Af Jesper Morville
På denne højtidelige dag, den 25. marts, fylder EU 60 år. I den anledning bliver der holdt mange skåltaler; og de ledende politikere i EU-systemet benytter lejligheden til en fed gang propaganda i håb om at vende den negative holdning blandt særdeles mange folk til hele unionsprojektet.
Skåltalerne vil først og fremmest slå på, at ”EU er et fredens projekt”, og at der ”ikke har været krig i Europa siden EU’s stiftelse”.
I Tyskland har aviser bragt et indstik i anledning af, at ”Europa fylder 60 år” (jeg troede, Europa var ældre), der med fede overskrifter hævder, at EU har skabt ”fred og frihed”.
Lad os i den anledning kaste et blik på baggrunden for dagens fødselar.
Baggrunden for det EF, der traktatfæstedes den 25. marts 1957 i Rom, er Kul- og Stålunionen.
Da den kolde krig brød ud i slutningen af 1940-erne, pressede USA på for fælles fodslag mellem sine vesteuropæiske allierede. NATO stiftedes i 1949; dog uden Vesttyskland. Men USA ønskede også et militært genoprustet stærkt Vesttyskland. Det kunne vække nogen bekymring i nabolandene. Men: i maj 1950 tog den franske udenrigsminister Robert Schuman tyren ved hornene og foreslog skabelsen af et ”kul- og stålfællesskab” mellem primært Frankrig og Vesttyskland (men åbent for andre), hvor landenes respektive sværindustrielle ressourcer underlagdes en fælles ”høj myndighed” – hævet over demokratisk kontrol – og udnyttedes i fællesskab. Således kunne man endegyldigt fjerne risikoen for at landene genoprustede hver for sig og kunne rette våbnene mod hinanden.
Tankevækkende nok udbrød Koreakrigen næsten samtidigt med Schuman-erklæringen. Og Schumans forslag realiseredes hurtigt efter, da traktaten om Det europæiske Kul- og Stålfællesskab undertegnedes i 1951 mellem Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg.
NATOs militærpolitiske rammer og Kul- og Stålfællesskabets overtagelse af forvaltningen af medlemslandenes sværindustrielle ressourcer sikrede, at Vesttyskland fik mulighed for militær oprustning og kunne yde sit bidrag sammen med de øvrige vesteuropæiske lande til kampen mod den fælles fjende østpå.
”Fred og frihed”! Sat på spidsen kan man sige, at militær oprustning og afmontering af medlemslandenes demokratiske kontrol over egne ressourcer var de vigtigste formål med dannelsen af EU’s forgænger, Det europæiske Kul- og Stålfællesskab.
Da det fælles marked med Romtraktaten i 1957 udvidedes til flere områder end kul og stål, bevaredes den ”høje myndighed”, der er hævet over demokratisk kontrol, nu med navnet ”EF-kommissionen”. Og det er fortsat denne udemokratiske institution, der ikke står til ansvar for nogen vælgere, der har eneret på at fremsætte lovforslag i EU. ”Frihed”?
Hvis EU således på mange måder var et koldkrigsprojekt, rettet imod en fælles fjende, snarere end et fredsprojekt, kunne man tro, at den kolde krigs ophør havde givet anledning til overvejelser og et retningsskift i Fællesskabets politik.
Rygter vil vide, at den daværende formand for EU-kommissionen Jaques Delors fældede bitre tårer ved nyheden om Berlinmurens fald. Sand ellert ej symboliserer historien, at EU’s eksistensberettigelse hang nøje sammen med den kolde krig. Og hvad blev så EU’s reaktion? Maastricht-traktaten, der på alle områder betød øget centralisering og integration i dybden, og nedfældede grundlaget for den fælles mønt, den fælles rets- og den fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Og siden er det bare blevet værre for hver ny traktat – med øget centralisering, militarisering og afmontering af, hvad der er af velfærdsordninger i medlemslandene.
Skåltalerne vil hurtigt blive glemt. Men kampen imod EU vil fortsætte.