Ikke så enige endda: KOMMUNISTER SØGER SAMLING

Det kan vække interesse, og det kan undre, når man følger debatten i Dagbladet Arbejderen om “kommunistisk samling” mellem KPiD og DKP-ml. Interesse, fordi debatten sjældent kommer frem, og undren, fordi de kommunistiske partier måske ikke er så enige endda.

Af FINN SØRENSEN

To artikler fra Solidaritet www.solidaritet.dk (Venstresocialisternes blad)

Netudgave Netmagasinet Kontradoxa

Det kan vække interesse, og det kan undre, når man følger debatten i Dagbladet Arbejderen om “kommunistisk samling”.
Interesse, fordi der er alt for lidt debat på venstrefløjen af principielle spørgsmål som klasseanalyse, strategi og principper for revolutionær organisering. Og det er jo netop disse spørgsmål, der berøres i debatten om samlingen af kommunisterne i ét parti.
Men debatten genererer også stor undren. Det er som om, de sidste 20 års udvikling i – og afvikling af – den såkaldt “kommunistiske verdensbevægelse” er gået sporløst hen over de tilbageværende repræsentanter for denne bevægelse i henholdsvis DKP m-l og KPiD.

Intet steds i debatten stiller de sig selv det nærliggende spørgsmål:

»Hvordan kan det være, at den tidligere så magtfulde “socialistiske lejr” brød totalt sammen i løbet af ganske få år?«.

Hvordan kan det være, at de statsbærende partier i disse lande – der talte deres medlemmer i millioner – i løbet af ganske kort tid svandt ind til betydningsløse sekter, der kun har kunnet genvinde en vis styrke ved mere eller mindre helhjertet at afsværge deres tidligere ideologi, og klæde sig i mere socialdemokratiske gevandter?«.

»Skulle det mon være, fordi der var et eller andet grundlæggende galt med systemet, med tankegangen, med politikken og metoderne hos disse partier?«

Både KPiD og DKP m-l erkender, at der nok har været visse “bureaukratiske” træk, men så hører analysen også op.
Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, hvorfor det var nødvendigt for den højt besungne Stalin og hans trofaste støtter i det kommunistiske parti at gennemføre skueprocesser mod partikammerater, med dødsdom til følge – hvorfor det var nødvendigt at udvikle et frygtindgydende hemmeligt politi til overvågning af borgerne i almindelighed og partimedlemmerne i særdeleshed – eller hvorfor det var nødvendigt at deportere millioner af politisk eller nationalt “afvigende” sovjetborgere til arbejdslejre, hvor de døde af sult og overanstrengelse.

Op gennem 60´erne og 70´erne – den periode hvor Sovjetunionen efter DKP m-l´s opfattelse befandt sig i en “kontrarevolutionær proces” – var det ikke nødvendigt med hårdhændede metoder i samme målestok. Men partiledelsens kontrol med medlemmerne og borgerne blev der ikke slækket på – og heller ikke på Sovjetunionens kontrol med vasalstaterne i Østeuropa, eller forsøget på at få en række nationale befrielsesbevægelser til at indordne sig under Sovjetunionens storpolitiske – eller lad os bare sige det som det er – imperialistiske interesser.
Det helt naturlige spørgsmål på den baggrund bliver heller ikke stillet:

»Fortjener et sådant system, sådanne metoder, virkelig betegnelsen socialisme og kommunisme?«.

Enhedslistens “anti-kommunisme”

Ifølge KPiD og DKP m-l’s opfattelse er det i sig selv “anti-kommunisme” at stille den slags spørgsmål.
Det fremgår klart af ledende partimedlemmers indlæg i Dagbladet Arbejderen i diskussionen om Enhedslisten.
I Arbejderen den 25. februar 2004 mener DKP m-l´s formand Jørgen Petersen for eksempel, at problemet netop er, at Enhedslistens anti-kommunisme viser sig i kritikken af “de kommunistiske partiers praksis”. Jørgen Petersen mener, at Enhedslistens holdning til de socialistiske lande og de kommunistiske partier hverken er “nuanceret eller solidarisk”: – “Intet medlem af DKP m-l ville konkret kunne leve med i Enhedslistens navn at skulle kritisere manglen på demokrati og menneskerettigheder eller for den sags skyld kommunistpartiets ledende rolle i det cubanske samfund”.

Det var jo til at leve med, hvis DKP m-l – og KPiD – selv fremførte denne kritik. Når de ikke gør det, er det ikke nødvendigvis, fordi de synes, alt er, som det skal være i for eksempel Cuba og Nordkorea. Men vi kan ikke udlægge tavsheden som andet end en grundlæggende accept af tingenes tilstand, og hermed har vi i hvert fald en helt afgørende skillelinje i forhold til den del af venstrefløjen, som magasinet Solidaritet tilhører. Det afgørende spørgsmål i forhold til de to lande, såvel som i forhold til den hedengange ”socialistiske lejr” er:

»Er det arbejderklassen, der har magten?«.

Abstrakt skoleridt

Man kunne bære over med meget, hvis de havde nogle konkrete bud på de spørgsmål, som venstrefløjen søger efter svar på:

»Hvad skal vi egentlig forstå ved socialisme og kommunisme i dag?«.

»Hvordan vinder vi opbakning for en socialistisk politik, hvordan samler vi arbejderklassen
og dens forbundsfæller til kamp mod den borgerlige, nyliberalistiske politik?«.

Ja, de behøvede såmænd ikke engang at have særligt konkrete svar, hvis deres indbyrdes debat var præget af en energisk bestræbelse på indbyrdes afklaring og konkret analyse af de konkrete forhold, som klassekampen udspiller sig under i dag.
Men man går forgæves efter den slags. Det er – med få positive undtagelser – det samme abstrakte skoleridt over “partiets ledende rolle”, “demokratisk centralisme”, “anti-monopolitisk kamp” og “anti-monopolitisk strategi” – som vi har hørt fra denne del af arbejderbevægelsen de sidste 30-40 år.

Hvilken eksistensberettigelse?

Men det værste er nok, at de to partier ikke er i stand til at begrunde nødvendigheden af at danne et nyt kommunistisk parti over for resten af venstrefløjen, og at de ikke engang prøver på det.
Hvis man vil danne – eller for den sags skyld opretholde – en selvstændig politisk organisering, så må man være i stand til meget konkret at begrunde sin eksistensberettigelse – det vil sige både principielt og praktisk politisk: Nøjagtigt på hvilke punkter adskiller man sig fra de andre politiske strømninger i arbejderbevægelsen, ikke mindst dem, som står én nærmest.

Her er det jo interessant – som også DKP´eren Finn Hermann påpeger – at når det kommer til den dagsaktuelle politiske kamp, ja såmænd også lidt mere vidtgående politiske opgaver, så er der ikke den store forskel imellem den politik, som “kommunisterne” står for, og den som Enhedslisten står for. Det være sig kampen imod den borgerlige regering, den faglige kamp, forholdet til EU, NATO, til den nyliberalistiske offensiv og så videre, og så videre. Forskellene er i hvert fald ikke af en art, så de i sig selv kan begrunde en selvstændig politisk organisering.

Så meget mere alvorlig er de stadigt tydeligere signaler om, at dannelsen af et nyt kommunistisk parti skal bruges til at udfordre Enhedslisten parlamentarisk. Man behøver ikke have matematisk studentereksamen for at regne ud, at det i forhold til Folketing og i mange kommuner kan medføre en splittelse af kræfterne, der nemt kan resultere i at venstrefløjen slet ikke bliver repræsenteret. Det er et tungt ansvar at påtage sig, når man gerne vil være de fremmeste med hensyn til aktionsenhed og samling af de socialistiske kræfter.

Ikke så enige endda

De to partiers holdning til Enhedslisten er så meget mere grotesk, når man ser på, at deres indbyrdes uenigheder er mindst lige så principielle, som deres kritikpunkter i forhold til dele af Enhedlistens politik.
Især er DKP m-l´s kritik af Enhedslisten bemærkelsesværdig, når man tager i betragtning, at der er større overensstemmelse mellem DKP m-l´s og Enhedslistens syn på klasserne i Danmark, på statens rolle og på socialismens opgaver, end der er mellem DKP m-l og KPiD.
Hvis DKP m-l’s – i øvrigt sobre og grundige – gennemgang af sin egen historie (“20 års kamp for socialismen”, 1998) stadig står til troende, så er partiet jo ikke engang enig med KPiD i det for kommunister så centrale spørgsmål om Sovjetunionens udvikling.
Det rejser nogle uundgåelige spørgsmål til KPiD:

– »Hvad siger I til at slutte jer sammen med en organisation, der betragter Sovjetunionen efter Stalins død – ikke som et socialistisk samfund, men som et “overgangssamfund” der befandt sig i en “langvarig kontrarevolutionær proces”.«

– »Hvordan kan I slutte jer sammen med nogen, som tager afstand fra et andet af jeres “ufravigelige punkter” – det “anti-monopolistiske demokrati”?«

Det mindste man kan forlange

Det er nok for meget forlangt, at de to partier i den nuværende situation skal begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele grundlaget for deres eksistens, nemlig tyrkertroen på den “virkeliggjorte socialisme” i Sovjetunionen og andre lande.
Det mindste man kan forlange er, at de lægger deres uenigheder åbent frem, og tager en kammeratlig debat i al offentlighed.

Men det er der ikke den store vilje til. Tværtimod undgår de to partiers ledelser omhyggeligt at diskutere med hinanden i Dagbladet Arbejderen. Ja, de påstår tilmed, at der ikke er nogen uenighed af betydning – på trods af DKP m-l´s erkendelse af, at der er nogle “principielle uenigheder”. Det er åbenbart mere bekvemt at bekæmpe de “ydre fjender” i DKP og Enhedslisten.

Opfordringen herfra skal være, at de kommunistiske partier viser modet til at tage den indbyrdes debat af de forskelle, denne artikel påpeger, og af eventuelle andre meningsforskelle.
Hvis partiledelserne betragter denne opfordring som et plat forsøg på at sætte lus i skindpelsen, så tager de fejl. Det ville tværtimod være deres chance for at give projektet en positiv betydning for resten af venstrefløjen.
Det kunne gå hen og blive et eksempel til efterfølgelse, og forhåbentlig mobilisere nogle flere socialister til at engagere sig i diskussioner om mål og midler i kampen for socialismen, som vi har så hårdt brug for.

Skulle debatten munde ud i, at de blev enige om at danne et fælles parti, ville en sådan proces i det mindste have bidraget til, at vi alle havde et langt klarere billede af, hvad der skiller, og hvad der samler. Og det er som bekendt den første forudsætning for, at vi kan etablere den aktionsenhed imod kapitalen og dens regering, som vi alle ønsker at arbejde for, og som DKP m-l og KPiD er en naturlig del af.

Artiklen er tidligere bragt som leder i Solidaritet nr. 1/04.

Finn Sørensen har som bryggeriarbejder og fagforeningsformand været aktiv på den danske venstrefløj siden 1960’erne. Han kom med i «Gruppen Omkring Arbejderbladet» i 1969, og var således med til stiftelsen af KAm-l, som han sad i ledelsen af fra start til slut, herunder som formand. Finn Sørensen er stadig medlem af VS, samt af Enhedslisten. Finn Sørensen har været formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening i København siden 1986.

For de der vil vide mere, bringer vi her endnu en artikel af Finn Sørensen om kommunistisk samling fra samme nummer af Solidaritet.

Af FINN SØRENSEN/ SOLIDARITET

Indtil videre må man sige, at debatten om samlingen af kommunisterne, som den udspiller sig i Dagbladet Arbejderen, foregår på et yderst abstrakt plan. Vi præsenteres for grundige oplæg om, hvordan ledende repræsentanter i KPiD og DKP m-l ser på strategi og klasseanalyse, men direkte debat om disse spørgsmål lader vente på sig. Mest liv har der været over debatten om demokratisk centralisme. På det seneste har der dog udviklet sig en langt mere konkret debat om det parlamentariske spørgsmål og synet på Enhedslisten.

Kritik af DKP

Både DKP m-l og KPiD har haft travlt med at angribe DKP for ikke at praktisere den såkaldte “demokratiske centralisme”, uden at det dog bliver særlig konkret, hvad kritikerne forstår ved det. Ikke desto mindre er det et af hovedargumenterne for, at DKP er blevet “sat uden for døren” i samlingsprocessen. Der harceleres især over, at DKP dyrker en “uenighedskultur”, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved ting, som “rigtige kommunister” ikke er i tvivl om. DKP m-l’s formand Jørgen Petersen konkluderer simpelt hen at:

– »Det vil ikke gavne samlingsprocessen, hvis vi så at sige starter en studiekreds for at afklare, om den leninistiske partiopfattelse er rigtig eller forkert«. (“Arbejderen” den 25. september 2003).

En anden debatdeltager, Keld Stenum, gør opmærksom på, at DKP faktisk går ind for demokratisk centralisme, men at partiet mener, det er foreneligt med et kreativt og kritisk debatklima. Han spørger, om det måske er her uenigheden ligger – men har endnu ikke fået svar. Finn Herman fra DKP´s ledelse svarer noget mere kontant:

»Kære venner i KPiD og DKP m-l! Lad være med at tale ned til os. Måske skulle I i stedet ønske jer blot en lille flig af den selvrangsagelse vi andre gennemfører. Den uafklarethed, som vi har i DKP (blandt andet den forhåbentlig kortvarige usikkerhed om den demokratiske centralisme) kunne være et sundhedstegn!«.(“Arbejderen” 15. oktober 2003).

Stor enighed mellem KPiD og DKP M-L

Det er påfaldende, at de to partier, der har proklameret, at de er i gang med enhedsprocessen, omhyggeligt undgår at diskutere med hinanden i “Arbejderen”. Det ville ellers være nærliggende, da i hvert fald DKP m-l har konstateret, at der er nogle »principielle uenigheder«.

I stedet videregives det indtryk, at der ikke er nogen væsentlig uenighed. Efter det første fælles møde mellem de to partiers landsledelser (som blev afholdt i slutningen af november 2003) får vi at vide, at KPiD og DKP m-l står »fælles forankret« i den dialektiske og historiske materialisme. I diskussionen af klasseanalysen er der »en grundlæggende enighed om en række helt centrale spørgsmål«.
Der er ganske vist nogle områder, hvor der »både er uafklarethed og uenighed« – læserne får bare ikke at vide, hvad de består i (“Arbejderen den 29. november 2004).

Enigheden vokser tilsyneladende støt og roligt efter det 2. møde mellem landsledelserne i januar 2004, hvor DKP m-l‚s formand Jørgen Petersen udtrykker det således:

– »Nu viser diskussioner mellem KPiD og DKP m-l, at enigheden om kommunisternes strategi er stor, i hvert fald de to partier imellem” (…) der er grundlæggende enighed om strategien (…) Der er ikke principielle uenigheder, selvom der er en masse, kommunisterne videre skal diskutere)«. (“Arbejderen” 27.januar 2004).

Men heller ikke denne gang får vi at vide, hvad er for en masse der skal diskuteres.
Da de to partier ikke selv løfter sløret, har vi gjort os den ulejlighed at studere deres programmer, for at se, om der skulle være basis for den proklamerede enighed. Undersøgelsen viser, at det er der langt fra – hvis programmernes formuleringer stadig står til troende.

Synet på den kommunistiske bevægelses historie

På DKP m-l’s 6. kongres i 1993 erkendte man, at det var en fejl at betegne de socialistiske lande som “kapitalistiske ind til marven” og “statsmonopolkapitalistiske af en særlig type”. DKP m-l´s opfattelse er nu, at disse lande i virkeligheden havde udgjort en “særlig type overgangssamfund mellem socialisme og kapitalisme, dvs. samfund, som var kendetegnet ved en langvarig og modsætningsfyldt kontrarevolutionær proces under revisionistisk ledelse” (DKP m-l, “20 års kamp for socialismen”, 1998 s. 54).

Med “revisionistisk ledelse” menes der “Krustjov og hans efterfølgere”. Det vil sige, at skillelinjen mellem socialisme og “overgangssamfund i kontrarevolutionær proces” efter DKP m-l’s opfattelse går ved Sovjetunionens Kommunistiske Partis kongres i 1956, hvor Krustjov gør op med “personkulten” under Stalin. Men konklusionen må altså også være, at DKP m-l ikke betragter Sovjetunionen som et socialistisk land efter dette tidspunkt.
Det er vel bekendt, at denne opfattelse bestemt ikke deles af hverken KPiD eller DKP. Disse partier har gennem alle årene uden vaklen fastholdt, at Sovjetunionen, de østeuropæiske lande, Kina, Vietnam, Nordkorea og Cuba alle fejl og mangler til trods var at definere som socialistiske lande, som levende udtryk for den “virkeliggjorte socialisme”.

Kampen mod revisionismen var korrekt

En lignende uenighed finder vi i synet på de kommunistiske partiers udvikling. DKP m-l er et “barn” af splittelsen i den internationale kommunistiske bevægelse i midten af 60´erne. DKP m-l fulgte det kinesiske og det albanske parti i opgøret med den “sovjettiske revisionisme” – og de fulgte det op gennem en hidsig kamp imod denne revisionismes danske repræsentant DKP. Da splittelsen kom mellem det kinesiske og det albanske parti, fulgte DKP m-l det albanske parti, der fastholdt sin uforsonlige kritik af den sovjettiske revisionisme, og opfattelsen af Sovjet som et “socialimperialistisk” magt, hvor kapitalismen var blevet genrejst.

I “20 års kamp for socialismen” gennemgår DKP m-l sin egen og den kommunistiske bevægelses udvikling fra 1978 til 1998. Det er på mange måde en sober og selvkritisk redegørelse, der kan anbefales, hvis man vil forstå partiets udvikling. Den bruges også stadig som et autotoriseret partidokument, hvis konklusioner der ikke skulle være taget afstand fra senere.

Trods megen selvkritik for sekteriske udskejelser, ikke mindst i forholdet til DKP, siges det her at “Det er vigtigt at slå fast, at hovedindholdet i den fire årtier lange kamp mod revisionismen var korrekt” (20 års kamp s. 8), ligesom det slås fast at “Det var rigtigt at forsøge at afsløre Krustjov og hans efterfølgere for deres opportunistiske forvanskninger af marxismen-leninismen”.
DKP m-l har da heller aldrig gjort principielt op med deres støtte til Albaniens Arbejder Parti, og den marxistisk-leninistiske bevægelse, som udviklede sig omkring AAP: – »Erfaringerne herfra er i almindelighed positive)«, hedder det. (“20 års kamp” s. 10).

Antimonopolitisk demokrati

På DKP´s kongres i 1976 blev vedtaget et nyt partiprogram, der rummede en nyskabelse i strategisk forstand. Det “anti-monopolistiske demokrati” blev fremsat som et strategisk delmål på vejen mod socialismen.
Denne strategi blev udsat for en hård kritik fra resten af den revolutionære venstrefløj, der opfattede det som en ny udgave af den socialdemokratiske, reformistiske vej.

Efter kritikernes opfattelse byggede strategien på en grundlæggende accept af den borgerlige stat. De fremhævede det selvmodsigende i, at ville benytte staten – der af DKP selv blev beskrevet som et “redskab for monopolerne” – til at gennemføre “foranstaltninger der bryder storkapitalens magt”.

Kritikerne erkendte, at monopolkapitalen har det afgørende ord over staten, men fremførte, at statens rolle til syvende og sidst er at forsvare hele borgerskabets interesser. Herudover mente kritikerne, at strategien bygger på nogle illusioner om Socialdemokratiet som en mulig allieret i kampen for at afskaffe kapitalismen, og at forsøg på at realisere denne strategi ville få samme negative konsekvenser som i de lande, hvor den var blevet forsøgt, som for eksempel Chile.

Da DKP m-l blev dannet to år senere, deltog de i denne principielle kritik af DKP´s strategi. Som man kan se af uddragene fra DKP m-l´s programmer, må det stadig betragtes som DKP m-l’s officielle standpunkt.
Ligeså klart er det, at KPiD holder fast i DKP´s program fra 1976, på dette som på andre punkter. De har oven i købet fremhævet det anti-monopolistiske demokrati som et af de “ufravigelige punkter” i en sammenslutning af partierne.

Opblødning på vej fra DKP M-L?

Spørgsmålet er så, om DKP m-l også på dette punkt vil opgive sin principielle kritik af den “sovjettiske revisionisme”?

Sven Tarp (der må betegnes som DKP m-l´s chefideolog), siger, at det er velkendt at DKP m-l »fra første færd var uhyre kritisk over for DKP´s program og anti-monopolistiske strategi”.«

Men nu mener Sven Tarp, at DKP m-l har erkendt at “overgangen til socialismen ikke er et strategisk, men taktisk spørgsmål” .

Sven Tarp mener derfor også, at )»en fase med en folkelig regering er for os alene en mulighed, som vi kalkulerer med”.« – underforstået: I modsætning til DKP (og KPiD!) der betragter det som en nødvendig fase, man skal igennem, for at kunne sætte socialismen på dagsordenen. (“Arbejderen den 2.december 2003).

Sven Tarp fastholder da også, at vi må skelne mellem regeringsmagt og statsmagt: – »Selvom det lykkes de folkelige kræfter at tilkæmpe sig regeringsmagten, vil borgerskabet stadig kontrollere de centrale dele af statsmagten (især voldsapparatet), som det vil forsøge at bruge til at sabotere og omstyrte denne regering.«
– og det har jo netop hele vejen igennem været et af de centrale argumenter fra den revolutionære venstrefløjs side imod strategien om det anti-monopolitiske demokrati.

Det er også værd at bemærke, at Sven Tarp omhyggeligt undgår formuleringen “anti-monopolistisk demokrati”, men blot taler om en “folkelig regering” – og det er ikke nødvendigvis det samme.

DKP m-l´s program fra år 2000 slår da også fast, at man ikke kan bruge det borgerlige statsapparat til at indføre socialismen med. Den revolutionære proces består netop i at “opløse” den borgerlige stats institutioner, der må opbygges “helt nye folkemagtsorganer” som grundlag for et nyt socialistisk demokrati – et perspektiv, der ikke findes i KPiD´s og DKP´s programmer.

Klasseanalysen

Også i spørgsmålet om klasseanalysen er der uforenelige opfattelser.
KPiD´s klasseanalyse er meget enkel. Alle der må sælge deres arbejdskraft for at kunne overleve, tilhører arbejderklassen. Det gælder også de lønmodtagergrupper hvis rolle er at forsvare den borgerlige samfundsorden, som akademikere, arbejdsledere, politibetjente, befalingsmænd i militæret osv. osv.
Som Lisbet Brabæk skriver i “Arbejderen” den 28.januar 2004:

»Selvom man udfører overordnede, ledende, kontrollerende eller organiserende funktioner for staten eller kapitalen, så er det ikke dét, der bestemmer éns objektive klassetilhørsforhold«.

KPiD opererer dog med en lille “mellemgruppe” af “topledere” på to procent, men deres klassetilhørsforhold bestemmes af om “kilden til deres indkomst er profit, eller om de lever af at sælge deres arbejdskraft”.

Det synspunkt er DKP m-l ikke enig i. De tilslutter sig, at arbejderklassen udgør et stort flertal af befolkningen, og at store dele af de offentligt ansatte må betragtes som en del af arbejderklassen. Men herudover er der store “mellemlag”, en broget skare af lønmodtagergrupper, hvoraf nogle ligger tæt på borgerskabet, og varetager helt nødvendige “ledelsesopgaver” for kapitalen, mens andre ligger tæt på arbejderklassen, hvad angår lønvilkår og levevis.

Synet på Enhedslisten

Der som sagt endnu ingen debat i Arbejderens spalter om disse åbenlyse forskelle mellem de to partier. Til gengæld udvikler der sig en livlig debat om det parlamentariske spørgsmål og synet på Enhedslisten. Det skyldes ikke mindst at DKP m-l og KPiD her får noget aktvit modspil fra ledende medlemmer af Enhedslisten, nemlig DKP´eren Finn Hermann og den tidligere VS´er Per Clausen.

Debatten drejer sig både om synet på Enhedslisten som sådan, og om hvordan vi bedst muligt samler kræfterne på venstrefløjen i forholdet til parlamentet.
Også her har DKP m-l og KPiD et forskelligt udgangspunkt. DKP m-l´s syn på Enhedslisten er langt mere nuanceret, og ved de sidste mange folketingsvalg, har DKP m-l åbent anbefalet at stemme på Enhedslisten.
Men det er tydeligt, at de to partier nærmer sig hinanden i dette spørgsmål.

»Enhedslisten er for snæver«,– skriver Sven Tarp fra DKP m-l.

Han mener ikke, at Enhedslisten »i tilstrækkelig grad tager udgangspunkt i arbejderklassen og sociale spørgsmål, men i andre lag og såkaldte bløde sager som miljøet og så videre«. (“Arbejderen 29. januar 2004).

Enhedslisten kritiseres også for at lægge alt for meget vægt på det parlamentariske i stedet for massebevægelsen. Alt det kan KPiD skrive under på.
Det vil sikkert også glæde KPiD´erne, at DKP m-l nærmer sig deres synspunkt med hensyn til at et nyt kommunistisk parti skal stille op til Folketinget.

Sven Tarp skriver: – (…) »beslutningen kan ikke udskydes i al evighed. Det er vigtigt, at kommunisterne så hurtigt som muligt får en langsigtet plan for det parlamentariske arbejde”)«. (“Arbejderen den 29. januar 2004).

DKP m-l´s formand Jørgen Petersen tilslutter sig også KPiD´eren Christian Toubros forslag om, at man allerede nu begynder at forberede en opstilling til folketinget ved at “kommunisterne” lokalt finder sammen om fælles “K-lister”. Selvom han ikke udelukker muligheden af lokale valgalliancer med Enhedslisten, så er signalet ikke til at tage fejl af.

Både Per Clausen (“Arbejderen” 6.februar 2004 og 17.februar 2004) og Finn Hermann (24.januar 2004 og 18.februar 2004) giver svar på tiltale, og påpeger at KPiD og DKP m-l påtager sig et stort ansvar for at splitte venstrefløjens kræfter i de parlamentariske forsamlinger, ja måske ligefrem umuliggøre at venstrefløjen bliver repræsenteret.
I et svar til DKP m-l´s formand (“Arbejderen 18.februar 2004) trækker Finn Hermann det skarpt op:

– )»Det kniber stadig for mig at fatte, at seriøse kommunister … ikke ser nytten i et aktivt – OG kritisk samarbejde med en liste, som man alligevel er nødt til at anbefale. Og – nok så væsentligt – som man langt hen ad vejen er enig med.«

Finn Hermann påviser også, at en selvstændig kommunistisk opstilling vil stille de DKP m-l´er, der arbejder aktivt i Enhedslisten, i et svært valg:

– »KPiD vil slå stærkt på, at medlemskab af Enhedslisten er udelukket i det fremtidige kommunistiske parti. Vil DKP og DKP m-l uden videre bøje sig for det?,« – spørger han, og signalerer klart, at hvis det står til ham, vil DKP i hvert fald ikke, men måske snarere gøre samarbejdet med og støtten til Enhedslisten til et krav for en samling af kommunisterne.

Ikke småtingsafdelingen

Det bliver spændende at se, hvordan de to partier vil tackle de forskelle, der her er påvist. Det drejer sig jo bestemt ikke om småtingsafdelingen. Forskellene drejer sig om de mest vitale punkter i grundlaget for et revolutionært parti. Hvis man ikke har en fælles opfattelse af statens rolle eller af hvilke klasser og lag i samfundet man kan bygge på/må forvente modstand fra, vil man heller ikke være i stand til at udforme en fælles strategi.

En partidannelse, der skøjter hen over disse uenigheder eller pakker dem ind i uldne kompromisformuleringer, vil blot lægge grunden til nye interne kampe. Det vil heller ikke bidrage til den almindelige afklaring på venstrefløjen af mål og midler i kampen for socialismen.

– End –

Se også nogle af Arbejderpartiet Kommunisternes kommentarer til DKP/ML-KPiD og den såkaldte samlingsproces

KPiD presser DKP/ML
[KP6, 2004] Serien af de meget opreklamerede ‘fælles ledelsesmøder’ mellem KPiD og DKP-ml er afsluttet med et møde om ‘det kommunistiske parti’ – og om ‘internationale forbindelser’. Efter DKP-ml’s totale ideologiske og politiske kapitulation vil KPiD nu have DKP-ml til at fornægte sin historie og afsværge sine nuværende internationale forbindelser.

Kommunistisk strategi – et udviklingsforløb
[KP5, 2004] DKP/ML og KPiD er ved at slå sig sammen på DKPs gamle grundlag – det antimonopolistiske demokrati. Ved folketingsvalg har de begge støttet Enhedslisten. DKP/ML siden linjeskiftet i 1997, KPiD længere endnu. Nu vil de forsøge med en selvstændig opstilling og er begyndt at lægge luft til Enhedslisten. Det er vigtigt at forstå, hvad der foregår, og hvem, der er på banen.
Af Henning Påske Jensen, APK

Total kapitulation
[KP4, 2004] DKP/ML og KPiD er blevet enige om en ’strategi for socialisme’: Det gamle, revisionistiske DKPs ‘antimonopolistiske demokrati’. Det revisionistiske arvegods. For DKP/MLs vedkommende er der tale om den totale kapitulation.

DKP/MLs “20 års kamp for socialismen”:
Revisionistisk historieskrivning – for begyndere

KOMMUNISTISK POLITIK Nr. 4 og 5, 1999

Netavisen 19. marts 2004