Cuba står fast mod den amerikanske imperialisme. Indtil videre

CIA-chefen John Ratcliffe var i maj i Havanna for at true Cuba og præsident Miguel Díaz-Canel til underkastelse. Vil cubanerne igen formå at stå imod?

Af Revolusjon, Norge

Der er ingen tvivl om, at den cubanske regering er under meget stort pres, når den finder det nødvendigt at modtage sin ærkefjendes efterretningschef og lytte til hans absurde beskyldninger om, at det er det lille Cuba, der truer USA, og ikke omvendt. USA gav Cuba et tilbud på 100 millioner dollar i »hjælp« til gengæld for »grundlæggende ændringer« i landets styreform. Dette frække tilbud er fremsat sideløbende med nye sanktioner mod den genstridige østat. Der er modstridende oplysninger om, hvorvidt Cuba har været villig til at overveje tilbuddet, eller om »tilbuddet« overhovedet er blevet fremsat.

Mødet i Havanna fandt sted samtidig med, at Donald Trump mødtes med præsident Xi Jinping i Beijing. Intet tyder på, at der blev indgået nogen gensidig »byttehandel« mellem USA og Kina om, at de skal holde sig væk fra hinandens nærområder, dvs. Taiwan og Cuba. Cuba er associeret medlem af BRICS og Den Nye Udviklingsbank. Samtidig er det usandsynligt, at Kina vil træde til for Cuba, når det for alvor går løs, og slet ikke militært.

Slut med olie og strøm

Den eneste grund til, at Cuba har brug for hjælp, er netop den ulovlige amerikanske blokade, der har tømt landet for brændstof og dermed også strøm. Sundhedsvæsenet, juvelen i det cubanske velfærdssystem, er ved at bryde sammen. Hospitalerne har ikke strøm til køling, respiratorer og medicinsk overvågning, og flere patienter er døde. Høje sommertemperaturer gør situationen endnu værre.

Cubanerne var afhængige af olieleverancer fra Venezuela. Disse ophørte, efter at USA kidnappede Venezuelas præsident Maduro og hans kone ved årsskiftet og lukkede for olieleverancer til Cuba ved et dekret fra Trump den 29. januar. USA’s mafiametoder har i realiteten sat regeringen i Caracas under amerikansk administration.

Siden da har USA indført en næsten total olieblokade mod Cuba, på trods af at et par russiske tankskibe og et tyrkisk generatorfartøj er sluppet igennem. Cubanerne har nu kun strøm i nogle få timer om døgnet.

På BRICS-forumet i Indien den 15. maj oplyste udenrigsminister Bruno Rodríguez Parrilla, at »Cuba står over for truslen om direkte militær aggression fra USA og lider under virkningerne af en brutal blokade af brændstofforsyningerne, hvilket udgør en stigende trussel mod international fred og sikkerhed og et brud på international ret samt de universelt accepterede regler for international handel og fri sejlads».

Nationale beredskabsøvelser

Det er åbenlyst, at USA forsøger at tvinge en løsning à la Venezuela igennem på Cuba i håb om, at den stadigt forværrede økonomiske situation vil få befolkningen til at opgive sin frihed i håb om at få elektricitet og mad på bordet. Det cubanske folk er verdens mest standhaftige, når det gælder om at modstå materielt og psykologisk pres udefra, men de er ikke immune. Der er allerede tegn på social uro, og Cuba massemobiliserer til nationale beredskabsøvelser mod kriminalitet, korruption og »mangel på social disciplin«.

I slutningen af juli mødtes nationalforsamlingen i Havanna for at drøfte og godkende en række økonomiske og administrative »transformationer«, det vil sige økonomiske reformer, for at imødegå krisen. I virkeligheden er der tale om delvis privatisering, blandt andet inden for dele af landbruget. De statslige virksomheder får større autonomi til individuelt at fastsætte lønninger og priser. Desuden svækkes den centrale valutakontrol ved, at alle administrative procedurer for åbning af udenlandske valutakonti hos banker i det finansielle system »afskaffes«. Cubas centralbank skal ikke længere på forhånd godkende »godkendelse og kontrol af konti i udenlandske banker for økonomiske aktører« samt for forskellige former for udenlandske investeringer.

På den anden side hæves mindstelønssatserne, og myndighederne forsikrer, at det avancerede cubanske velfærdssystem fortsat vil have højeste budgetprioritet.

Spørgsmålet er, hvor længe dette kan opretholdes, samtidig med at staten løsner grebet om sektorer, der er afgørende for landets økonomiske prioriteter og den nationale suverænitet. Fidel Castro (født 13. august 1926) ville helt sikkert have været bekymret, hvis han havde levet til sin 100-årsdag.

Læs også

USA retter fokus mod Cuba

USA’s ydmygelse i mødet med iranernes standhaftige modstand og effektive udnyttelse af kontrollen over Hormuz-strædet har givet Trump og Rubio grund til at aflede opmærksomheden fra fiaskoen.

Krigen mod Iran er yderst upopulær, også i USA. Tanken på at vinde en historisk »sejr« over det forhadte og oprørske Cuba, blot 160 kilometer fra Floridas kyst, kan være mere fristende. For udenrigsminister Marco Rubio har dette været den bærende tanke gennem hele hans politiske karriere, efter at hans forældre flygtede til Florida, da diktatoren Batista måtte give op over for det revolutionære oprør ledet af Fidel Castro.

Det vil også være mere i overensstemmelse med Trumps opdaterede nationale sikkerhedsstrategi (også kaldet Donroe-doktrinen). Doktrinen fokuserer på at »genindføre og håndhæve Monroe-doktrinen for at genoprette amerikansk overlegenhed på den vestlige halvkugle«. Cuba står øverst på listen, når USA vil etablere total herredømme på og omkring det amerikanske kontinent.

I et officielt kommuniqué lover Cuba, at landet ikke vil tillade andre stater (læs: Rusland og Kina) at udøve nogen form for militær aktivitet på øen. Herved imødekommer Havanna indirekte kravet i den amerikanske sikkerhedsstrategi om, at »vi vil nægte konkurrenter uden for [den vestlige] halvkugle muligheden for at placere styrker eller andre truende ressourcer, eller at eje eller kontrollere strategisk vigtige ressourcer, på vores halvkugle«.

Det officielle kommuniqué, som vi gengiver i boksen nedenfor, er en tilbagevisning af absurde amerikanske påstande om, at Cuba støtter terrorisme og udgør en »sikkerhedstrussel«. Men det kan også læses som en delvis imødekommelse af amerikanske politiske og militære krav.

Kommuniké fra den cubanske regering den 14. maj 2026 – Pligten til at forsvare uafhængigheden

Folkets Nationalforsamling fordømmer den folkemorderiske amerikanske aggression og fastholder pligten til at forsvare »den umistelige ret til selvbestemmelse«. Erklæringen fra den 29. juli siger blandt andet:

»Nationens forpligtelse til at forsvare den umistelige ret til selvbestemmelse, sikre sin uafhængighed og beslutsomheden om at opbygge socialismen er solide søjler, der ikke er genstand for forhandling.

To præsidentdekret, dateret den 29. januar og den 1. maj, er konkrete eksempler på politikken om maksimalt pres, der har kollektiv afstraffelse af et helt folk som filosofi. Hertil kommer den berygtede anklage mod hærgeneral Raúl Castro Ruz, leder af den cubanske revolution.

Gentagne trusler om militær aggression udgør en international forbrydelse, således som det er nedfældet i FN-pagten. Hvis en uansvarlig handling af denne art bliver til virkelighed, vil den møde hård og urokkelig modstand fra det cubanske folk, som ikke vil afgive en tomme af sit territorium, ikke engang den mindste del af sine suveræne rettigheder. Det vil føre til død og ødelæggelse og udløse et blodbad, men det vil ikke nå målet om at underkaste Cuba USA’s neokoloniale diktat, etablere en tilstand af afhængighed af landet eller Cubas tilbagevenden til det korrupte, brutalt uretfærdige og socialt tilbagestående samfund, hvor en fremmed magt ejede den nationale rigdom og blandede sig i landets indre politiske anliggender.

Den økonomiske krig, som landet udsættes for med samme formål – forstærket af den brutale energiblokade, foranstaltninger svarende til en søblokade og sekundære sanktioner mod dem, der suverænt handler og investerer i Cuba – søger at nå sine mål gennem kollektiv afstraffelse af hele befolkningen og dermed fremprovokere en humanitær krise. En adfærd, der også udgør en international forbrydelse og fortjener den bredeste fordømmelse i alle verdenshjørner.

«Cuba er ikke en trussel, hverken mod USA eller noget andet land på jorden. Vi er et ædelt folk, der redder liv, hvor andre ødelægger, og som sender læger og lærere, hvor andre sender bomber.»

Præsident Miguel Díaz-Canel

De katastrofale konsekvenser påfører det cubanske folk daglige lidelser på alle livets områder. Den amerikanske regering, der fungerer som bøddel, kan måle sine succeser på et barns død, fordi det ikke kan få den nødvendige behandling; operationer, der aflyses eller udsættes på grund af mangel på strøm eller tilstrækkelige materialer; familiens sorg på grund af mangel på elektricitet og vandforsyning eller umuligheden af at opbevare mad. Denne bøddel fejrer virkningerne af en stille, men nådesløs krig, som vil blive indskrevet i historien og i den nationale samvittighed, ligesom den kriminelle »Weyler-rekoncentration« er blevet det.

Hvordan kan et land i det 21. århundrede i det tredje årtusinde klare sig uden adgang til brændstof? Hvordan producere nok elektricitet? Hvordan opretholde vitaliteten i industrier, fabrikker, hospitaler…? Hvordan producere og transportere mad og medicin? Hvilken skæbne venter millioner af cubanere, hvis den magtfulde nabo i nordens kriminelle hensigter ikke stoppes?

Som hærgeneralen, lederen af den cubanske revolution, påpegede: »… I mødet med denne nye udfordring vil vi også gå sejrrigt ud af det.«

/…/

Forsamlingen advarer også om farerne ved den undertrykkende og McCarthy-lignende bølge, som USA forsøger at påtvinge sine egne borgere og udbrede over hele halvkuglen. Det ville være yderst uansvarligt at glemme eller ignorere den mørke historie om forbrydelser begået af staten og gennem flere årtier i nord, som gav anledning til den, og som blev gentaget med endnu større grusomhed af brutale diktaturer i flere latinamerikanske lande, til prisen af hundreder af tusinder af dræbte og forsvundne, samt ofre for sofistikeret tortur og andre ubeskrivelige forbrydelser.

På vegne af det cubanske folk opfordrer Folkets Magts Nationalforsamling parlamentsmedlemmer i alle lande til at forene deres stemmer og vilje for at forhindre amerikansk militær aggression mod Cuba, sætte en stopper for den stille og folkemordslignende krig, der påtvinges det cubanske folk, og forsvare fred, venskab og solidaritet.

Stop den energimæssige belejring og den kollektive afstraffelse af det cubanske folk!

Cuba vil have fred!

Lad os sige nej til krig!»

Artiklen er oversat fra Revolusjon, Norge
Cuba holder stand mot USA-imperialismen. Enn så lenge.