En revolutionær platform for kvindekampen – et kritisk syn på Enhedslistens feminismeprogram

Af Dorte Grenaa,
formand for Arbejderpartiet Kommunisterne

Artikel fra APKs teoretiske tidsskrift
Enhed og Kamp 1, 2018

 
Frem mod APKs 7. kongres: Kongresdebat


Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp” er et slogan, der er gået igen i mange feministiske programerklæringer. Senest i Enhedslistens feministiske delprogram ”Feminisme er kampen for frigørelse” fra 2017. 

For at det skal blive mere end en påklistret sætning, kræver det som minimum, at man opererer med klasser og klassekamp. At kapitalismen ikke bare opfattes som et ulige og uretfærdigt samfund, men som et klassesamfund. Bukserne holder ikke, hvis man i mangfoldighedens og transseksualitetens navn vil skræve hen over klassemodsætningerne. Virkeligheden tvinger en til at vælge side i den aktuelle klassekamp.

Kvinder tilhører ligesom mænd forskellige klasser og lag. De to hovedklasser, borgerskabet med dets magt og finanselite på den ene side og arbejderklassen med dets dybeste lag på den anden side – har helt modstridende interesser og krav til bedre fremtid.

Ingen vil bestride, at kvinder som de to søstre Agnete Kirk Thinggaard og Sofie Kirk Kristiansen i Lego-koncernen med en formue på 155,4 mia. kr. og søstrene Anette Olsen og Charlotte Petersen, der er hhv. hjemmehjælper og reformramt fleksjobber, intet har tilfælles, når det gælder kvindekamp og klassekamp.

Eller at forkvinderne for LO og FTF, Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey, der tjener over 100.000 kr. mere om måneden end deres medlemmer, har samme interesser på spil i kampen mod lavtløn og for ligeløn, som sosu-assistenten og sekretæren har her op til OK 18. (1)

Lego, som alle andre virksomheder, tjener sin formue på lavtløn, underbetaling, social dumping, effektiviseringer, længere arbejdstid m.m. Fagtoppen får millionlønninger for at lande minus-overenskomster, der skærer dybere og dybere i arbejds- og leveforhold og hårdt tilkæmpede rettigheder.

Mette Frederiksen (S) fik som beskæftigelsesminister i 2013 en rundhåndet milliongage og livslang ministerpension for at gennemføre sygedagpengereformen og førtids- og fleksjobpensionsreformen og overføre de mange sparede millioner til skattelettelser til erhvervslivet. Reformerne trækker stadig et spor af tusindvis af knuste skæbner og liv efter sig.

Det klinger derfor fælt og hult, når nogle forsøger at lave en ”cross over” og sige, at nu kan vi presse samme Mette Frederiksen til at kæmpe for arbejderkvinders velfærd og mod de riges skattelettelser, hvis bare vi skaber en stærk nok rød blok med en venstreopposition, der kan holde hende fast. Det er rent valgflæsk.

Det er klart, at arbejderkvindernes kamp for frigørelse ikke kan være klasseløs feminisme. Den kan ikke adskilles fra arbejderklassens samlede kamp, hverken den dagsaktuelle klassekamp eller den revolutionære kamp for socialisme.

Har man ikke det kompas i sin forståelse af kvindespørgsmålet til at handle efter, ser vi, det går galt, som det gør for Enhedslisten.

Forræderi over for den sociale bevægelse

De sociale bevægelser har vist sig som en omfattende social kraft mod de asociale reformer. De består i høj grad af arbejderkvinder, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet pga. nedslidning, arbejdsskader og arbejdsløshed, af enlige mødre, der nægtes kontanthjælp til at forsørge sine børn, eller som må vælge mellem penge til husleje eller mad hele måneden.

De sociale bevægelser havde i månedsvis forud for kommunalvalget i november 2017 aktioneret ved jobcentre mod uværdig sagsbehandling, kontrol og magtmisbrug og ikke mindst mod reformernes konsekvenser i form af manglende tildeling af førtidspensioner, der kunne sikre de berørtes eksistens.

Enhedslisten og Alternativet gik til valg på at ændre forholdene for de reformramte. Men de kunne knap vente til fordelingen af borgmesterposter i Københavns Kommune, før de valgte de reformramte og posten som beskæftigelsesborgmester fra og forærede den til den Venstre-kvinde, der var gået til valg på at øge klapjagten på de arbejdsløse.

Kvindekamp – et klassespørgsmål

Enhedslistens feminisme og opgør med ulighed rakte ikke til de udstødte kvinder (og mænd) i arbejderklassen. Da det kom til stykket og der skulle tages stilling i klassekampen, sprang de i målet og lod arbejderkvinderne i stikken. Med en beskæftigelsesborgmester i København havde de kunnet være talerør for de sociale bevægelsers og de ansattes krav, de kunne have afsløret svineriet og aftalerne bag magtens mure om at lade syge og arbejdsløse betale for reformer og erhvervsstøtte, de kunne have afsløret, hvor langt det er muligt (og ikke muligt) at ændre tingenes tilstand inden for de nuværende rammer. Det ville have været konkret kvindekamp som klassekamp på arbejderklassens side.

Det er ikke en tilfældig svipser eller tilfældigt, når feminismen ikke ser kvindekamp som et klassespørgsmål. Når den ikke stiller sig på arbejderkvindernes side og solidarisk med deres krav og kamp. Der går en direkte rød tråd tilbage fra den feministiske Rødstrømpebevægelse, der i slut 70’erne endte med at sælge arbejderkvinders krav til fordel for deres egen klasses karrieremuligheder og flere kvinder på ledelsesposter. Og endnu længere tilbage til kampen for kvindernes valgret, hvor den borgerlige kvindebevægelse solgte de fattige kvinders (og mænds) stemmeret, da de selv havde fået deres.

Det er en konsekvens af ikke at stå fast på arbejderklassens side. Det udstiller Enhedslisten som et reformistisk venstresocialdemokratisk parti og ikke et revolutionært parti. Et parti, for hvem poster, stemmer og parlamentarisk indflydelse og troværdighed i det politiske establishment er det, der tæller mest, når det kommer til stykket. Og som et parti, der ligger under for sine egne parlamentariske illusioner.

Heller ikke partiet Feministisk Initiativ eller Alternativet kommer i nærheden af at se kvindekampen i et klasseperspektiv. De taler til gengæld heller ikke om klassekamp, men ren ligestillingskamp mellem mænd, kvinder og LGBT-personer. (2)

Arbejderkvinderne i centrum

Det har afgørende betydning, at man i sit kvindepolitiske program og grundlag står fast og arbejder ud fra, at det er arbejderkvindernes krav og kamp, der står i centrum. Arbejderkvinderne er ikke hjælpeløse ofre, men hovedkraften for at skabe forandring – også for kvinder i andre klasser og lag.

At arbejderkvinderne står i centrum, udelukker ikke det brede flertal af kvinder. Tværtimod betyder det en kvindebevægelse, der tager fat om hele spekteret af kvindelivet – børn, bolig, pension, uddannelse, arbejde, social sikring, offentlig velfærd og sundhed, diskrimination, vold mod kvinder, sexisme, kamp mod krig og racisme.

Nogle vil stadig hæve, at arbejderkvindernes krav og kamp er for snævert et udgangspunkt, også selvom man tager hele kvindelivets problemstillinger med, alene af den årsag, at arbejderkvinderne kun udgør en lille gruppe i kvindebevægelsen. Men også der går man fejl, hvis man tror det.

For hvem er arbejderkvinderne i dag? Det er kvinderne i industrien – både den traditionelle og hele den voksende service-industri med bl.a. rengøring hos ISS. Det er buschaufføren, parkeringsvagten, hotelpersonalet, sosumedhjælperen og -assistenten eller sekretæren, for at nævne nogle fag.

Arbejderkvinderne udgør størstedelen af de 100.000, der holdes ude af det ordinære arbejdsmarked – de tvangsaktiverede på kontanthjælp og sygedagpenge, de arbejdsløse og førtidspensionisterne. De udgør flertallet af de pensionister, der kun har deres folkepension at leve af. Og de er blandt de unge, der aldrig kommer ind i ordinær uddannelse og arbejde, men udelukkes på forhånd.

Feminismen indsnævrer

Pædagogens, folkeskolelærerens og sygeplejerskens livs- og arbejdsforhold ligner mere og mere arbejderklassens kvinders, da der sker en proletarisering af grupperne med de mellemlange uddannelser, med usikre ansættelser, uligeløn, stadig mere pressede arbejdstider og arbejdsforhold, stadig færre offentlige kollektive velfærds- og omsorgsordninger, der kan få familie og arbejdsliv til at hænge sammen og sikre værdige børne- og ældreliv.

Selv for dem, der kæmper sig op ad den sociale rangstige med en høj uddannelse, er vejen fra at stå som nyuddannet arbejdsløs til kontanthjælpsmodtager i dag meget kort.

Det sociale system er blevet reformeret tilbage til, at kvinder og mødre igen helt kan miste deres økonomiske eksistensgrundlag og ikke længere kan forsørge sig selv og sine børn. Det er et uhyrligt tilbageskridt for kvinder i Danmark. Det betyder, at kvinder dømmes til afhængighed af en mand og hans indkomst. At stå uden indtægt har været kvindernes mareridt gennem generationer og årsag til megen ydmygelse, vold og nedværdigelse.

Kampen for at få afskaffet de asociale reformer, et krav arbejderklassens kvinder (og mænd) rejser og går på gaden med, gavner ikke bare dem selv. At få skrottet reformerne og erstattet dem med social sikring vil samtidig også være en sikring af DJØF’eren og alle de andre.

Så frem for at være en indsnævring af kvindekampen betyder klasseaspektet af kvindekampen, at kvindebevægelsen kan omfatte det brede flertal af kvinders krav. Feminismen i politisk forstand og praksis vælger arbejderklassens kvindekamp fra og bliver dermed indsnævret til de højere uddannede kvinders lag og grupper og deres problemstillinger.

Overenskomstkamp er også kvindekamp

Også i faglige sammenhænge og kampe står reformismen og socialdemokratismen for klassesamarbejde i modsætning til klassekamp. Vi ser det gang på gang ved overenskomstforhandlingerne. Også nu ved OK 18 for de offentligt ansatte.

Kravet fra de store kvinde- og lavtlønsgrupper om reel ligeløn er skudt til hjørne med fagtoppens afledning om, at det kun kan løses af Folketinget med en ligelønspulje på 5 mia. kr. I øvrigt et genbrugsønske, som fagtoppen tidligere har brugt til at indsnævre ligelønskampen til et parlamentarisk spørgsmål om Folketingsflertal frem for et kvinde- og klassekampsspørgsmål.

Efter de store ligelønsstrejker blandt de offentlige kvindefag i 2007 og overenskomstkampen i foråret 2008, hvor sosumedhjælpere og -assistenter i ældreplejen over hele landet, hospitalspersonale – ikke mindst sygeplejerskerne, der strejkede i 59 dage – og pædagoger der strejkede, ja, så solgte fagtoppen som bekendt kravet med en lille lønstigning, en ligelønskommission og et ønske om en offentlig ligelønspulje fra Folketingets side.

Igen ved OK 18 rejses krav om minimale lønstigninger, hvor man indbyrdes hos topforhandlerne kan slås, om det skal være i procenter, der giver mest til de højtlønnede mænd og akademikere, eller i kroner, der giver mest til de lavtlønnede kvinder.

Selv en fagforening som FOA med flest lavtlønnede kvinder har rejst krav om en individuel fritvalgsordning, hvor man kan vælge mellem et lille løntillæg eller pensionstillæg, og hvor man nogle steder kan vælge mellem seniordage og den sjette ferieuge eller lønudbetaling. Og det i en situation, der skriger på sikring af kollektive rettigheder omkring reel ligeløn, retten til ordinære fuldtidsjob og kortere arbejdstid med fuld lønkompensation.

Heller ikke kravet om nedsat arbejdstid – 6 timers arbejdsdag med fuld lønkompensation – slap igennem fagtoppenes udvælgelsesfiltre. Det er urealistisk, siger de reformistiske fagbosser. Man må ikke stille krav, der kan røre erhvervslivets profit og formuer, det vil skade dansk konkurrenceevne, der skal sikre velfærd!

Faglig organisering og kvindeorganisering

Dele af fagbevægelsen mener i deres egen selvforståelse, at de er dem, der bedst varetager arbejderkvindernes kamp i dag. Og der er dele af den såkaldte venstrefløj, der hylder denne strategi.

Til det er der flere ting at sige. Tidligere, hvor der i mange kvindefag var lokale klubber og afdelinger med en stærk fagopposition på en klassekampslinje, var disse et godt udgangspunkt for arbejderkvindernes krav og kamp. De forholdt sig bredt til kvinders arbejds- og sociale forhold og forstod nødvendigheden af at organisere bredere kvindefora, der rakte ud over fagbevægelsens rammer. (4)

I dag har fagbevægelsen udelukket store grupper af de arbejdsløse, de unge og de reformramte fra at være medlemmer og rejser ingen af deres krav. Tværtimod sidder fagtoppen i trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne og Løkke-regeringen og aftaler nedskærings-jobreformer og nye tvangsaktiveringer af de reformramte.

Fagbevægelsen har indsnævret sig til en eksklusiv forening for dem med nogenlunde fast arbejde. Og indsnævret sin deltagelse i klassekampen til, hvad dens top definerer som ”rent faglige spørgsmål”. Det betyder ikke, at fagbevægelsen ikke er vigtig, men at den hverken kan være garanten for arbejderkvindernes krav og kamp eller den samlende organisering for alle arbejderkvinder.

Program eller nørderi

Feminisme er kampen for frigørelse, og feminisme er frigørelse på mange planer, hedder det i Enhedslistens program. Men hvad betyder det?

Kvindernes frigørelse må nødvendigvis betyde, at vi kæmper for at frigøre os fra kvindeundertrykkelsens snærende bånd. For ikke kun at symptombehandle på de mange udtryk, det har livet igennem, må man i sit program gå til roden af problemstillingen – årsagen til kvindeundertrykkelsen, årsagen til kønnenes fortsatte ulige stilling i samfundet.

Enhedslistens program kommer aldrig frem til at sige, hvad den egentlige årsag er. Der peges på normer, kulturer, traditioner, kønsopdelt arbejdsmarked, strukturelle problemer. Til gengæld er det helt klart i spyttet på, hvad der ikke er årsagen. Det hedder således:

Den kapitalistiske økonomi har ikke skabt kønsrollerne og uligheden mellem kønnene, men arbejdsgiverne kan drage fordel af uligheden, eksempelvis gennem en økonomisk gevinst ved at kvinder arbejder til en lavere løn og samtidig løfter størstedelen af opgaverne i hjemmet.”

Dermed må man sige, at Enhedslisten i sit kvindepolitiske program har trukket en tyk streg mellem sig selv og den revolutionære kvindebevægelse og den videnskabelige socialismens syn på kvindeundertrykkelse og kvindekamp som klassekamp.

Kvindernes underordnede stilling som køn opstod med den private ejendomsret til de samfundsskabte værdier. Med den blev klassesamfundet med rige udbyttere og fattige udbyttede, med undertrykte og undertrykkere skabt. Med den blev patriarkatet med mandens overordnede stilling som køn skabt. Historiens udvikling har vist os, at så længe den private ejendomsret er det grundlæggende princip i samfundsudviklingen, så længe eksisterer uligheden – også mellem kønnene. (3)

Den kapitalistiske økonomi og det kapitalistiske samfundssystem er årsagen til den særlige kvindeundertrykkelse. Kvindernes frigørelse er ikke et diffust og abstrakt begreb, det er helt konkret afskaffelsen af det kapitalistiske system og af den private ejendomsret. Først da kan man tale om kvindernes mulighed for endelig frigørelse. Hvilket på ingen måde står i modsætning til, at vi på vejen dertil i klassekampen kan og skal frigøre os fra mange normer og kvindeundertrykkende og kvindefjendske opfattelser.

Der er ikke tale om teoretisk nørderi, om man mener, at det ene eller det andet er årsagen. Det har afgørende konsekvenser for, hvordan man vil føre kvindekamp og klassekamp.

Hvad Enhedslisten programmatisk lægger frem, adskiller sig ikke fra gængs reformistisk socialdemokratisk kvindepolitik, selvom deres beskrivelse af virkeligheden er anderledes. Begge taler om et opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked, gennem at piger og kvinder får bedre uddannelse og andre karrierevalg. Et opgør gennem en kulturrevolution i samfundet mod normerne om, hvad piger kan. Og som skal værdisætte kvinders arbejde højere, så vi kommer af med lavtlønnet kvindearbejde.

Det er præcis, hvad Socialdemokratiet og fagbevægelsens top har sagt i årtier. Det er konklusionen på tonsvis af ligestillings- og ligelønskommissioners skriblerier. Og hvor langt er vi kommet med det?

Vi står nu med den højest uddannede generation af unge kvinder nogen sinde – der fortsat har dobbeltarbejde og må arbejde hårdere end deres mandlige kollegaer for at holde fast i arbejdsmarkedet. Vi står med en voksende andel af nye generationer, der aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet, men blot regnes som arbejdskraftreserve. Vi står med en uligeløn, der går den forkerte vej efter 100 års protester. Vi står med kvindeundertrykkende reklamer og opfattelser, der igen stikker sit reaktionære hoved frem.

Den strategi for kvindekampen og klassekampen har spillet fallit for længe siden. Og kvindernes ligestilling går den gale vej.

Allerede Clara Zetkin (4) slog efter Oktoberrevolutionen i 1917 fast som en væsentlig erfaring, at kvindernes endelige frigørelse kun kan vindes gennem revolution, afskaffelse af det kapitalistiske system og opbygningen af socialismen. Og det gælder fortsat i dag, fordi årsagen og nøglen til at forandre den fortsat er den samme.

Enhedslisten skriver, at de ønsker et feministisk socialistisk samfund, at feminisme er socialisme, at de ønsker en demokratisk revolution og et nyt samfund. Men uden at sætte arbejderklassens kamp i centrum og med en reformistisk strategi, som de forveksler med klassekamp, hænger det ikke sammen og forbliver tågeslør og i bedste fald fromme ønsker.

En revolutionær platform

Det er en ældgammel og evigt ung erfaring i den revolutionære kvindebevægelse, at det er nødvendigt at kæmpe sammen og ikke alene. At der er brug for en selvstændig organisering/ organisme, hvor kvinder sammen kan støtte hinanden, udvikle sig, græde og le sammen, hente fælles energi og kræfter til at stå imod alt det, man er oppe imod i klassekampen.

Det kræver mange gange, at ”Kloge-Åge” ikke overtager scenen, men at kvinder lærer at stole på sin egen styrke og egne kræfter – også når det gælder klassekamp og samfundsforhold. Det kræver en organisering, man kan føle sig tryg i, hvor alle bidrag er vigtige og tæller med, og hvor det er arbejderklassens solidaritet og handling, der tæller.

Det kræver, at der iværksættes en proces omkring en revolutionær platform for kvindekampen i dag og derigennem opbygges et systematisk arbejde blandt kvinder, der kan danne udgangspunkt for en sådan organisering. Vi kan bruge 8. marts 2018 – Kvindernes Internationale Kampdag – som led i dette.

En revolutionær platform for kvindekampen er ikke det samme som et partiprogram for revolution og socialisme. Det revolutionære består i et klart klasseaspekt med hele arbejderklassens kvinders krav og kamp i centrum. At se kvindekampen som særlig og helt nødvendig del af den fælles klassekamp. At perspektivet er, at kvindernes endelige frigørelse kun kan vindes gennem revolution og opbyggelse af socialisme. Og at den er åben for alle kvinder, der kan tilslutte sig dette.

Alle de mange kvinder, der hver dag kæmper for dagen og vejen, for en tryggere og bedre fremtid, for at forandre verden og et revolutionært alternativ, har brug for, at vi løser denne opgave.

Dorte Grenaa er blandt talerne her – se facebook
Revolutionær 8. Marts: Slut med at være pæne piger

Læs Dorte Grenaas pjece (pdf)

Kvindekamp: Rul de nyliberale reformer tilbage (2014)

Se også

Dorte Grenaa på KPnetBlogs

2018: Klassekampe – Marx-år – APKs 7. kongres

Noter:

  1. Tal fra debatten om lønnedgang for fagtoppen på FTF’s kongres i 2009.
  2. Fællesbetegnelse for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
  3. Friedrich Engels (1820-1895): ”Familiens, statens og privatejendommens oprindelse”.
  4. Clara Zetkin (1857-1933) spillede en stor rolle i organiseringen af de tyske arbejderkvinder, både som teoretiker og som leder i den internationale socialistiske kvindebevægelse og i den kommunistiske tyske og internationale bevægelse. I 1910 grundlagde Zetkin Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts. Artikler af Zetkin er bl.a. udgivet på dansk i samlingen ”Arbejderkvinder i alle lande”.
  5. I december 1970 dannedes Initiativgruppen for ligeløn som en tværpolitisk gruppe af fagligt og politisk aktive kvinder fra forskellige fagforeninger og kvindeorganisationer og Rødstrømpebevægelsen, der gik sammen ind i kampen for ligeløn. Den mobiliserede tusindvis af kvinder og mange kvindearbejdspladser frem til overenskomsten i 1973. Her solgte fagtoppen ligelønskravet for princippet om ”lige løn for lige arbejde”, hvilket var en ren formel indrømmelse. På de store kvindelige lavtlønsområder arbejdede der kun kvinder, så det fik ingen reel betydning. Derimod betød det indførelsen af arbejdsvurderinger, der lige siden har vurderet kvinders arbejde lavere.
    I 1973 dannedes Kvindefronten på en politisk platform for kvindernes frigørelse som en del af klassekampen. Kvindefronten tog bl.a. initiativ til en landsdækkende 8. marts-bevægelse med arrangementer i 18 byer i 1982. Mens resten af Rødstrømpebevægelsen sammen med Lesbisk bevægelse skilte sig fra samarbejdet med arbejderkvinderne på en ren feministisk platform.

 

Dette er en artikel fra KPnet. 
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 6. februar 2018