Den politiske situation er skærpet, globalt og herhjemme. Linjerne trækkes skarpere op og Enhedslistens ledelse har valgt side. Israels ret til at eksistere som apartheid- og terrorstat skal ikke anfægtes, mens palæstinensisk modstandskamp stemples som terror – og modstand mod NATO’s og EU’s krigsoprustning er helt vasket af. Fuldt og helt stiller de sig bag dansk imperialisme og gør sig klar til ministerposter. Enhedslisten skal stå renskurede og parate når de banker på Mette Frederiksens dør.
Enhedslisten har aldrig været et revolutionært parti, men et parti der har nævnt socialisme i sit program, og har tiltrukket folk på en kritik af kapitalismen og imperialismen. De har kunnet gøre det ved at fremstå som modstandere af krig, af NATO, EU, af siddende regeringers nedskæringspolitik. Men aldrig helt klare i mælet og med en ledelse der i stadig større grad har optrådt som støtter af den socialdemokratiske udgave til administration af det kapitalistiske Danmark.
Modsætningerne i det imperialistiske system er skærpede og Vesten viser tænder for at fastholde USA’s og Europas vaklende førerposition i verden overfor konkurrenterne. Den politiske ledelse af monopolernes danske stat kaster masken på mange måder. Der handles ligeud på monopolernes behov: Ekstra milliarder til krig, nedskæringer på velfærd, diktat af minus-overenskomster. Åben støtte til Israel, mens modstandkamp skal fordømmes som terror og solidaritet som antisemitisme. Skal et angiveligt venstrefløjsparti ind i regeringens varme kræves der klar stillingtagen – er I med os eller imod os. Enhedslistens ledelse med Pelle Dragsted i spidsen har taget stilling. Enhedslisten er nu EU-tilhængere, NATO-tilhængere, helt i front når det gælder våben til den imperialistiske styrkeprøve i Ukraine, tilhængere af at booste våbenindustrien.
I den praktiske klassekamp har Enhedslisten i stadigt højere grad optrådt ødelæggende. For blot at nævne nogle enkelte eksempler kan vi tage kampen for at komme ud af EU. Her satte de sig på ledelsen af Folkebevægelsen mod EU, fik arrangeret et valgteknisk samarbejde med Enhedslisten til EU-parlamentsvalget, hvor de kom ind på Folkebevægelsens stemmer. Senere sprang de ud som fuldblods EU-tilhængere. Ved det seneste EU-parlamentsvalg kom de ind ved at fremstille sig selv som solidariske med palæstinensernes kamp, for blot at forråde dem efterfølgende. Se nogle af de mange aktuelle eksempler i links under denne artikel.
I den daglige klassekamp har strategien for samarbejde med Socialdemokratiet altid svækket enhver kamp mod regeringen, da de parlamentariske og taktiske hensyn altid vil spille ind. I afgørende øjeblikke, som talere ved demonstrationer, igennem ledende roller i bevægelser har Enhedslistens faktiske funktion ofte været at gøre bevægelserne ufarlige, blot brikker i et parlamentarisk spil og kompromis, hvor krav mod regeringens faktiske angreb bliver til appeller om dog at vælge en anden politik. Dette har naturligvis ikke udelukket, at der også har været medlemmer af Enhedslisten der ærligt har kæmpet for den fælles sag.
Enhedslistens ledelses nu helt åbne tilslutning til regeringen, til NATO, EU, til krigsoprustningen, til Israels ret til at eksistere som apartheidstat vækker modstand blandt deres egne medlemmer og ikke mindst blandt antiimperialister udenfor Enhedslisten, f.eks. mennesker der forventer at Enhedslisten arbejder mod Israels folkemord. I den store og aktive solidaritetsbevægelse er mange chokerede og rasende over Enhedslistens holden hånden over Israel, over partiets opbakning til regeringens ”antisemitisme”-projekt, der kriminaliserer solidariteten. Rasende over Enhedslistens afstandstagen til palæstinensernes legitime modstandskamp.
Fra Enhedslistens ledende folk er det nu planen, at kritikere og fraktionen Rødt Venstre skal kunne ekskluderes og på et ekstraordinært årsmøde skal partilovene ændres, så dette gøres lettere og konkret bliver muligt for de toneangivende.
Rødt Venstre på deres side ønsker at forblive i Enhedslisten, der altid har bygget sig op på et princip om at kunne have fraktioner indenfor partiet, et trotskistisk og maoistisk princip, hvor modsatrettede synspunkter kan eksistere i samme parti. Hvor et parti kan have revolutionære fraser, men ikke noget fælles program for at ændre samfundet, ikke nogen analyse af klassekræfterne, af imperialismen eller en klar opfattelæse af hvad der menes med socialisme eller revolution og vejen dertil. Hvor både tilhængere og modstandere af NATO, EU, for og imod imperialisme kan leve sammen og danne en uklar politik uden klar revolutionær retning.
For borgerskabet har det den fordel at unge mennesker med antikapitalistiske synspunkter kan blive holdt fast i en for systemet helt ufarlig bevægelse. Nu vil Enhedsliste-toppen imidlertid omdanne partiet til et rent parlamentarisk og socialdemokratisk projekt i jagten på personlig magt og ministerposter. På den baggrund står Enhedslisten lige nu langt mere afsløret end nogensinde i befolkningen og blandt kampvillige, alle de mange der kan se kapitalismens råddenskab udfolde sig i Israels folkemord, i økonomien, hvor almindelige mennesker skal finansiere monopolernes krige, i den skruppelløse ødelæggelse af klimaet og verdens folks fremtid.
Der er brug for politisk klarhed, for revolutionær politik, for en enhedsfront mod imperialismen, der er ikke brug for Enhedslisten.
Læs også udtalelsen fra APKs 10. kongres: Vi vil fortsat bekæmpe de riges, arbejdsgivernes og krigsherrernes politik – For en revolutionær forandring
Se tidligere artikler om Enhedslisten og deres skadelige rolle i klassekampen
Jeg er ikke på moralsk vildspor, jeg vil bare have en venstrefløj med rygrad, tak!
Invasion og innovation i Ukraine – Mette Frederiksen og Enhedslisten hånd i hånd for…
Enhedslisten i markant ryk mod højre
Enhedslistens årsmøde: Programændringer om EU og NATO-medlemskab
13. maj 2022
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
