Bob Dylan og priserne

Bob Dylan har i 2016 fået Nobelprisen i litteratur. Den er mere end velfortjent, og snarere for sen end for tidlig. Se kommentaren her fra Kommunistisk Politik 12, 2012, da Obama tildelte Dylan en orden: ’68 døde i  2012,

68-generationen, deltagerne i det legendariske og forkætrede ungdomsoprør i Vesten, er for længst blevet bedsteforældre og grå i toppen. Den er på vej til at trække sig tilbage; mange er allerede pensionister. Nogle af dens politiske og musikalske ikoner er døde. John Lennon blev skudt af en amerikansk fascist.

Aldringen kan der i sidste ende ikke indvendes noget imod. Den er uundgåelig, og det er en vigtig kendsgerning, at oprørsånden lever videre hos mange. Men generationen er også blevet angrebet af den ene flok gribbe efter den anden. Og selvom Bob Dylan sang ’Forever Young’, synes oprøret ofte langt væk. Som om fortiden er stivnet og det ny ikke brudt frem.

Hvor man har kunnet slippe af sted med det er ’68 og dens store navne blevet koopteret. Der var næppe mange, der undrede s ig over, at ex-Beatlen Paul McCartney deltog i den pompøse hyldestkoncert til den engelske regents 60 års jubilæum.

Meget passende sang han “Ob-La-Di, Ob-La-Da”, umiddelbart før dronningen med familie indtog scenen.

Ridder Sir Poul stillede op sammen med en håndfuld andre af samme slags: Cliff Richard med Congratulations, og  Tom Jones og Elton John som glade royale medløbere..

John Lennon troede ikke på The Beatles, erklærede han efter opløsningen– og skrev hudløse sange om en anden verden end kapitalismens. Imagine! Forestil jer bare!

Kun en uge før den stort anlagte dronningefest i et stadig mere reaktionært officielt Europa lod generationens største musikalske geni Bob Dylan  sig hylde i Det Hvide Hus  af Barack Obama med den højeste amerikanske civile orden Medal of Freedom.

Manden, der for altid nedbrød populærmusikkens grænser og erobrede nyt land for bade virkelighed, fantasi og følelse, blev dekoreret sammen med krigsforbrydere og massemordere som Madeleine Albright og den israelske præsiden Shimon Peres.

Den amerikanske præsident har en dødsliste over terrorister, som han hver tirsdag holder møde med sine antiterrorfolk om. Her vælger han sammen med to andre, hvem der skal dræbes af illegale dronefly.

Han hængte egenhændigt medaljen om halsen på Bob Dylan, mens han erklærede, at der ikke var en større gigant i amerikansk musikhistorie – og at Dylan havde åbnet verden op for ham, da han – præsidenten – gik i college.

Ingen tvivl: Dylan er en af de allerstørste. Han fortjener al ære og respekt, og lidt til, Hvordan kan det så være, at Obamas medaljeophængning virkede som bøddelens kys?

Det understregede i al fald, at 1968 er afgået ved døden i 2012. Verden fortjener en ny revolutionær generation. Den er der allerede, i Tunesien, Ægypten, Latinamerika. Måske også i Europa og USA. Der er brug for den.

Se også

Hun gav sin generation ansigt: Joan Baez bliver 75
KPnet 9. januar 2016

Netavisen 6. juni 2012