Er minedrift Grønlands eneste fremtidsmulighed?  

Debatoplæg

Den aktuelle debat omkring Grønland rummer mange aspekter. Der er spørgsmålet om minedriften, herunder storskalaloven med dens ret til at ansætte arbejdere på udenlandske overenskomster.

Om råstofferne i undergrunden skal hentes op og til hvis fordel og hvilke følger minedriften vil have for grønlænderne, for de traditionelle erhverv, for lønningerne, arbejdsforholdene, for miljøet og meget mere.

Også spørgsmålet om atomkraft og -våben rejses i forbindelse med den uran, der uundgåeligt følger med op af undergrunden, hvis de sjældne jordarter brydes. Endeligt blandes spørgsmålet om selvstændighed og afhængigheden af både Danmark og USA samt stormagternes rivalisering ind i det hele.

Sammenfletning af det politiske styre og kapitalinteresser

Ét virker dog påfaldende. Ledende politikere indenfor både den nuværende regering og oppositionen i Siumut er selv dybt involverede i mineinteresser på et helt privat plan.

Ledende politikere som Kupik Kleist (landsstyreformand), Ove Karl Berthelsen (råstofminister), Lars Emil Johansen (tidligere Siumut-formand, tidligere folketingsmedlem), Kaj Kleist (tidligere øverste departementschef) Søren Lyberth (tidligere borgmester), Hans Kristian Schönwandt (tidligere departementschef for Råstofsdirektoratet og medforfatter til den grønlandske råstoflov), er eller har været dybt involveret som enten stiftere, bestyrelsesformænd eller bestyrelsesmedlemmer i firmaer som London Mining, Greenland Mining and Energy, Kamma aps (transport i forbindelse med aluminium-mine), East Greenland Oil, Green Gems (mineralseskab) og Mineralhunt Services.

Posterne er i flere tilfælde blot blevet overgivet til hustru eller anden familie når vedkommende har fået en politisk post eller måske nærmere, når kritikken af dobbeltrollen er blevet for udtalt.
Kilde: Politiken d. 1. februar 2013

Regeringspartiet ’Inuit Ataqatigiit (IA) har en flot antiimperialistisk og antikolonialistisk fortid, men synes med denne sammenblanding mellem egne økonomiske interesser og politiske, at have et problem.

Valg udskrevet til Inatsisartut – Grønlands parlament d. 12. marts


Mineraler i Grønlands undergrund:

Guld
 Zink
Uran
Jern
Aluminium
Olie
Sjældne jordarter, til anvendelse i bla. mobiltelefoner, våben, vindmøller

Det nuværende Landsting er tilhænger af storskalaloven. En lov ’London Mining’, med kinesisk kapital i ryggen, stiller krav om, hvis de skal fortsætte investeringsplanerne. Ingen i Landstinget stemte imod, men Siumut stemte blank, måske af valgtaktiske grunde. De vil have sagen ’bedre belyst’ og stiller forslag om ’royalities’ så Grønland får et vist udbytte af minedriften.

En ekspertgruppe nedsættes nu i Danmark, der angiveligt skal forsøge, at finde en model så de udenlandske firmaer vil komme til at betale skat i Grønland.

I efteråret 2012 har London Mining imidlertid ændret sin selskabsstruktur, således at firmaets grønlandske datterselskab nu ejes via to skuffeselskaber i skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal.

Et andet selskab, der benytter sig af skattely, er selskabet Greenland Minerals & Energy, som har fundet store forekomster af sjældne jordarter og uran i Vestgrønland. Alt i alt lover det ikke godt for et kommende bidrag til den grønlandske skattekasse.

Det danske eksempel med at forære størstedelen af indtægterne fra olien i Nordsøen til A. P. Møller er nok heller ikke et mønster til efterfølgelse.

Skatteflugt i mineindustrien

I Afrika findes mange skræmmeeksempler på hvad værtslandet og dets befolkning får ud af de udenlandske investeringer i f.eks. minedrift.
Et eksempel på London Mining’s praksis i et fattigt land kan findes i Sierra Leone.

Her udgør mineindustrien næste 60 % af landets eksport, mens kun 8 % af statens indtægter stammer herfra. Store mængder profit føres således ud af landet uden skattebetaling.

I 2009 indgik London Mining og regeringen en aftale om en jernmalmmine i Marampa, der betød, at selskabet kun betalte 6 % i skat. Senere blev det sat op til 25 %, hvilket stadig er langt lavere end de 37,5 % som skattereglerne byder, at der skal betales for minedrift. Kæmpe profitter forlader landet i stedet for at være til gavn for befolkningen og opbygningen af det fattige land.

Oplysningerne er hentet fra artiklen
Skræmmeeksemplet Sierra Leone
http://www.information.dk/449799 (Information)

EU er med

EU har også kastet sig ind i kampen om Grønlands undergrund og arbejder med planer om at udvikle et privat europæisk-grønlandsk konsortium under industrikommissær Antonio Tajani. at Formålet er, at ’øge europæiske selskabers andel i de kommende økonomiske aktiviteter i Grønland’.

Antonio Tajani har besøgt Grønland og han og den grønlandske selvstyreformand Kuupik Kleist har i fællesskab skrevet en hensigtserklæring.

Uran og atomspørgsmålet

Den danske regering har uden nærmere undersøgelser vist sig villige til at ændre Danmarks nul-tolerance politik overfor uran, mens det grønlandske Landsting indtil videre afventer, med argumentet, at følgerne ikke er ordentligt undersøgt.

Nogle kapitalinteresser i Grønland:

’London Mining’ med kinesisk kapital gennem China Development Bank:
Investering på 14 milliarder i jernmine

Australsk mineselskab har fundet sjældne jordarter og Uran

’Alcoa’ – amerikansk aluminiumsgigant med et storskalaprojekt til  20 milliarder

Den danske regering ønsker salg af uran

EU arbejder med planer om at udvikle et privat europæisk-grønlandsk konsortium til udvindingen af Grønlands mineraler og sjældne jordarter.

Kilde:
Politiken d. 1.02.13

Ifølge Politiken afleverer det grønlandske råstofdirektorat en redegørelse, der skal fastslå en eventuel uranbrydnings påvirkning af blandt andet folkesundheden og miljøet og hvis den ikke indeholder større anmærkninger, tegner der sig umiddelbart et flertal for uranbrydning.

Uran henregnes under sikkerhedsspørgsmål og hører dermed under Danmark, dvs i realiteten under USA.

Er minebrydning Grønlands eneste fremtidsmulighed?

Man kan få det indtryk, at minerne vil være grønlændernes eneste vej frem for at sikre overlevelsen i en situation hvor de traditionelle erhverv går tilbage. I følge Maja Yrsa Andresen, der er eskimolog, er dette imidlertid ikke tilfældet.

Forud for den nuværende situation, hvor Grønland står overfor et kæmpe skridt i retning af minedrift under udenlandske kapitalinteresser, ligger tilsyneladende politiske tiltag, der reelt virker undergravende for de alternative levemuligheder. I denne retning virker bl.a. en fiskerilov og en beskæftigelseslov.

Fiskeri udgør i dag næsten hele den grønlandske eksport, rejefiskeri 75 % heraf. Ved den ny fiskerilov fik fiskerne kvoter, der kan sælges videre (individuelt omsættelige kvoter). Det har medført, at kvoterne er blevet opkøbt af store investorer. De små fiskere mister deres erhverv og har efter salget ingen ret til at fiske, selv ikke med jolle.

Forarbejdningen forsvinder også ud af Grønland sammen med fiskeriet. Kvoterne er hurtigt blevet samlet på få og udenlandske hænder, ofte danske investorer.

En ny beskæftigelseslov virker i samme retning – affolkning af bygderne. Er man arbejdsløs i en lille bygd udfases støtten og man tvinges til at søge mod en større by i håbet om at finde arbejde. Det traditionelle grønlandske samfund, der bygger på fangere og fiskere smadres, og lovgivningen fremmer det bevidst.

Udviklingen væk fra de små bygder er ikke en naturlov. Maja Yrsa Andresen skriver:

’Norge valgte at vende udviklingen ved at prioritere folk i yderområderne. Denne satsning har bl.a. medført en milliardindtægt på laksehavbrug, tangdyrkning og udnyttelse af affaldsprodukter. Norge tjener i dag ca. ti gange så meget som Grønland på en fiskeressource, der er sammenlignelig.

Skal Grønland have en fremtid som selvstændig nation skal der naturligvis eksistere et indtægtsgrundlag, hvad minedriften måske kan give. Samtidig er der stor risiko for ny afhængighed, skævvridning af samfundet, og en udtalt risiko for at størstedelen af indtægterne går i de udenlandske selskabers lommer.

Man må håbe for Grønland, at en antiimperialistisk politik til gavn for hele den grønlandske befolkning kan sætte sig igennem både i forholdet til Danmark og den store internationale interesse i at tjene på landets rige undergrund.

 Netavisen 4. februar 2013