Laila Bertelsen kommer torsdag den 19. marts i Oktober i APKs bogbutik, hvor hun fortæller om grønlændernes kamp for selvstændighed og om kvindernes vilkår.
Tid og sted: Frederikssundsvej 116, kl.16.30
Vi bringer her hendes tale, holdt på kvindernes internationale kampdag 8. marts.
Kære kvinder. Kære søstre.
Jeg står her i dag som grønlandsk kvinde. Og som en stemme for mange kvinder, der alt for længe er blevet overset.
I dag er kvindernes internationale kampdag. En dag hvor vi taler om styrke, rettigheder og ligestilling. Men også en dag hvor vi må turde sige sandheden højt.
Politikerne taler om “ligeværdig” behandling og dog mangler man at føre dét i praksis.
For der er stadig kvinder i Grønland og i Danmark, som bliver overset. Kvinder som bærer konsekvenserne af beslutninger, systemer og historier, de aldrig selv har valgt.
Mere end 5000 grønlandske børn blev født uden ret til deres juridiske far. Staten nægtede deres mødre at få faderskabet anerkendt. Det er et sår i identiteten. Et sår mange stadig lever med i dag.
Et sår der følger mennesker gennem livet og sætter spor i både krop og sind.
Et barn skal aldrig vokse op og føle sig halvt anerkendt af sit eget samfund. Samtidig lever mange grønlandske kvinder i Danmark med et andet stempel. Stemplet som uegnede mødre.
Når først det stempel er sat, kan det følge et menneske i mange år. Selv når hun arbejder med sig selv. Selv når hun søger hjælp. Selv når hun kæmper for at skabe et bedre liv for sine børn.
Et samfund skal beskytte børn. Det er en selvfølge. Men et samfund skal også give mennesker en reel chance for at rejse sig igen.
Kvinder skal ikke først gribes, når Reden er den eneste støtte tilbage i deres liv.
I stedet bliver kvinder vurderet ud fra deres sår. Ud fra deres fortid.
Ud fra det, de selv har været udsat for.
Derfor må vi stille et enkelt spørgsmål.
Skal et menneske dømmes for den barndom, hun selv overlevede?
Vi må også tale om traumer.
I Grønland ved vi godt, at mange mennesker bærer dybe sår fra barndommen. Sår som hænger sammen med kolonihistorien, med overgreb, tavshed og social arv.
Mange af de sår, grønlandske kvinder bærer i dag, begyndte i kolonitidens uretfærdighed.
Men i Danmark ser vi noget andet.
(Læser etnografens citat op)
“Eskimoerne inden de blev konfronteret med de europæiske folk var de bedste børneopdragere man kunne forestille sig: børn og voksne levede i respekt side om side med hinanden. Man respekterede sine børn og glædede sig over livet sammen med dem. Etnografernes forklaring til dette særlige forhold er bl. a. dette den europæiske kultur havde vi det stive victorianske familiesystem med al dens autoritære indstilling, de mange forbud. Men med den victorianske families sprængning skabtes forudsætningen for et friere opdragelse.”
I Danmark ser vi grønlandske mødre få deres elskede børn tvangsfjernet – og nogle gange tvangsadopteret.
Ikke fordi de ikke elsker deres børn.
Men fordi de bliver vurderet som lavintelligente eller uden den “rigtige” form for mentalisering.
Vurderinger der alt for ofte ikke forstår grønlandsk kultur og grønlandske måder at være mor på.
Det er en beslutning der ændrer liv. En beslutning der splitter familier.
Derfor må vi spørge:
Er det retfærdighed?
Eller er det frygt?
Traumer er ikke noget man vælger. Men heling er noget man kan arbejde med.
Ingen kvinde skal miste sit barn, fordi hun selv har overlevet kolonialismens sår.
Derfor må vores systemer bygge på viden, støtte og forståelse – ikke kun på mistillid og kontrol.
Kvinder som må forlade deres arbejde for at tage sig af et barn med særlige behov. I Danmark kan man få tabt arbejdsfortjeneste.
I Grønland findes den mulighed ikke.
Det betyder, at kvinder står med hele ansvaret for deres barn, men uden den økonomiske tryghed der burde følge med.
Det er ikke rimeligt.
Kvindernes kampdag handler ikke kun om ord om ligestilling.Kvinder der fortsætter, selv når systemet gør vejen tung.
Derfor må vi sige det klart i dag.
Grønlands kvinder skal ikke stå alene.
Et samfund måles ikke på sine flotte ord.
Et samfund måles på, hvordan det behandler dem, der har det sværest.
Hvis vi vil have et stærkt samfund, må vi skabe systemer der lytter. Systemer der forstår.
Systemer der giver mennesker mulighed for at rejse sig.
For når én kvinde bliver svigtet, rammer det en familie.
Og når mange kvinder bliver svigtet, rammer det et helt samfund.
Derfor er denne dag ikke kun en markering.
Den er en påmindelse.
Kampen er ikke slut. Den fortsætter.
Indtil alle kvinder bliver set.
Hørt.
Og behandlet med den værdighed, de fortjener.
Tak.
Laila Bertelsen
Kom til fyraftensmøde Frederikssundsvej 116, kl.16.30
Grønlandsk aktivist og forfatter
Grønland har ret til selvstændighed – hvordan føres kampen for det mål?
Hvad betyder det danske overherredømme?
Hvordan er situationen for kvinderne og de unge i Grønland?
Besøg også vores bogcafé med bøger, t-shirts og tørklæder
Arrangør: Arbejderpartiet Kommunisterne og Oktober Bogcafé
Se begivenheden her:
Grønlands ret til selvstændighed og kvinders stilling i Grønland
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
