Af Ib Christensen
En af de væsentligste forudsætninger for at vinde tilslutning til en dansk frigørelse fra EU er at kunne anvise et realistisk og konkret alternativ til EU-medlemskabet. Det er ikke nok, at man nonchalant erklærer, at der er mange alternativer. De fleste danskere accepterer EU-medlemskabet uden begejstring, men i en tro på, at der ikke er noget realistisk alternativ.
Danmark er et af de lande i verden, der har den største udenrigshandel pr. indbygger. Vi er ekstremt afhængige af at kunne handle frit med omverdenen. 900.000 danske arbejdspladser er afhængige af den friest mulige handel i Europa og i verden. Derfor er det fatalt, at vi som EU-medlem er låst fast i en toldunion, oven i købet en protektionistisk en af slagsen, der gennem en kombination af told og tekniske handelshindringer uden begrundelse i miljø eller forbrugerhensyn fordyrer forbrugerpriserne og øger virksomhedernes omkostninger.
Det er derfor afgørende, at vi genvinder vor handelspolitiske selvstændighed. Det betyder, at vi må udtræde af EU. Men da det er afgørende vigtigt at bevare frihandelen med EU, må medlemskabet af EU afløses af en frihandelsaftale. Det vil også være i EU´s interesse. Grønland fik en glimrende aftale ved sin udtræden af EF, og Brexit vil også resultere i en god frihandelsaftale med EU, for det er i begge parters interesse. Det vil jo være tåbeligt af EU at straffe sig selv i fornærmelse over, at et land forlader unionen.
Men vi behøver ikke at afvente Brexit, for der er eksempler nok på sammenlignelige lande, der har bevaret deres suverænitet og samtidig opnået glimrende frihandelsaftaler med EU, nemlig EFTA-landene Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein. Derfor bør et frit og selvstændigt Danmark genindtræde i EFTA. EFTA-landene har omfattende frihandelsaftaler med en lang række store og mindre lande kloden over og indgår konstant nye frihandelsaftaler.
Tre af EFTA-landene: Norge, Island og Liechtenstein deltager gennem EØS i EU´s indre marked. Schweiz har derimod valgt en tilvalgsordning, hvor de kun deltager i det indre marked i det omfang, de finder det overensstemmende med deres nationale interesser. Det vil klart være at foretrække for Danmark at vælge den schweiziske model. Kun hvis det er en uomgængelig politisk forudsætning for at vinde flertal for en dansk udtræden af EU, at EU-medlemskabet erstattes af EØS-modellen, bør den accepteres.
Her må man være opmærksom på, at EU ikke er international samarbejdsorganisation, men en statsdannelse. Med fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles forsvarspolitik med et fælles forsvar under opbygning, en økonomisk-monetær union med fælles valuta- og pengepolitik, fælles økonomisk politik, styring af finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, en fælles regering (kommissionen), et parlament, en domstol og en centralbank. Siden starten i 1957 er EU-staten uafbrudt blevet mere og mere omfattende, og det uden for enhver virkelighed at forestille sig en tilbagerulning.
De frihedsgrader, EFTA-landene har – selv de tre af dem, der deltager i EØS – er derfor store. Forskellen mellem EFTA-landene og EU-landene er forskellen mellem at være et frit og selvstændigt land eller være en delstat i en forbundsstat. Briterne var kloge, da den valgte Brexit, for, som de siger: ”The more interdependent, you are, the more you need independence”.
Ib Christensen