Rigshospitalet i solidaritet med Gaza

Søndag den 10. november markerede sundhedspersonale fra Rigshospitalet sin solidaritet med kollegerne i Gaza. Læge Christopher Blom Salmonsen talte:

“Kære kollegaer

Tak til jer der er mødt op. Da jeg stod her for et år siden, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle stå her igen 365 dage senere. 365 dage af et nu 400 dages langt folkedrab, og en dansk regering der fortsat er tavse som graven, men her står vi.

Det var ikke en let ting at skrive denne tale. Ikke fordi der ikke er nok at sige. Nej, problemet er at der er for meget der burde siges. Problemet var også at det hele allerede er blevet sagt af bedre folk en jeg. Folk med større relevans, enten via deres tilknytning til Palæstina, eller anden relevant ekspertise. Hvad har jeg som almindelig dansk hvid mand at bidrage med i den nuværende katastrofe. Jeg er sundhedsfaglig, men det gør mig ikke til ekspert i sundhedskriser, så heller ikke her føler jeg mig kompetent. I sidste ende besluttede jeg mig for, blot at tage udgangspunkt i min vej hertil og min egen oplevelse med folkedrabet.

Jeg vælger i min naivitet at tro på at vi alle kommer til verden med en retfærdighedssans. En ide om rigtigt og forkert, som hvis fordret gør, at vi vokser til mennesker med empati. Rent sundhedsfagligt siger statistikken at under 2% af en befolkning i gennemsnit fødes med sociopati. Det vil sige, manglende evne til at sætte sig i andre folks sted, eller mere specifikt, at føle empati. Det er dog vigtigt at påpege, at en person der lider af sociopati, ikke er forhindret i at indtage posten som statsminister.

Min egen retfærdighedssans blev første gang udfordret da jeg var dreng. Jeg var opslugt af de indfødte amerikaneres historie. Jeg læste om dem, så film og dokumentarer. Jeg tror at det var første gang jeg stiftede bekendtskab med folkedrab, og den følelse af uforstående afsky det vækkede. Hvordan i noget univers kunne mennesker behandle hinanden på den måde? Det var det første Amerikanske producerede folkedrab, og i dag står vi konfronteret med deres seneste. Israel står nemlig ikke som ene garant i den her massakre. Nej, det er lige så meget USA, England, Tyskland og ja, Danmark der aktivt medvirker i den største af forbrydelser imod menneskeheden. Hvad enten det er ved diplomatisk læ, videreformidling af ubekræftede løgne, forsyning af våben og komponenter, indførelse af vanvittige love for at knægte ytringsfriheden, eller blot uimodsagt stiltiende accept.

Og tilbage, her et år senere, står jeg mere end noget andet i måbende vantro. Hvordan kan det land jeg er født og opvokset i, støtte denne stat, etableret på den etniske udrensning af et oprindeligt folk. En etno-stat. En besættelsesmagt. Et apartheidstyre. En bosætter-koloni i en tilstand af folkedrabs-mani. Der er ikke gået en dag i statens korte og dog alt for lange liv, hvor den ikke har brudt med de konventioner der blev manifesteret i året for dens fødsel. De konventioner der blev nedfældet for netop at undgå gentagelsen af den største af forbrydelser. Men her står vi.

I vantro. Jeg besøgte engang Cambodia. Jeg så et træ. Det blev kaldt ”the killing tree”. Det blev brugt til at henrette de babyer, hvor patronerne kunne spares under Pol Pots folkedrab. Jeg fik kvalme da jeg så det. Hvilken afgrundsdyb ondskab. Jeg fangede mig selv i snigende racistiske tanker. Der måtte være noget i deres kultur der gjorde at de kunne agere så grusomt, tilskrive liv så lidt værdi.

Enkelte snigskytteskud til hovedet af legende børn. Det er hvad amerikanske læger udsendt til Gaza dokumenterede. Ikke en nævnelse i danske medier, ikke et fordømmende ord fra danske politikere. Gruppevoldtægter og tortur i fængslerne, kunne Human Rights Watch dokumentere med film, billeder og beskrivelser. Ikke en nævnelse i danske medier, ikke et fordømmende ord fra danske politikere. Israelske besættelsesstyrker der leger på deres ofres efterladte trehjulede. Ikke en nævnelse i danske medier, ikke et fordømmende ord fra danske politikere. Få af utallige eksempler. Hvilken afgrundsdyb ondskab.

Så hvorfor hører vi stadig kun om 7. oktober og de falasier den Israelske besættelsesmagt slyngede om sig. Hvorfor hører vi om Israels ret til at forsvare sig selv og aldrig om Palæstinensernes ret til at forsvare sig selv. Imod besættelse, imod apartheid, imod daglige krænkelser og ydmygelse, imod fængsling og tortur uden rettergang, imod psykisk og fysisk vold, imod mord. Palæstinensere må være det mest tålmodige folkefærd på denne grønne klode. Ingen befolkning havde fundet sig i, hvad det palæstinensiske folk har lidt under.

I mellemtiden er Israel blevet en ledestjerne for den højredrejning og nationalisme der har ramt den globale kapitalistiske verdensorden. Beundret for deres immunitet overfor international lov. Bedste venner med neo-Nazister som Viktor Orbán og Socialdemokrater som Rasmus Stoklund, som skriver at Danmark skal ud af ”dukserollen” og skal have ret til at ignorere domme fra Menneskerettighedsdomstolen. Den absurde divergens i ønsket om at gå i Israels fodspor og opnå deres egen etno-stat, baseret på en ubegrundet frygt for, netop hvad det palæstinensiske folk er og har været udsat for i de sidste 76 år. Hvad Israel står for. Et fremmed folk der flytter ind og etnisk udrenser landet for den originale befolkning. Det er hele grobunden for den bølge af islamofobi der i de seneste årtier er løbet som en ildebrand igennem mange vestlige nationer. De to entiteter kan ikke adskilles. Der er en årsag til vestlig ligegyldighed og komplicitet. Til dansk ligegyldighed og komplicitet. Efter kapitalismens indbyggede ligegyldighed for menneskeliv og det militærindustrielle kompleks, står tilbage i enlig vulgær belysning, racismen.

Det følgende er en løs oversættelse af en præsentation fra de studerende på Londons universitet for økonomi og politik.

For allerede da folkedrabet begyndt var mange af os, det vil sige, mennesker med samvittighed og empati, hjemsøgte af de rædsler der blev begået imod palæstinenserne. Endnu mere så, på grund af det globale Nords åbne og u-apologetiske, om end forventede, støtte til det intensiverede folkedrab og kolonialisme. Men vi blev også kvalt af den institutionelle og politiske stilhed og censur, også fra lægeforeningens side, specielt set i lyset af krigen i Ukraine, hvor alverdens institutioner, selskaber, kendte og politikere nærmest skubbede hinanden af vejen for at være de første til at komme med offentlige deklarationer om støtte. Kontrasten til folkedrabet i Palæstina kunne ikke have været mere oplysende. Ja, nærmest blændende. Mange af os, ikke mindst kollegaer med en mørkere glød en jeg selv, føler os kvalte og fremmedgjorte af institutioner der ikke vægrer sig, eller stiller spørgsmål ved deres støtte til folkedrab og apartheid. Og det burde minde os alle om Aimé Césaires observation, at Nazisme blot var kolonialisme internaliseret. Det vil sige, europæisk kolonialisme begået imod andre europæere. Og at fordømmelsen fra den vestlige verden over nazisternes folkedrab, havde mindre at gøre med forbrydelsens natur, som de med glæde påførte alle andre steder på kloden, både før, under og efter holocausten, men i stedet relaterede sig til ofrenes natur, at det blev begået imod andre hvide mennesker. Det har aldrig været tydeligere.

Divergensen i det officielle respons fra institutioner og politikere har været kvælende åbenlys. Når det kommer til stykket, er deres liv mindre værd end vores, de må ikke tale for højt, de må ikke sætte brune liv højere end hvide følelser, de skal opføre sig pænt eller risikere lovens åg.

Senest er en 16-årig pige fra Aalborg blevet idømt 30 dages betinget fængsel for terrorstøtte efter en Facebook-kommentar, én blandt flere verserende sager, imens en tidl. Politiker og politisk kommentator for Berlingske Tidende frit kan hylde mordet på børn i et pågående folkedrab. Hvilken afgrundsdyb ondskab.

Og hvad er terrorisme? Hvilket vulgært ord. En titel, tildelt af dem med magten til de magtesløse. Af morderne til de myrdede. Besætterne til de besatte. Koloniherrene til de koloniserede og fordrevne.

Ligesom Israel udnytter oprøret den 7. oktober til at færdiggøre den igangværende etniske udrensning af det oprindelige folk, har den danske regering fået en undskyldning. En undskyldning til yderligere stramninger, så politiske dæmoner som Frederik Vad kan gå ud og sige, at også velintegrerede indvandrere forsøger at omstøde det danske demokrati indefra. Denne Islamofobi og racisme kvæller sig ud, uimodsagt imens beskyldninger om antisemitisme fyger om ørerne på os der blot søger solidaritet med et folk som verden har forrådt. For, hvad er antisemitisme, hvis ikke en lov der sammenstiller jødedommen, med et etnokratisk apartheidstyre? Israel er i sin konception en antisemitisk entitet, påduttet det palæstinensiske folk af en koloniherre, som ikke selv ønskede den jødiske flygtningestrøm der opstod efter Europas seneste folkedrab.

På det her tidspunkt vil jeg kort nævne min historielærer fra gymnasiet, Jens Kramshøj, som var den første der præsenterede mig for den Palæstinensiske frihedskamp, om end han aldrig ville bruge det ord i undervisningen. Han gik altid til undervisningen med neutral dokumentation og vidneberetninger fra alle involverede parter og lod eleverne træffe deres egne konklusioner. Og her er pointen – går man objektivt til denne konflikt, ophører det ord med at have nogen betydning. For, hvori ligger konflikten i en kolonialistisk besættelse?

Og det lyder måske mærkeligt, men det er heri jeg finder håb. Håbet ligger hos den yngre befolkning som endnu ikke er korrumperet af vestlige løgne. Der skal ikke mere end simpel u fordrejet historisk fakta til, for at enhver kan se den uretfærdighed det palæstinensiske folk er udsat for. Og det er den unge befolkning der i fremtiden vil være med til at give det palæstinensiske folk retfærdig sejr og kompensation for uforskyldte lidelser.

Og netop derfor, fordi der ikke skal mere til, kan vi ikke vakle i vores determination og engagement. For der er ingen tvivl om at vi står over for den vigtigste kamp i vores tid. Palæstina er FN konventionernes og menneskerettighedernes sidste bastion. Da chefanklageren ved den internationale domstol søgte arrestordre på krigsforbryderne Netanyahu og Galant fik han at vide at den slags kun var til for Afrika og forbrydere som Putin. NEJ. Enten er international lov og menneskerettigheder for alle, eller også falder de, og med dem den verdensorden der blev søgt opbygget efter 2. verdenskrigs rædsler. Og vi må og skal alle, høj som lav, brun som hvid, kristen som jøde og muslim, kæmpe videre og gribe den menneskelighed der lige nu smuldrer for øjnene af os og dens bødler, her i det globale nord.”