have held med disse krav, så skal vi gribe det meget mere lavpraktisk an. Læren af Brexit-afstemningen var i mine øjne Brexit – altså selve ordet Brexit. Ord skaber sin egen dynamik, sin egen magt.

Dette aspekt kan ikke fremhæves nok, og vi kender det fra en lang række andre politikområder. Spørger man folk, om de vil have velfærd eller skattelettelser, har svaret altid lydt velfærd.

Forudsætningen for at få skabt en stærk bevægelse for en folkeafstemning er ikke at snakke med ligesindede organisationer og nøglepersoner om nogle krav. Der er vi slet ikke endnu.

Forudsætningen er at skabe et ligestillet valg, hvor befolkningen snakker om EU-medlemskabet på en måde, den ikke gør i dag. Kort sagt, få etableret ordet DAXIT som et naturligt sprogligt alternativ til EU.

Har vi den sproglige ramme klar i form af ordet DAXIT, så kan vi begynde at udfylde denne ramme. Så kan vi pege på alle de positive ting ved DAXIT, og vi tvinger pludselig ja-siden til at diskutere vores dagsorden. En ting, som ellers har været komplet umulig uden for de egentlige folkeafstemningsperioder.

Ja selv til EP-valgene har det været næsten umuligt. Vores første og største hovedprioritet er derfor at få folk til at forstå og bruge ordet DAXIT. Simpelthen få det etableret som normalt i den politiske dagligdags sprogbrug. Det skal vi alle bidrage til.

Ordet skal indgå i Facebook-opslag, debatter, læserbreve og hvad vi ellers laver. I Folkebevægelsen mod EU’s kampagneudvalg har vi taget ordet til os og lavet uddelingsaviser, klistermærker, løbesedler og badges med DAXIT. Vi skal ikke være bange for, at andre bruger ordet.

Tvært imod er det kun en gave, hvis både højre- og venstreorienterede EU-modstandere og medier tager begrebet til sig. Lige som Dansk Folkeparti (næsten) altid vinder på at tale udlændinge, så vinder vi på DAXIT.

Gør EU-modstanden positiv

DAXIT-kravet vil givetvis blive mødt med beskyldninger om nationalisme og trusler om økonomisk ruin. Det skal vi være klædt på til, men i stedet for straks at gå i defensiven og forsvare os, så skal vi tegne det positive billede af, hvad vi så vil med vores EU-modstand.

Da den britiske premierminister Theresa May trykkede på udmeldelsesknappen i EU, skete det med en tale om, at nu skulle Storbritannien tage magten tilbage og lave sine egne love og bygge et land, som deres børn og børnebørn kan være stolte over at kalde hjem.

Herhjemme er vi gode til at forklare alle EU’s ulykker, men vi er for dårlige til at turde drømme højt om de muligheder, som en udmeldelse vil give os, for at skabe forandring, og for at revitalisere vores demokrati ved at bestemme lovene selv.

Det er vores frihed, det handler om. Dette er lære nummer to fra Brexit. Vi skal turde drømme og tegne de positive visioner.

I takt med dette vil vi også nemmere kunne imødegå de skræmmekampagner, som uvægerligt vil komme. Det vil blive et positivt tilvalg af DAXIT fremfor et negativt fravalg, hvor man vejer onderne op imod hinanden: EU’s dårligdomme contra frygten for den økonomiske skræmmekampagne.

Det betyder ikke, at vi ikke allerede nu skal afmontere de forventede skræmmekampagner. Læren fra 1972 var klart, at man sagtens kan skræmme et ja igennem, hvis frygten for ens job steg. Derfor er et fokus på handel og økonomi stadig vigtig, men vi kan gøre det nemmere for os selv med den positive modfortælling.

Hvor står vi nu?

De næste to år bliver afgørende. Formår vi at bruge Brexit-forhandlingerne til at vinde kampen om DAXIT-ordet og sætte denne dagsorden bredt i befolkningen, så står vi med alle kort på hånden til at gøre næste EU-parlamentsvalg til et egentligt DAXIT-valg.

Så er briterne også endeligt ude, og vi kan bruge deres aftale som springbræt for en egentlig bevægelse med krav om folkeafstemning. Men det er i denne rækkefølge tingene skal lykkes. Derfor alle sammen:

Lad os tage ved lære af briternes erfaring og skabe vores positive vision uden for EU. Lad os kalde det DAXIT, og lad os ikke forsømme en eneste mulighed for at bruge netop dette ord. DAXIT skaber nemlig DAXIT. Men det kræver hårdt arbejde.