Energi-industri, krise og krig

Er der en industri, som imperialisterne i hver deres blok er lige optagede af, er det energi-industrien. Der er flere grunde til dette, og de er sammenvævede ind i andre grene af imperialisternes jagt på merværdi og overtaget i den imperialistiske rivalisering.

Af Martin, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Artificial Intelligence (AI)

Et af de særlige kendetegn ved en kommende krise vil være kraftigt eskaleret brug af AI som erstatning af menneskelig arbejdskraft, hvor end det kan indføres på tværs af brancher, for at nedbringe udgifter til lønninger. Det tegner til, at effektiviseringer ift. produktion vil blive i en skala, som ikke er set siden industrialiseringens tidlige indførelse af maskiner i produktionen. Ved denne lejlighed ser det ud til også at ville ramme ind i flere samfundslag, teknisk kontorpersonel, programmører mv., dvs. småborgerlige lag, der ved industrialiseringen oplevede teknikken alene som en fordel.

Ligesom dengang vil maskinstormer-strategien ikke virke, og de tekniske fremskridt i sig selv hverken kan eller skal afvises eller benægtes. Derimod kan det påvises, at disse ’fælles fremskridt’ under kapitalismen vil blive brugt til, at kapitalen kan berige sig selv, og ikke som et fælles eje.
En person, som fyres fra en virksomhed til fordel for en AI, får ikke direkte gavn af AI-teknikkens kunnen, tværtimod, og når virksomhedens overskud skal fordeles, vil samme person heller ikke være blandt modtagerne.

Fyresedler er allerede nu, inden en krise, delt ud i tusindvis på verdensplan som direkte følge af AI, og et sammenfald mellem en større økonomisk, eller blot finansiel, krise og udviklingen af AI vil kunne skabe en hidtil uset arbejdsløshed.

AI kræver energi, rigtig meget energi, og om end den kan komme fra mange forskellige kilder, så er forbruget af energi i form af elektrisk energi til computerprocessorer.

Produktionsomkostninger og produktionssikkerhed

Dækket ind under en fane af ’grøn energi’ er der skabt en masse energiproduktions-faciliteter verden over. Vindfarme, solcelleparker, biogas, genindvinding mv. er alle eksempler på sådanne.

Ved siden af dem er der den amerikanske imperialismes vej, som Trump formulerer som ”drill baby, drill” med henvisning til fortsat at basere sig på olie og gas.

Især den kinesiske imperialisme satser stort på energikilder som vind og sol. Det er elektriske energikilder, som efter den indledende investering vil kaste årtier af energi af sig, med lave driftsomkostninger. På en måde vil den kendte ’made in China’, dvs. Kina som primært værende et produktionsland, fortsætte i større omfang og i længere tid, også selvom det skulle udvikle sig efter en relativ klassisk kapitalistisk model, med højere produktionsomkostninger og følgende outsourcing og kapital-eksport i stil med den udvikling, den europæiske og amerikanske udvikling har været igennem.
Man kan sige, at Kinas statsstyrede kapitalisme forsøger at sætte sig i stand til at gennemføre sin nuværende fase af en kapitalistisk-imperialistisk udvikling på steroider, og for nuværende kan det simplificeres til, at ’made in China’ kan gøres desto billigere og altså fastholde markedsandele som producent og distributør.

Hvad enten man betragter den ene eller anden imperialistmagts strategi ift. energi, vil man finde, at de alle er optagede af spørgsmålet.

En anden strategi, der er tydelig ved den kinesiske fremgangsmåde, er at basere sin elproduktion, og produktion i det hele taget, på flere forskellige kilder (olie, gas, sol, vind mv.) for at afbøde, at diverse indgreb eller forskellige udgaver af sabotage kan svække produktionssikkerheden.

Den amerikanske strategi om i højere grad at holde sig til velkendt brændsel er i høj grad en mere kortsigtet strategi, der ikke kærer sig, om så blot i ord, om klimaet (osv.), hvorimod den kinesiske i kontrast er en mere langsigtet økonomisk satsning.
Bemærk i øvrigt, at Kina ikke undlader afbrænding af store mængder gas og olie mv.
Den amerikanske strategi bekymrer sig også mindre om langsigtede produktionsomkostninger, da produktion ikke er USA-imperialismens hovedrolle.

Det militære apparat

Om end Elon Musk nok godt ville forsøge sig, er det begrænset med elektriske tanks, bombefly, jagerfly mv. Hovedparten af det militære apparats større udstyr kører, sejler eller flyver stadig på brændstof, og energikilden er altså antændelse af det brændstof.
Den klassiske strategiske opfattelse af, at hvem der end kan kontrollere verdens olie, kan kontrollere verden, er altså stadig gældende. Nogle af de lande, der har større oliereserver og for nu er uden for USA-imperialismens kontrol, er Iran og Venezuela. Det er også for begge lande gældende, at de er åbne for mere handel med Kina og Rusland. Det klassiske militære udstyr har til trods for dronekrigenes fremkomst stadig en rolle. 

Den nyere udvikling af dronekrig er ikke baseret på brændstof på samme måde, og den baserer sig kun på større elproduktion indirekte. Den enkelte drone kan oplades, næsten som en mobiltelefon, ved brug af en lille lokal generator (droner kan også være typer, der bruger brændstof i øvrigt).
De nyere droner der bruges, baserer sig til gengæld på AI, hvad enten direkte som koblet op til datacentre, eller indirekte med præ-programmerede algoritmer. Begge dele kræver, at producenten er teknologisk fremskreden og ikke halter efter de andre, og med det følger, at hele AI-industrien også er en del af et teknologisk kapløb, hvor krigen spiller en rolle. Det er ikke for meget at sige, at den, der kan fremstille den bedste og billigste AI-chip og AI-algoritme (mv.), stiller sig på samme måde som den, der traditionelt har kunnet fremstille den bedste kampvogn til den billigste pris.
Det er ikke mindst derfor, der ikke spares på noget, når det kommer til investeringer i AI-industrien, og blandt det, der ikke spares på, er elproduktionen til at drive AI-industriens centre (mv.)

Atomkraft – igen igen 

De samme kræfter, som efter Three Mile Island og efter Tjernobyl påstod det, har nu igen efter Fukushima-værkets nedsmeltning fundet på, at nu er atomkraft sikkert og praktisk talt uden risici. Vi skal minde om, at det altså ikke er første gang i historien, at det påstås, at atomkraft er sikkert.

I USA er der fra diverse tech-giganter mv. ført en kampagne for atomkraft, som også har fået et ekko herhjemme. Men hvem er det, der har brug for al den atomkraft?

Al snak om risiko for dårligt design, dårligt udstyr, dårlig udførelse mv., ved siden af den absolutte og helt generelle risiko for uheld, forstummer, når snakken falder på atomkraft i de borgerlige medier.
Her er såvel skandaler som Niels Bohr Institut-byggeriet (m.fl.) og alle elementer af menneskelige fejl hen over tre-fire årtiers levetid for et atomkraftværk fuldstændig glemt, ligesom alle argumenter i privatiseringens tegn, om hvordan det offentlige ikke kan styre eller kontrollere ting som tog- og busdrift, fuldstændig og absolut glemt, ligesom atomkraft er en mirakelkur for klimaet, og affaldet desuden ikke er et problem.

Svaret er, at behovet for al den atomkraft bl.a. er de store tech-giganter i det imperialistiske kapløb om AI (mv.) og ikke arbejderklassen. Svaret er parallelt, at der ikke er et teknologisk problem ift. klimaet, men derimod et helt generelt politisk problem. Atomkraft opfindes i disse år ikke som en redning for klimaet eller på energi-spørgsmålet, den opfindes reelt som et forsøg på at redde kapitalismen.

2026.01.11

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 4