Vi bringer her den afsluttende resolution fra den internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr 2026, som blev vedtaget af deltagerne.

I løbet af de seneste ti dage har vi, unge fra hele verden, været samlet på den 29. antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr. Vi er 900 unge fra 21 lande – fra Nord- og Sydamerika, Afrika, Asien og Europa. Sammen har vi oplevet ti dage fyldt med solidaritet, venskab og kammeratskab.
Grænser, sprog og forskellige kulturer skiller os fra hinanden, men alt dette træder i baggrunden, når vi erkender, hvad der forener os: I løbet af de seneste ti dages diskussioner har vi set, hvad ungdommen i forskellige dele af verden står over for. Trods vores forskellige baggrunde møder vi de samme problemer overalt.
Ungdommen hører til blandt de mest udbyttede og undertrykte dele af samfundet. Ofte får vi de laveste lønninger, arbejder under usikre ansættelsesforhold og kan ikke finde en bolig, vi har råd til. Mange af os er ude af stand til at skabe det liv, vi drømmer om, fordi systemet sætter profit over menneskeliv. Det viser sig blandt andet ved, at 1,6 milliarder mennesker mangler en ordentlig bolig – et resultat af en verden, hvor nogle få menneskers ret til at tjene på andre står over alles ret til en menneskeværdig bolig. I de fattigste lande har kun omkring 15 procent af de unge adgang til en videregående uddannelse. Selv i de rigere kapitalistiske lande er mange studerende tvunget til at forlade universitetet, fordi de ikke har råd til at fortsætte. Vores skoler og universiteter lider under nedskæringer; der mangler undervisere, materialer og ordentlige læringsforhold, og uddannelsessystemet bliver i stadig højere grad privatiseret.
Når vi søger arbejde, støder vi på endnu flere forhindringer. Omkring en fjerdedel af alle unge i verden – 262 millioner mennesker – er hverken under uddannelse eller i arbejde. For dem, der arbejder, er usikkerhed ofte den daglige virkelighed: Omkring 60 procent af de unge arbejdere er beskæftiget i den uformelle økonomi uden sikrede rettigheder eller social beskyttelse. I de fattigste lande stiger denne andel til over 90 procent. Kvinder rammes desuden særligt hårdt af mange af disse udviklinger. Nedskæringer, usikre arbejdsforhold og utilstrækkelig beskyttelse mod vold skærper undertrykkelsen af kvinder. På verdensplan stiger antallet af kvindedrab og tilfælde af kønsbaseret vold. Samtidig bliver de traditionelle kønsroller i de enkelte lande stadig mere fastlåste. Også regeringerne presser i stigende grad kvinder tilbage i hjemmet, hvor de udsættes for endnu større risiko for vold. Det, vi har brug for, er en fælles, organiseret kamp mod nedbrydningen af den sociale velfærd, undertrykkelsen af kvinder, racismen og krigen.
Vi har lært, at vi kan forandre denne virkelighed, når vi organiserer os. I Brasilien gik skoleelever i strejke og opnåede, at der blev oprettet skolekantiner for at bekæmpe sult på skolerne. I Bolivia gik arbejdere og unge på gaden mod neoliberale reformer, som gør livet dyrere. I Serbien opstod en omfattende studenterbevægelse, som krævede et opgør med korruptionen og flere investeringer i uddannelse. I Indien har unge opbygget en stærk bevægelse mod korruption i uddannelsessystemet og fyldt gaderne med protester. I Spanien og Mexico organiserer unge sig for retten til en ordentlig bolig for alle. Disse kampe viser os, at verden ikke behøver at forblive, som den er. Forandring er mulig, når mennesker organiserer sig og kæmper sammen.
I stedet for at løse menneskers problemer forsøger fascistiske og reaktionære bevægelser at rette vreden i samfundet mod arbejderklassen selv – og især mod migranter, kvinder, LGBTI-personer og andre undertrykte grupper. Samtidig bliver forsøgene på at bringe ungdommen til tavshed og forhindre os i at organisere os stadig mere omfattende. Men ungdommen er fortsat en af modstandens stærkeste kræfter.
I Tyrkiet, hvor fascismen vinder frem, har Erdoğan-regeringens undertrykkelse af demokratiske rettigheder og oppositionen taget til. Efter anholdelsen af Istanbuls borgmester organiserede studerende boykotter på universiteterne, sluttede sig til landsdækkende protester og blev en af bevægelsens ledende kræfter. I Tunesien har arbejderorganisationer, unge og demokratiske kræfter fortsat deres kamp for rettigheder og demokrati. I Burkina Faso fortsætter unge, fagforeninger og demokratiske kræfter med at organisere sig for folkets selvbestemmelse og uafhængighed. Alle disse eksempler viser os noget vigtigt: Selvom fascismen kan antage forskellige former i forskellige lande, tjener den altid lignende formål. Fascismen forsøger at ødelægge den arbejdende befolknings landvindinger, svække organiserede bevægelser, splitte samfundet og lade befolkningen betale for de kriser, som systemet har skabt. Tilstedeværelsen af væbnede styrker, militariserede politienheder og paramilitære grupper øges. Denne udvikling er også et direkte angreb på vores livsgrundlag som mennesker, der kæmper for et bedre liv. I år, mens der på overfladen blev skabt en smuk ramme om VM i fodbold, blev vores kammerat Juan José Cruz Padilla dræbt i Oaxaca i Mexico. Vold som denne har til formål at skjule livets virkelighed i Mexico for den internationale offentlighed og gøre det muligt at fortsætte den neoliberale politik uden modstand.
Et af de tydeligste udtryk for kapitalismens krisetilstand er det stigende antal krige, imperialistiske angreb og folkedrab, som fremprovokeres af den amerikanske imperialisme. Folkedrabet på det palæstinensiske folk viser den brutalitet, dette system frembringer. Mens Ruslands angreb på Ukraine fortsat er i fokus, optrapper USA og Israel deres angreb på Iran, Yemen og Libanon. Disse krige fordriver millioner af mennesker, og hele samfund bliver militariseret. Samtidig med masserazziaer og deportationer i USA bliver migrationspolitikken i hele EU stadig mere restriktiv. I mange europæiske lande øger regeringerne militærudgifterne og sætter spørgsmålet om værnepligt på dagsordenen igen. Disse konflikter hænger sammen med de imperialistiske magters kamp om kontrollen over markeder og naturressourcer samt om geopolitisk magt. Den økonomiske blokade mod Cuba og forsøgene på at destabilisere Venezuela er en del af strategien for at bevare denne kontrol. USA og andre NATO-lande som Tyskland, Storbritannien og Frankrig spiller en central rolle i denne rivalisering om globalt overherredømme, men også andre imperialistiske magter som Rusland og Kina er en del af denne globale kamp.
Stillet over for denne virkelighed ser vi ikke passivt til. Verden over står ungdommen i spidsen for stærke bevægelser. De kræver et fuldstændigt stop for enhver form for samarbejde med Israel og mobiliserer til støtte for Palæstina. I Italien udløste dette krav en generalstrejke med 700.000 deltagere. I Storbritannien bidrog den beslutsomme modstand mod folkedrabet til premierminister Keir Starmers fald. Samtidig protesterede 50.000 skoleelever i Tyskland mod værnepligten. I hele Latinamerika forsvarer unge Cubas og Venezuelas suverænitet, mens studenterorganisationer i USA opbygger solidaritetsnetværk for at beskytte migrantmiljøer.
Også naturen er under angreb, fordi profit fortsat har forrang for både mennesker og planeten. Klimaforandringerne truer vores fremtid, og i mange dele af verden er ødelæggelsen af naturen en del af hverdagen. Kampe som modstanden mod GoldQuest-mineprojektet i Den Dominikanske Republik har vist os styrken i organiserede lokalsamfund. Når lokalsamfund, arbejdere, studerende og bønder slutter sig sammen, kan de standse eller forsinke projekter, der ødelægger deres miljø og livsgrundlag.
Ungdommen må kæmpe for en bedre verden
Disse kampe er ikke isolerede fra hinanden. De er forskellige udtryk for den samme modstand: modstand mod kapitalisme, krig, imperialisme, militarisering og fascisme. Fra universiteterne til arbejdspladserne og fra gaderne til lokalsamfundene viser organiserede unge igen og igen, at vi udgør en stærk kraft for international solidaritet, fred, selvbestemmelse og demokratiske rettigheder.
De seneste ti dages diskussioner har gjort det klart for os: I hvert eneste hjørne af verden findes der unge, som nægter blot at acceptere den virkelighed, de er blevet påtvunget. Alt for ofte forbliver unges kampe usynlige. De etablerede medier fortæller næsten ikke om de protester, strejker og bevægelser, der finder sted hver eneste dag. Men her har vi hørt beretningerne om unge, som organiserer sig, kæmper og arbejder for en anden fremtid.
Samtidig ved vi, at mange unge omkring os ikke nærer noget håb om, at noget kan forandre sig. Andre forsøger at overleve på egen hånd i et system, som fortæller os, at vi kun er ansvarlige for os selv. Vores vigtigste opgave er at ændre dette. Vi må udbygge vores bevægelser, så flere unge bliver en del af vores fælles kamp! For at opnå dette vil vi bringe kampen ud alle de steder, hvor unge befinder sig: på skoler og universiteter, på arbejdspladser og erhvervsskoler. Disse steder må ikke være et roligt bagland, mens krigene breder sig, fattigdommen vokser, og fascistiske kræfter bliver stærkere. De må blive steder for modstand. De må blive steder, hvor ungdommen organiserer sig, diskuterer, lærer og kæmper sammen.
Over hele verden ser vi ungdomsbevægelser, der sætter hele lande i bevægelse. Men vi ved også, at ungdommen ikke kan sejre alene. Vores krav kan kun blive til virkelighed, hvis vi kæmper sammen med arbejderklassen – med de mennesker, som hver eneste dag holder samfundet i gang. Det, der forener os, er vores fælles interesse. Vi kæmper for et samfund, der nærmer sig det, vi har opbygget her i løbet af disse dage: et samfund, der bygger på solidaritet frem for konkurrence. Et samfund, hvor ingen tjener på at udbytte andre. Et samfund, hvor vores arbejde kommer alle til gode og ikke kun nogle få. Et samfund, hvor magten ligger i folkets hænder. Vi kæmper for en verden, hvor fred ikke blot er tiden mellem to krige, men selve grundlaget for vores liv sammen.
Denne verden vil hverken blive foræret til os af regeringer eller institutioner. Den vil ikke opstå af sig selv. Den skal bygges op af folket. Med denne viden og nye styrke vender vi tilbage til vores lande – med klare mål. Lad os bringe erfaringerne, venskaberne og indsigterne fra disse dage tilbage til vores fællesskaber. Lad os organisere, hvor vi bor, studerer og arbejder. Lad os forbinde kampe på tværs af grænser og opbygge stærkere ungdomsbevægelser overalt.
Vi har en verden at vinde. Stop de imperialistiske krige! Leve den internationale solidaritet! Leve arbejderklassens og folkenes kamp!
9. august 2026
Oversat fra: Wir haben eine Welt zu gewinnen! Jugend weltweit gegen Faschismus und Krieg! – JUNG&LAUT
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne




