OK26 er vedtaget, og vi står igen med et resultat, der i bedste fald giver nogle krummer – og i værste fald udhuler vores realløn, når virkeligheden rammer fra imperialismens krige. Den nye overenskomst er en treårig spændetrøje, der forlanger, at vi stiltiende accepterer, at vores købekraft stjæles for øjnene af os.
Sagen er, at overenskomsterne ikke er inflationssikrede. Den såkaldte reguleringsordning følger ikke priserne – den bygger på lønindeks på bl.a. det private arbejdsmarked. Det betyder, at når energipriserne eksploderer, fødevarepriserne galopperer, og huslejen vokser, så er det vores problem. Ikke arbejdsgivernes. Ikke Finansministeriets.
De oprindelige forudsætninger i OK26 byggede på en prognose fra Finansministeriet om en rosenrød inflation på omkring 4,4 % over tre år. Med de tal kunne man tale om en lille reallønsfremgang på de generelle lønstigninger (ca. 6,3-6,4 %). Men Nationalbanken har allerede opdateret billedet. Nu taler vi om 5,8 % eller mere. Og i et energichok-scenarie – som ingen tør udelukke – bliver det markant værre. Så bliver resultatet minus i realløn.
Det er ikke teori. Det er Nationalbankens egne tal.
Vi ved, hvad det betyder ude på gulvet. Det betyder, at SOSU’er, pædagogmedhjælpere, rengøringsfolk og alle de andre, der holder velfærden kørende, skal betale regningen for en inflation, som vi ikke har skabt. Vi skal vælge mellem mad på bordet og benzin til bilen. Mellem at betale regninger og at have et liv. Alt imens topembedsmænd og ministre klapper hinanden på ryggen for et “ansvarligt” forlig.
Vores løn er låst fast til de private lønningers stigninger og fald. Hvorfor accepterer vi det rådne princip om, at den offentlige løn efterreguleres med 80 % af forskellen mellem de konstaterede private og offentlige lønstigninger? Hvis de private lønninger stiger mere, får de offentligt ansatte et løntillæg. Hvis de offentlige lønninger stiger mere, trækkes der fra senere.
Hvorfor bliver der ikke kæmpet for en reel inflationssikring, der følger prisudviklingen? Hvorfor skal vi føle os bundet af en aftale, der er indgået på falske forudsætninger, og som ikke garanterer os noget som helst, når priserne stiger?
Dyrtidsregulering er ikke for meget forlangt. Det er et minimum, enhver med respekt for sig selv burde kræve. Vi er trætte af at høre på Mona Striib og de andre i toppen forklare, hvordan vi skal betale for ”ansvarlighed” – det er latterligt. Vores arbejde holder samfundet i gang, men vores overenskomst risikerer at gøre os fattigere. Til gengæld har de ansvarlige penge nok til krig. Der er en direkte sammenhæng.
Kampen for brød på bordet må fortsættes på trods! Vi vil ikke vente i fattigdom de næste tre år. Vælt rammerne.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
