Cypern i stormens øje

Af: Jan R. Steinholt

Militært samarbejde med Israel, EU, USA og Frankrig truer med at kaste Cypern ud i nye og større kriser.

Garantimagterne Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien har hængt over cyprioterne som en trehovedet trold siden den formelle uafhængighed i 1960. Disse tre NATO-lande med stærkt modstridende interesser har skabt en skrøbelig balance på cyprioternes bekostning.

Cypern skulle være demilitariseret (med undtagelse af de britiske baser) og var i sin tid blandt grundlæggerne af den alliancefri bevægelse. Det græsk-inspirerede kup i 1974 og den tyrkiske besættelse af den nordlige del af øen, der fulgte, har i halvtreds år sat håbet om en genforening på hold. Da den internationalt anerkendte republik i syd blev EU-medlem i 2004, var det en invitation til flere imperialistiske intriger. Medlemskabet af Den Europæiske Union var i sig selv yderst tvivlsomt, da artikel 1 i garantiaftalen forpligter Republikken Cypern til «ikke at deltage, helt eller delvist, i nogen politisk eller økonomisk union med nogen stat overhovedet. Den erklærer derfor enhver aktivitet forbudt, som direkte eller indirekte kan fremme enten en union med en anden stat eller en deling af øen».

Nu smider myndighederne i Nicosia også landets formelle militære alliancefrihed over bord gennem bilaterale forsvarsaftaler. Værtslandet Cypern benyttede aktivt det uformelle EU-topmøde i april til at presse på for aktivering af EU’s såkaldte sikkerhedsgaranti (artikel 42.7 i Lissabontraktaten), med krigshandlingerne mellem USA/Israel og Iran som begrundelse og baggrund.

Topmødet i den delte hovedstad Nicosia/Lefkosia fandt sted kun en måned efter, at en drone ramte den britiske flybase i Akrotiri. Uanset om dronen kom fra Libanon eller var en israelsk »falsk flag«-operation, udløste hændelsen frygt og tjente som påskud for en hurtig militær optrapning: I marts blev en splinterny græsk fregat af fransk oprindelse indsat for at »beskytte Cypern«. Franske, britiske, italienske og hollandske krigsskibe samt græske F-16, britiske Eurofighters og amerikanske kampfly og transportfly har siden indtaget havområderne syd for øen og lufthavnene i Akrotiri og Paphos. Som modsvar har Tyrkiet udstationeret en eskadrille F-16 i den besatte nordlige del.

Vil sætte fart på EU’s militære union

På topmødet insisterede Cypern på at indlede drøftelser om aktivering af artikel 42.7 i EU-traktaten. Artiklen udgør det juridiske grundlag for at realisere EU som en militær union, et projekt, der ifølge planen skulle have været en realitet i 2025. Artikel 42 er kun blevet aktiveret én gang, efter terrorangrebet i Paris i 2015.

EU-medlemslandene skal yde hinanden gensidig bistand i tilfælde af væbnet aggression. Problemet er, at artiklen er vag med hensyn til, hvad bistanden skal bestå af. Cypern ønsker derfor, at den hurtigst muligt evalueres og konkretiseres. Artikel 42 kræver imidlertid, at forpligtelserne ikke strider mod NATO-forpligtelser for EU-stater, der er medlem af denne alliance. Og dermed er EU’s «sikkerhedsgaranti» i realiteten sat på hold for Cyperns vedkommende, medmindre NATO-landene Grækenland, Storbritannien og Tyrkiet skal gå løs på hinanden og krænke både NATO-pagten og garantitraktaten fra 1960.

For at gøre det hele endnu mere kompliceret har Tyrkiet i tredive år været ansøgerland til EU. Præsident Recep Tayyip Erdoğan er fornærmet – for ikke at sige rasende – fordi Grækenland og Cypern blokerer for medlemskab med støtte fra Tyskland, Frankrig og EU-Parlamentet. Både konflikten omkring Cypern og menneskerettighedssituationen i landet bruges som erstatningsargumenter for at holde Ankara på armslængde.

Relevante artikler fra NATO-pagten og garantitraktaten

Den tyrkiske besættelse af det område, der kalder sig Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC), er en næsten direkte parallel til den russiske besættelse af ukrainske oblaster i Donbass. I løbet af mere end halvtreds år har ingen dog hørt et eneste ord om, at NATO og EU skal drive Tyrkiet ud med militære midler for at forsvare folkeretten.

Dobbeltmoral à la NATO

Årsagen til denne skamløse inkonsekvens og dobbeltmoral er åbenbar. Ethvert forsøg på at fordrive Tyrkiet militært fra Nordcypern ville udløse en konflikt mellem et NATO-land i EU og mindst en NATO-stat uden for EU, med FN’s fredsstyrke UNFICYP i klemme mellem parterne. Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien har, siden cyprioterne fik deres forfatning i 1960, været republikkens »garantimakter«, og de vil alle kunne påberåbe sig deres ret i henhold til artikel 4 i aftalen til at iværksætte foranstaltninger med det formål at genoprette den tilstand, der lå til grund, da traktaten blev til. Det var dette, Tyrkiet henviste til under invasionen i 1974.

Øens statsoverhoved virker blind og døv over for disse realiteter. Præsident Nikos Christodoulides sagde i december 2025 til den franske avis Le Figaro, at et NATO-medlemskab »ville være en naturlig udvikling« for Cypern. Han erkendte samtidig, at Tyrkiet ville nedlægge veto. Ikke desto mindre »arbejder vi metodisk på at styrke vores militær for at bringe det op på niveau med andre NATO-medlemmer, mens vi venter på, at de politiske betingelser skal være opfyldt, for at vi kan blive medlem af organisationen«, sagde Christodoulides. I mellemtiden vil han udnytte de militaristiske ambitioner i Bruxelles til at kræve bindende sikkerhedsgarantier fra Den Europæiske Union.

Præsidentens udtalelse kom blot få uger før Cypern overtog det roterende halvårlige formandskab i EU med det erklærede mål at bruge øen som EU’s brohoved mod Mellemøsten og Golfstaterne. Israel blev ikke nævnt eksplicit. Men det er alment kendt, at Cypern og Grækenland har meget tætte bånd til Tel Aviv.

NATO’s forbandelse hviler over Cypern

NATO har været en forbandelse for Cypern siden uafhængigheden. Forfatningen fra 1960, udarbejdet af NATO-landene Grækenland, Storbritannien og Tyrkiet, sikrede briterne suveræne baseterritorier i Akrotiri og Dhekelia i den sydlige og østlige del af øen. Omkring 40.000 cyprioter bor i disse områder, der tilsammen dækker 254 km². Baserne har længe været brugt til rekognoscering over Gaza og som udgangspunkt for angreb mod Yemen, hvilket har udløst stor lokal modstand og protestdemonstrationer.

Illusionen om, at baserne giver Cypern beskyttelse, brast med droneangrebet og den efterfølgende evakuering af tusind lokale indbyggere. Oprøret omkring hændelsen har også ført til aflysninger fra udlændinge og et fald på tredive procent i den vigtige turisttrafik. Med fornyet styrke kræver demonstranter og oppositionspartiet AKEL, at baserne afskaffes, og at øen demilitariseres.

Presset fra lokalbefolkningen har været så stort, at den britiske forsvarsminister John Healey og europaminister Stephen Doughty tog på et hastbesøg til Cypern for at forsikre om, at beskyttelsen af cyprioterne (i baseområderne) havde »højeste prioritet«.

Den højreorienterede cypriotiske regering måtte meddele, at den har til hensigt at indlede drøftelser med Storbritannien om de britiske basers fremtid. EU’s Råd har erklæret sig villig til at bistå, »hvis nødvendigt«. Forslaget blev arrogant afvist af den britiske statssekretær Al Carns. – Status for Storbritanniens to suveræne baser på Cypern er “ikke genstand for forhandling”, erklærede repræsentanten for den gamle kolonimagt.

Den antityrkiske alliance

Regeringens strategi – som mest minder om en selvskadende handling – er at knytte endnu tættere bånd til Israel og Grækenland. I december 2025 dannede de tre landene en »hurtigudrykningsbrigade« til patruljering i det østlige Middelhav, selvom brigadens eksistens officielt benægtes. Samarbejdet er formaliseret gennem en fælles handlingsplan og løfte om flere fællesøvelser i 2026.

USA har tidligere stort set overladt Cypern til briterne mod at få lov til at benytte RAF-basen efter anmodning. Denne tilbageholdenhed har delvis haft sin årsag i forholdet til Tyrkiet. Nu er amerikanerne imidlertid i høj grad til stede og har genoptaget våbeneksporten. Det strategiske forhold mellem Grækenland, Cypern, Israel og USA – kendt som »3+1«-formatet – startede som et energisamarbejde efter store naturgasfund i havområderne mellem Libanon, Cypern og Palæstina (Israel), især i Aphrodite-feltet syd for Cypern. En lille del af feltet strækker sig ind i Israels maritime økonomiske zone.

Partnerskabet skal fungere som et »bolværk mod regionale trusler« og blev i foråret 2025 formalisert i lovform gennem ‘American-Hellenic-Israeli Eastern Mediterranean Counterterrorism and Maritime Security Partnership Act of 2025’. Rammeværket repræsenterer et strategisk mål for USA, skriver Middle East Forum, et websted til fremme af amerikanske interesser i hele Mellemøsten.

Grækenland, Cypern og Israel

Den 6. april 2026 underskrev Grækenland en våbenaftale på 650 millioner euro med Israel. På indkøbslisten står 36 raketartilleri-affyringsramper, præcisionsstyrede missiler med en rækkevidde på op til 300 kilometer, ammunition til opbevaring og en 10-årig supportpakke fra Israels største våbenproducent, Elbit Systems.

Det græsk-israelske militære samarbejde er blevet stadig mere formaliseret, som da Grækenland i 2021 blev det andet land efter USA, der indgik en SOFA-aftale med Israel, det vil sige en aftale, der muliggør udstationering af israelske tropper og fly på græsk jord (Status of Forces Agreement). Allerede i 1960’erne købte den græske militærjunta hemmeligt israelske våben og drøftede opførelsen af fælles våbenfabrikker.

Alliancen er drevet af et fælles had til Tyrkiet. For græsk-nationalistiske kræfter på Cypern (og i Grækenland) er enosis (union med Grækenland) et langsigtet mål, mens Israel ser Tyrkiet som den næststørste regionale trussel efter Iran. Den tidligere israelske premierminister Naftali Bennett har erklæret Tyrkiet for en del af en regional akse, og israelske medier som Jerusalem Post taler åbent om, at Tyrkiet er den nye, store strategiske trussel.

Samtidig udvider Cypern samarbejdet med USA, som tilbyder cypriotiske militærfolk flere pladser på sine prestigefyldte militærakademier (som West Point). USA finansierer og deltager i planlægningen af udvidelsen af Papandreou-lufthavnen i Paphos og bygger en helikopterlandingsplads ved flådebasen Evangelos Florakis i Mari. Dele af aktiviteten er camoufleret bag ønsket om at bistå ved skovbrande og humanitære missioner.

Frankrigs indtog

Parallelt med alliancen med Israel og USA har Cypern indgået en forsvarsaftale med Frankrig. I juni i år underskriver landene en SOFA-aftale, der giver Frankrig ret til at stationere tropper og til at udvide flådebasen i Mari i den sydøstlige del af øen. Også aftalen med Frankrig forsøges givet en »humanitær« indpakning.

SOFA-aftaler giver typisk udenlandske styrker immunitet og ret til at operere militært, hvilket i praksis er en militær tilstedeværelse. Tyrkiet erklærer aftalen for ugyldig og ser den som en tilsidesættelse af en af garantimagterne. De eneste udenlandske baser, der i henhold til forfatningen og garantiaftalen er lovlige på Cypern, er de to britiske baseterritorier.

Uafhængigt af landets egne krænkelser af garantiaftalen har Tyrkiet ret i, at opbygning af militære alliancer er i åbenlys konflikt med den traktat, der ligger til grund for republikkens oprettelse. Artikel 3 i traktat 5476 af 16. august 1960 fastslår, at »Republikken Cypern, Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien forpligter sig til at konsultere hinanden og samarbejde om det fælles forsvar af Cypern«.

Garantimagterne har også en pligt til at sikre, at Cypern ikke bliver brugt som base for angreb mod andre, eller at balancen på øen ikke ændres til skade for en af parterne. Ved at lade en ny magt (Frankrig) etablere sig, ændres den strategiske balance kraftigt til tyrkisk ulempe. Tyrkiske protester mod manglende konsultation afvises dog kontant med retorik om, at Tyrkiet ikke bestemmer over Republikken Cyperns udenrigspolitik.

Snubletråd ved frontlinjen

Den internationalt anerkendte regering i Nicosia har lagt sig på en linje kaldet «vestlig forankring», hvilket i realiteten kan betyde en permanent deling af øen (taksim) og øget fare for fuld militær konfrontation med Tyrkiet. EU støtter denne militære oprustning gennem SAFE-rammen, et finansieringsprogram baseret på fælles låntagning i unionen.

Kernen i dilemmaet ligger i garantiaftalen fra 1960. Så længe denne rammeaftale består, er NATO-medlemskab juridisk umuligt. Ved at omgå forhandlingsbordet til fordel for en »forsvarsmekanisme« og tætte alliancer med Israel og Grækenland, og nu også Frankrig, har regeringen sat gang i en proces, den ikke kan kontrollere. Som Ioannis Tirkides skriver i Cyprus Mail, er Cypern gået fra at være en neutral bufferstat til at blive en »snubletråd ved frontlinjen«, et dystert spejlbillede af Ukraines tragiske udvikling.

Med et Libanon, der er ved at blive et nyt Gaza, og rivalisering mellem Israel og Tyrkiet om kontrollen i Syrien, kan frontlinjerne komme til at løbe tværs gennem Cypern og Syrien, hvis modsætningerne skærpes yderligere. EU’s militariseringsprojekt og NATO-ambitioner gør ikke Cypern mere sikkert, men til en potentiel krigsskueplads i et allerede eksplosivt regionalt landskab.

Oversat fra revolusjon.no: Kypros i stormens øye