Israels vej mod Stor-Israel

I skyggen af krigen mod Iran skærper Israel sine angreb på Iran og apartheid i sit eget land.

Mens krigen i Mellemøsten fortsat blusser op, og medierne spekulerer i, om USA vil indlede en landoffensiv mod Iran for at tilegne sig olie og uran, taler Trump samtidig om snart at kunne afslutte krigen. Samtidig overvejer Trump offentligt at trække sig ud af NATO. Det er en situation, der er svær at overskue. I medierne læser vi hver dag om nye, gensidige militære angreb. I kølvandet på krigen mod Iran planlægger den israelske regering sine skridt for at udvide sit eget stats- og indflydelsesområde og omstrukturere sin statsapparat på bekostning af palæstinenserne. Al denne uro omkring Iran kommer Israels bestræbelser på at skabe et ”Stor-Israel” til gode.

”Bufferzone” i Libanon – Israel forfølger sine egne mål

Israel angriber ikke kun Libanon med luftangreb, men fortsætter sin folkeretsstridige landoffensiv i det sydlige Libanon. Ligesom i Gazakrigen begrunder Israel disse angreb med forsvaret af sin sikkerhed, som angiveligt er truet af terrorister som Hizbollah-krigere. Israels regeringsrepræsentanter praler således med at have dræbt snesevis af Hizbollah-krigere på én dag. Det, der forties, er, at angrebene har fordrevet over en million mennesker, som nu er på flugt, og at mere end 100 børn er blevet dræbt.

Israels forsvarsminister Katz, der kræver fuldstændig ødelæggelse af alle huse mellem Israel og den ca. 30 km fjerne flod Litani på libanesisk territorium efter ”forbillede fra Rafah og Beit Hanoun”, forklarer, at området syd for Litani foreløbig skal være en bufferzone. Katz er medlem af Likud-partiet og havde allerede sidste år krævet, at der i Gaza skulle oprettes en såkaldt ”humanitær by”, hvor de palæstinensere, der overlevede folkemordet, skulle spærres inde. Amos Goldberg, en israelsk holocaustforsker, betegner denne by som et koncentrationslejr.

Officielt lyder det fra Likud-kredse, at krigen handler om​ ”endeligt at fjerne truslerne mod beboerne i nord nær grænsen”. Her står en af verdens stærkeste hære over for en svækket milits, hvis raketbeholdning stadig falder. Hvilket det, at den nye regering i Syrien under HTS-terroristen al-Jolani spærrer landvejen for våbenleverancer fra Iran, også har bidraget til.

Magtforholdene er klare, og også de faktiske hensigter ligger på bordet: Israels regering ønsker et ”Stor-Israel”. Et ”Stor-Israel”, der strækker sig over det libanesiske statsområde, til at have kontrol over et centralt knudepunkt i handelen mellem Europa, Mellemøsten og Middelhavsområdet.

Angrebene er et led i en længere række

Israels aktuelle angreb på Libanon er ikke noget nyt, men en del af en lang udvikling. Allerede i 1978 marcherede Israel ind i Sydlibanon med ”Operation Litani”. Israel udnyttede den borgerkrig, der brød ud i 1975, og den ustabile situation til at kontrollere det sydlige Libanon. De fortrængte PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation) mod nord og støttede deres allierede, SLA (Den Sydlibanesiske Hær), som igen kæmpede mod palæstinensiske organisationer.

I juni 1982 invaderede Israel igen Libanon. Den daværende forsvarsminister Sharon og premierminister Begin forfulgte ”en stor drøm”, nemlig at destabilisere Libanon yderligere ved at støtte de kristne militser, de var allieret med, for yderligere at svække PLO’s indflydelse. Israel forsøgte konkret at indsætte en Israelvenlig regering og dermed trække Libanon permanent ind i sin egen indflydelsessfære. Samtidig førte netop denne intervention til dannelsen af nye modstandskræfter som Hizbollah. Også under krigen i 2006 stod israelske tropper igen i Libanon for at svække det styrkede Hizbollah.

Landoffensiven indgår dermed i alle Israels forsøg på at svække Libanon varigt, så det ikke bliver en selvstændig politisk faktor i regionen. Libanon ligger mellem Syrien, Middelhavet og Irans indflydelsessfære og er stærkt omstridt. Her står staternes interesser over for hinanden: Mens Israel ønsker at kontrollere Middelhavsområdet og dermed handelsruterne og gasfelterne, er Iran interesseret i en landkorridor med adgang til Middelhavet. Syrien har på sin side en interesse i at få udvidet adgang til havet via Libanon.

Krig udadtil, undertrykkelse indadtil

Mens Israel ønsker at omforme Libanon i sin egen interesse på bekostning af den libanesiske befolkning, driver det undertrykkelsen af det palæstinensiske folk til det yderste. Ved tredjebehandling stemte 62 af de 120 medlemmer af Knesset for dødsstraf for ”terrorister” (som palæstinenserne bliver kaldt). Loven blev fremsat af den ultrahøjreekstremistiske politiminister Itamar Ben-Gvir. Premierminister Netanyahu stemte for. Dermed skærpes strafferetten mod palæstinensere til det yderste.

Foran de i forvejen menneskefjendske militærdomstole, der gælder for de palæstinensiske områder (Vestbredden), og kun for ikke-israelske statsborgere, skal dødsstraffen blive ”standardstraf”, hvis nogen kendes skyldig i mord som en terrorhandling. Kun i undtagelsestilfælde er det muligt at omstøde dommen til livsvarigt fængsel. Straffebestemmelsen defineres som følger: ”En terrorist, der bevidst har forårsaget en persons død som led i en terrorhandling, skal dømmes til døden. Målet med terroren er at nægte Israel retten til at eksistere.” Dermed er dødsstraf ved militærdomstole obligatorisk.

Efter afstemningen har ”foreningen for borgerrettigheder” straks indgivet en klage mod loven til Højesteret. Klagerne udtaler: ”Dødsstraffen er ikke forfatningsmæssig på grund af den menneskelige og uoprettelige skade på retten til liv. De bestemmelser, der er fastsat i denne lov, og det faktum, at de kun skal gælde for palæstinenserne, forstærker dødsstraffens ulovlighed og forfatningsstridighed.”

Israel har i årevis udvidet sin indflydelse i form af ulovlig besættelse og annektering af de palæstinensiske områder. Med denne lov cementeres apartheid på ny i lovgivningen. Mens bosættere angriber og fordriver palæstinensere, stilles de for en civil domstol og kan (hvis overhovedet) forvente harmløse straffe. Som reaktion på vedtagelsen af loven fremsatte Den Palæstinensiske Myndighed skarp kritik og betegnede den som en dødsdom for palæstinensiske fanger. I en officiel erklæring udtalte den, at loven strider mod folkeretten og udgør en ”krigsforbrydelse mod det palæstinensiske folk”. Præsident Mahmoud Abbas opfordrede til en generalstrejke, der lammede Vestbredden og Østjerusalem.

Hvorfor kommer dødsstraffen nu?

På trods af den voldsomme krigspropaganda i landet er der fra tid til anden, og i øjeblikket i stigende grad, protester mod krigen i Israel. Samtidig stiger politiets brutalitet over for demonstranterne. Senest blev adskillige demonstranter anholdt på Habima-pladsen i Tel Aviv. Her samles hundredvis af mennesker under mottoet ”Nej til evig krig og ja til retfærdig fred og sikkerhed for regionens folk”. Antikrigsdemonstrationerne er ikke begrænset til Tel Aviv, men finder sted i forskellige byer. Det er stadig små demonstrationer og protester, men utilfredsheden i Israel vokser mod de krige, der føres og ikke slutter.

Desuden koncentrerer Israel i stigende grad sine militære kapaciteter om angreb på Libanon, Iran og fortsat på Gaza og frygter i den forbindelse modangreb i selve landet, som kunne bidrage til ustabilitet.

Her kommer propagandaen om, at man i stigende grad må forsvare sig mod angreb både udefra og indefra, det racistiske Netanyahu-regime til gode. Netop nu skal den palæstinensiske modstand knækkes. Dermed kan annekteringen af Vestbredden også gennemføres hurtigere, og den højreekstremistiske regering kommer et skridt nærmere målet om et ”Stor-Israel” – også gennem angrebene på Sydlibanon.

Reaktioner fra Tyskland på krig og dødsstraf

Mens Israel planlægger et nyt Gaza og med genindførelsen af dødsstraffen overtræder adskillige internationale aftaler og folkeretten, finder den tyske forbundsregering ingen klare ord og drager slet ingen konsekvenser af disse eskaleringer. Den tyske regering har kun advaret mod den allerede påbegyndte landoffensiv.

Stats- og regeringscheferne i Tyskland, Frankrig, Italien, Canada og Storbritannien erklærede, at en omfattende israelsk landoffensiv ville medføre alvorlige humanitære konsekvenser og kunne udløse en langvarig konflikt. Det hedder videre, ”at den humanitære situation i Libanon, herunder de vedvarende massefordrivelser, allerede er yderst alarmerende”.

Så sent som i februar rejste Tysklands præsident Steinmeier til Libanon og proklamerede højtravende: ”Vi står fortsat ved jeres lands side.” Der er intet tilbage af dette andet end tomme ord, for en ren appel til Israel vil ikke standse den libanesiske befolknings lidelser. I stedet sender Tyskland fortsat våben til Israel: Fra 1. januar til 8. august 2025 blev der udstedt eksporttilladelser til en værdi af godt 250 millioner euro til Israel. Også med hensyn til dødsstraffen erklærede regeringstalsmand Stefan Kornelius blot, at forbundsregeringen desuden var bekymret for, at en sådan lov sandsynligvis udelukkende ville finde anvendelse på palæstinensere i de palæstinensiske områder. Derfor beklager forbundsregeringen »Knessets beslutning«. Men disse ord er intet andet end tomme ord.

3. april 2026,

Oversat fra Arbeit Zukunft, Organisationen for opbygningen af et Kommunistisk Arbejderparti i Tyskland, der ligesom APK er medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML

Israels Weg zum „Großisrael“